Europæiske centralbankfolk frygter, at finansielt samarbejde med USA bliver valgfrit

Europæiske centralbankfolk forlod Jackson Hole-symposiet 27.-29. august med en uro over, at Washington behandler mangeårige normer for internationalt finansielt samarbejde som noget, man kan vælge til og fra. Bekymringen samlede sig om et mønster: ensidige indgreb på valutamarkederne, intervention i det amerikanske obligationsmarked og risikoen for, at handelskonflikter kan gøre redskaber til finansiel stabilitet til politiske pressionsmidler. Reuters skrev, at de europæiske embedsfolk langt fra var blevet overbevist om, at det etablerede samarbejde med USA fortsat er intakt.

Yen-interventionen blev et symbol på problemet

Den mest akutte konflikt handlede om den amerikansk-japanske operation for at støtte yen. USA's finansministerium brugte sin Exchange Stabilization Fund til at sælge euro og købe yen, mens Federal Reserve Bank of New York gennemførte handlerne via store banker, herunder Goldman Sachs og Morgan Stanley. ECB blev ifølge rapporterne først orienteret, efter at transaktionen var gennemført. 289

For de europæiske embedsfolk handlede sagen ikke kun om, hvorvidt yen havde brug for støtte. Problemet var, at Washington havde brugt euroaktiver i en større valutaoperation uden den forhåndsorientering, som normalt forventes mellem monetære myndigheder. Episoden rejste derfor et bredere spørgsmål: Kan USA disponere over aktiver knyttet til et andet stort valutaområde uden først at koordinere med den institution, der har ansvaret for valutaen?

Finansminister Scott Bessent forsvarede indgrebet som et svar på uordnede bevægelser i yen, der kunne destabilisere de globale markeder og i sidste ende øge låneomkostningerne for amerikanske husholdninger og virksomheder. 15 Europæiske embedsfolk så imidlertid processen som en bekymrende præcedens, især fordi transaktionen indgik i en bredere drejning mod en mere aktivistisk amerikansk finanspolitik.

Obligationsopkøb skabte en separat bekymring for Fed's uafhængighed

Embedsfolkene fulgte også Bessents planer om at udvide tilbagekøbene af langfristet amerikansk statsgæld. Finansministeriet beskrev programmet som et middel til at forbedre likviditeten, mens de øgede opkøb samtidig blev præsenteret på baggrund af kraftigt forhøjede lange renter. Den annoncerede maksimumsstørrelse for en operation blev hævet fra 2 mia. dollar til mindst 4 mia. dollar.

Bekymringen var ikke, at et likviditetsindgreb automatisk ville være det samme som monetær finansiering. Frygten var snarere, at opkøb, der kan presse de lange renter ned, kunne skabe politiske forventninger om, at Federal Reserve på et tidspunkt også bør støtte obligationsmarkedet. Det ville udviske den institutionelle grænse mellem finansministeriets gældsforvaltning og en uafhængig pengepolitik.

Reuters beskrev de seneste amerikanske indgreb på yen- og obligationsmarkederne som tegn, der kan varsle yderligere brud med etablerede normer.

Dollar-swaplinjerne består – men tilliden er sårbar

Federal Reserves dollar-swaplinjer med ECB, Bank of England, Bank of Japan, Bank of Canada og den schweiziske nationalbank ventes ikke at blive fjernet foreløbig. Ordningerne er aftaler mellem centralbanker og ikke redskaber, som Det Hvide Hus direkte kontrollerer. De skal give adgang til likviditet i fremmed valuta, når finansieringsmarkederne kommer under pres.

Denne institutionelle adskillelse gav en vis tryghed, men fjernede ikke den politiske risiko. Hvis handelskonflikter eskalerer, frygter europæiske embedsfolk, at adgangen til dollarfinansiering kan blive blandet sammen med bredere forhandlinger. Swaplinjer er skabt for at dæmpe internationale finansieringsproblemer og understøtte gennemslaget af den nationale pengepolitik – ikke for at fungere som forhandlingsbrikker.

Warsh forsøgte at trække en grænse mellem Fed og regeringen

Fed-chef Kevin Warsh brugte Jackson Hole og kontakter med europæiske kolleger til at signalere, at samarbejdet mellem centralbankerne vil fortsætte. Federal Reserve-folk gjorde en særlig indsats for at forsikre deres modparter om, at Fed vil overholde sine forpligtelser, men erkendte samtidig, at de ikke kan garantere regeringens fremtidige beslutninger.

I sin hovedtale fremhævede Warsh økonomiens styrke og Federal Reserves rolle i den økonomiske politik. 18 Hans bredere udfordring var at bevare tilliden til centralbankens uafhængighed, mens finansministeriets beslutninger i stigende grad påvirker valuta- og obligationsmarkederne. Budskabet kan dæmpe de umiddelbare spændinger, men det løser ikke den grundlæggende bekymring over beslutninger, der træffes uden for Fed.

Den afgørende prøve bliver, om konsultationerne vender tilbage

For de europæiske embedsfolk er den næste prøve praktisk snarere end retorisk. De vil vide, om Washington igen vil orientere på forhånd, før aktiver knyttet til et andet valutaområde bruges, om der opretholdes en tydelig adskillelse mellem likviditetsoperationer i finansministeriet og pengepolitik, og om de akutte dollarordninger holdes adskilt fra handelskonflikter.

Uroen efter Jackson Hole handlede derfor om mere end én yen-transaktion eller ét tilbagekøbsprogram. Den afspejlede en bekymring for, at reglerne for internationalt finansielt samarbejde bliver mindre forudsigelige – og at centralbankernes troværdighed og uafhængighed kan svækkes, hvis markedsindgreb i stigende grad ser ud til at tjene politiske mål.