USA lægger pres på Israel på to fronter: Bosættervold på Vestbredden og Gaza-våbenhvilen

Et usædvanligt synligt amerikansk pres

Udviklingen den 26. august viste et mere offentligt end normalt amerikansk pres på Israel i to forskellige, men strategisk forbundne spørgsmål: vold begået af israelske bosættere på den besatte Vestbred og fremtiden for våbenhvilen og afvæbningsplanen i Gaza.

Den fælles bekymring var, at handlinger, der bliver præsenteret som sikkerhedsforanstaltninger, samtidig kan destabilisere de diplomatiske planer, som USA støtter.

Hvad skete der i Tel Aviv?

En amerikansk delegation irettesatte ifølge en rapport en højtstående israelsk embedsmand for det, delegationen beskrev som tiltagende og alvorlig bosættervold på Vestbredden. Ifølge rapporten advarede delegationen Israel mod at tage amerikansk støtte for givet og kritiserede vold, plyndringer samt angreb på palæstinensere og deres ejendom. Besøget blev også sat i forbindelse med et israelsk sikkerhedsmøde, som Washington havde bedt om. 16

Der findes ikke et offentliggjort referat eller en officiel udskrift af mødet. Den præcise ordlyd bør derfor behandles med forsigtighed. Den bredere amerikanske bekymring er dog også kommet til udtryk i anden rapportering og gennem offentligt pres fra amerikanske lovgivere.

Israelske militærledere advarede allerede om en mulig eskalation

To dage tidligere havde Benjamin Netanyahu holdt en sikkerhedsvurdering i Den Israelske Hærs Centralkommando sammen med forsvarsminister Israel Katz, hærens stabschef Eyal Zamir og andre ledende militær- og efterretningsfolk. 7

Mødet fandt sted, efter at Israels egen sikkerhedsledelse havde advaret om konsekvenserne af bosættervolden. Centralkommandoens chef, generalmajor Avi Bluth, sagde ifølge rapporter, at »nationalistisk kriminalitet« – den betegnelse, der bruges i rapporteringen om bosætterangreb – kunne antænde en bredere optrapning på Vestbredden. Han advarede også om, at soldater løbende blev omdirigeret fra bekæmpelse af terrorisme for at håndtere disse hændelser. 36

The Jerusalem Post rapporterede særskilt, at Zamir havde advaret om risikoen for en »eksplosion« i området. 2 Det væsentlige var dermed, at bosættervold ikke kun blev behandlet som et spørgsmål om politi eller politik, men som en direkte trussel mod Israels sikkerhedsvurdering.

Qusra blev et konkret symbol på striden

Den amerikanske kritik var allerede blevet usædvanligt offentlig efter en belejring af palæstinensiske hjem i landsbyen Qusra, herunder et hjem tilhørende en palæstinensisk-amerikansk familie. USA’s ambassadør i Israel, Mike Huckabee, kaldte hændelsen en »forfærdelig terrorhandling« og sagde, at den amerikanske ambassade havde presset israelske styrker til at reagere.

Huckabee har ellers været en markant støtte for Israel og bosætterbevægelsen, hvilket gjorde udtalelsen til en bemærkelsesværdig reprimande. Reuters rapporterede senere, at han advarede bosættere mod at tage ejendom, der tilhører palæstinensiske amerikanere, og sagde, at de ansvarlige kunne blive mødt med amerikanske sanktioner.

Qusra gjorde den større diplomatiske konflikt konkret: Var Israel villig til og i stand til at forhindre angreb på palæstinensere, beskytte amerikanske borgere og retsforfølge de ansvarlige?

45 demokratiske senatorer kræver handling

Den 26. august bad 45 af Senatets 47 demokratiske medlemmer Netanyahu om at reagere på det, de kaldte en voldsbølge fra bosættere på Vestbredden. I brevet opfordrede senatorerne Israels politi og militær til at få klare instruktioner om at forebygge og gribe ind i voldelige konfrontationer – uanset hvilken part der stod bag. De bad også om efterforskning af dødsfaldene blandt ni amerikanere, som er blevet dræbt på Vestbredden siden januar 2022. 1

Brevet udgjorde ikke i sig selv en samlet holdning fra hele den amerikanske regering, og det bør ikke forveksles med den delegation, der ifølge rapporterne mødtes i Tel Aviv. Det viste dog, at Vestbredden var blevet et væsentligt politisk spørgsmål i Washington – ikke kun et emne for israelske sikkerhedsdrøftelser.

Hvad FN’s rapportering dokumenterer

FN havde bragt den tiltagende vold fra israelske bosættere mod palæstinensere og deres ejendom op i FN’s Sikkerhedsråd. 13 Amerikanske lovgivere og andre medier beskrev volden som stigende, og nogle rapporter omtalte niveauet som rekordhøjt eller »det højeste nogensinde«.

