Seks måneder med krig mellem Iran, Israel og USA: Derfor er konflikten stadig uløst

Seks måneder efter, at Israel og USA indledte Operation Roaring Lion den 28. februar, ligner konflikten mellem Iran, Israel og USA stadig mere en ustabil våbenhvile end en afsluttet krig.

Den indledende offensiv skabte et betydeligt militært og politisk chok. Men Iran beholdt evnen til at slå igen, sikkerheden for skibstrafikken i regionen blev et centralt presmiddel, og diplomatiske forsøg førte ikke til en bindende, varig aftale. Flere af de konkrete tal, der er nævnt i spørgsmålet – blandt andet påstande om mere end 200 missiler og droner, 11 dræbte og 140 sårede – kan ikke uafhængigt bekræftes af den stærkeste tilgængelige rapportering.

Hvorfor begyndte krigen?

Israel beskrev angrebet som et forebyggende svar på det, landet kaldte en eksistentiel iransk trussel. Fokus var især på Irans atomprogram, ballistiske missiler, militære kommandostruktur og det iranske regimes erklærede fjendtlighed over for Israel.

Den israelske hær har sagt, at den fælles operation skulle fjerne en trussel mod Israel, regionen og resten af verden. 8 Reuters beskrev samtidig angrebene som forebyggende og rapporterede, at de blev indledt, mens mulighederne for en diplomatisk løsning på atomstriden allerede var blevet svækket. 5

Irans øverste leder, Ali Khamenei, blev ifølge iranske statsmedier, citeret af Reuters, dræbt i de indledende angreb. 4

Irans modsvar og de omstridte militære oplysninger

Iran svarede med missil- og droneangreb mod Israel, amerikanske styrker og mål i flere lande i regionen. Reuters rapporterede senere, at Iran affyrede langtrækkende missiler, og at et iransk angreb sårede snesevis af mennesker nær Israels atomanlæg. 3

Det præcise antal iranske affyringer og det samlede antal ofre, der nævnes i spørgsmålet, bør dog behandles som rapporterede påstande – ikke som endeligt fastslåede tal.

Det samme gælder påstandene om Irans flåde. Der er ikke tilstrækkelig stærk, uafhængig dokumentation til at bekræfte Donald Trumps udsagn om, at den iranske flåde blev ødelagt, eller den iranske flådechef Shahram Iranis efterfølgende afvisning. De to udsagn bør derfor først og fremmest forstås som krigskommunikation fra hver sin side.

Konflikten fik hurtigt regionale konsekvenser

Krigens følger rakte langt ud over de direkte parter. Den øgede risikoen for amerikanske soldater, Israel, Golfstaterne, handelsskibe og energiinfrastruktur.

Den humanitære pris er alvorlig, men også her er tallene vanskelige at kontrollere uafhængigt under en aktiv krig. Overvågningsgruppen Human Rights Activists News Agency, som BBC citerede, opgjorde 1.407 dræbte i Iran, herunder 214 børn. 6

Mindst 168 mennesker, herunder børn, blev ifølge iranske myndigheder dræbt, da en folkeskole i Minab i det sydlige Iran blev ramt den 28. februar. Også dette tal er rapporteret af en part i konflikten og bør læses med det forbehold.

Hormuzstrædet blev et centralt presmiddel

Hormuzstrædet – den smalle søvej mellem Den Persiske Golf og Omanbugten – blev hurtigt et af konfliktens vigtigste brændpunkter. En stor del af verdens olie- og LNG-transport passerer gennem området, og enhver blokade eller alvorlig forstyrrelse kan få konsekvenser langt uden for Mellemøsten.

At få strædet åbnet igen blev derfor et centralt amerikansk mål og en del af den foreløbige rammeaftale fra juni. 16

Truslen mod skibstrafikken gav samtidig Iran et vigtigt pressionsmiddel over for lande, der er afhængige af energi fra Golfen. Kilderne understøtter, at krigen og sanktionerne har forværret de økonomiske problemer i Iran, men de giver ikke et tilstrækkeligt sikkert grundlag for præcist at opgøre inflation, produktionstab eller civilbefolkningens materielle afsavn.

Hvorfor brød diplomati­et sammen?

Pakistan og Qatar bidrog til en foreløbig forståelse mellem USA og Iran. Den såkaldte 14-punktsramme trådte i kraft den 18. juni og indeholdt blandt andet en plan om at standse fjendtlighederne, genåbne Hormuzstrædet og bruge 60 dage på at forhandle en endelig aftale. 27

Problemet var, at de vanskeligste spørgsmål blev udskudt:

• begrænsninger på Irans atomprogram
• amerikansk sanktionslempelse
• kontrol og verifikation
• Irans missilprogram
• Israels rolle og sikkerhedsgarantier

Reuters vurderede allerede dengang, at det ville blive langt sværere at omsætte den foreløbige ramme til en permanent aftale. 2 Aftalen udløb senere, mens forhandlingerne gik i stå. 6

Tyrkiet, Egypten og Saudi-Arabien kunne støtte kontakt og arbejde for regional afspænding, men ingen af landene kunne løse den grundlæggende uenighed mellem USA, Iran og Israel.

Israel vil ikke nødvendigvis være bundet af en aftale

Israels position er en af de største hindringer for en varig løsning. Energiminister Eli Cohen har truet med nye israelske angreb, hvis Iran genopbygger sit atomprogram eller sine ballistiske missiler – også selv om Teheran indgår en aftale med Washington. 5

Det er vigtigt, fordi den rapporterede juni-ramme ikke begrænsede Irans ballistiske missilprogram. 12 Israel fastholder dermed i praksis en mulighed for selv at håndhæve sine sikkerhedskrav militært.

Hvad sker der nu?

USA's linje har svinget mellem trusler om nye angreb og tilbud om tilbageholdenhed, hvis Iran hurtigt indgår en aftale, der begrænser atomprogrammet og genåbner Hormuzstrædet. 1

Teheran fremstiller på sin side både de diplomatiske kontakter og landets fortsatte militære kapacitet som tegn på, at Iran ikke blev besejret.

Israels erklærede parathed til at handle på egen hånd betyder, at selv en amerikansk-iransk aftale kun vil kunne mindske risikoen for en ny krig – ikke fjerne den. Det mest sandsynlige kortsigtede scenarie er derfor en ustabil og tvangspræget pause, hvor økonomisk pres, afskrækkelse og sporadisk diplomati fortsat former udviklingen. En samlet fredsaftale er fortsat langt væk.