Det tilgængelige materiale indeholder imidlertid ikke et komplet datasæt, der kan fastslå en universelt accepteret statistisk konklusion. Den mest forsigtige læsning er derfor, at FN’s rapportering bekræftede en vedvarende bekymring over eskalation, mens påstanden om et historisk maksimum bør tilskrives de kilder, der fremsætter den, snarere end præsenteres som endeligt fastslået.

Samtidig kom en alvorlig advarsel fra Gaza

Samme dag advarede Nickolay Mladenov, Board of Peace’s højtstående repræsentant for Gaza, FN’s Sikkerhedsråd om, at et sammenbrud i våbenhvileprocessen mellem Israel og Hamas kunne blive et »point of no return« – et punkt, hvor der ikke længere var nogen vej tilbage. Hvis krigen genoptages, ville der ifølge Mladenov ikke være nogen køreplan at vende tilbage til, ingen administration at indsætte og meget lidt tilbage at genopbygge. 19

Mladenov kritiserede også fortsatte israelske angreb. Hans argument var, at angreb, der ikke reagerer på en umiddelbar trussel eller foregår uden for aftalens mekanisme til koordinering og konfliktundgåelse, kan svække processen og gøre Hamas’ afvæbning vanskeligere.

Board of Peace fastholdt, at slutmålet er fuldstændig afvikling af våben i Gaza og en overgang fra styre gennem væbnede grupper til civil administration. 17 Mladenovs kritik af Israel var derfor ikke en støtte til Hamas. Den var et argument om, at militære operationer kan give begrænsede, kortsigtede sikkerhedsgevinster, men samtidig påføre våbenhvilen og afvæbningsprocessen større strategiske omkostninger.

Israel og Board of Peace er uenige om rækkefølgen

Israels rapporterede position var, at IDF ville fortsætte arbejdet for at demilitarisere Gaza med alle nødvendige midler. Netanyahu havde ifølge rapporteringen også afvist en israelsk tilbagetrækning, før Hamas var fuldstændig afvæbnet.

Det skaber den centrale praktiske konflikt:

• Israels fokus: Det militære pres skal fortsætte, indtil Hamas’ våben og militære kapacitet er fjernet.
• Board of Peace’s fokus: Fortsatte angreb kan underminere våbenhvilen, forhindre en overgangsadministration i at blive indsat og fjerne de politiske forudsætninger for en kontrollerbar afvæbning.

Board of Peace har samtidig kritiseret Hamas for afstanden mellem organisationens løfter og forholdene på jorden. Ifølge rapporteringen har Hamas formelt accepteret en proces, der skal føre til afvæbning og overdragelse af den civile administration, men analytikere advarede om, at gennemførelsen fortsat er usikker.

Derfor er kontrolmekanismer afgørende

Det afgørende spørgsmål er ikke kun, om Hamas har afgivet et formelt løfte. Det er også, om aftalen indeholder fungerende procedurer til at kontrollere, at våben faktisk afvikles, løse tvister, håndtere påståede brud og genstarte processen efter en overtrædelse.

Det er vigtigt, fordi begge parter kan beskrive fortsat magtanvendelse som defensiv, mens de anklager modparten for at bryde aftalen. Uden en troværdig måde at bekræfte efterlevelse og håndtere overtrædelser på risikerer hver ny hændelse at blive et argument for at opgive køreplanen i stedet for et problem, som køreplanen kan absorbere.

Washington Institute beskrev Hamas’ accept som et politisk gennembrud, men understregede samtidig, at der er betydelig usikkerhed om gennemførelsen.

Den større betydning

Udviklingen den 26. august tydede på, at Washington i stigende grad ser bosætterangreb på Vestbredden og israelske angreb i Gaza som spørgsmål, der rækker ud over Israels umiddelbare sikkerhedspolitik.

På Vestbredden advarede israelske militærchefer om, at bosættervold kan udløse en bredere palæstinensisk optrapning. I Gaza advarede Board of Peace om, at fortsatte militære operationer kan ødelægge den ramme, der skal føre til Hamas’ afvæbning.

Det fælles amerikanske budskab var strategisk snarere end blot retorisk: Amerikansk støtte fjerner ikke omkostningerne ved handlinger, der destabiliserer områderne, bringer amerikanske borgere i fare eller svækker diplomatiske aftaler. Der er dog ingen afklaret løsning. Israel prioriterer fortsat håndhævelsen over for Hamas, mens amerikanske embedsmænd og lovgivere presser på for tilbageholdenhed, ansvarlighed og bevarelse af den diplomatiske proces.