Iran og Oman drøfter midlertidig korridor gennem Hormuzstrædet

Iran og Oman har drøftet en trinvis ramme for en midlertidig, fælles sejlkorridor gennem Hormuzstrædet. Formålet er at få gang i noget af den kommercielle trafik igen, mens landene forhandler om en permanent ordning for rutevalg, trafikstyring og administration af det strategiske farvand. Der er dog ikke tale om en færdig aftale eller en ubetinget genåbning. 171517

Hvad skal den midlertidige korridor gøre?

Det rapporterede forslag omfatter en kommerciel korridor på omkring 7 miles — cirka 11 kilometer — samt et fælles projekt, der skal rydde miner i strædet. De tekniske forhandlinger skal fortsætte parallelt med den midlertidige ordning med henblik på at nå frem til en permanent aftale om ruten og den fremtidige håndtering af skibstrafikken. 4712

Tidligere rapporter om ruten beskrev en retningsbestemt model, hvor indgående skibe skulle sejle gennem iransk territorialfarvand, mens udgående skibe skulle bruge omansk farvand. Andre rapporter har sagt, at ordningen kun skulle gælde kommerciel skibsfart, og at Iran skulle kunne overvåge fartøjerne. De detaljer bør dog betragtes som rapporterede forslag og ikke som endelige regler, fordi de seneste oplysninger understreger, at aftalen stadig er under udarbejdelse. 19

Forslaget består dermed af tre tæt forbundne elementer:

1. En midlertidig kommerciel korridor, der kan tillade begrænset skibstrafik.
2. Fælles minerydning, som skal mindske en af de største navigationsrisici.
3. Yderligere tekniske og politiske forhandlinger om en permanent rute, informationsdeling, trafikstyring og den fremtidige administration af strædet. 1412

Påstande om en præcist aftalt tidsplan for de tekniske forhandlinger — eller om fuldt fastlagte driftsregler — er ikke bekræftet i de seneste rapporter om den fælles udmelding. Det centrale er derfor, at korridoren drøftes som en midlertidig løsning, mens den permanente ramme stadig er uafklaret. 117

Strid om kontrol, afgifter og adgang

Korridoren handler ikke kun om sikker passage. Den rejser også spørgsmålet om, hvem der skal styre trafikken og opkræve betaling.

Oman har foreslået en bredere regional model eller fælles forvaltning, hvor frivillige afgifter kan finansiere navigationshjælp, miljøbeskyttelse, eftersøgning og redning samt andre tjenester. Iran har ønsket større kontrol til de to kyststater og har søgt betaling for transit gennem strædet. 1822

Tidligere rapporter beskrev også uenighed om fordelingen af det maritime ansvar og indtægterne. Iran har afvist et omansk forslag om bredere regional administration og argumenteret for, at Iran og Oman bør forvalte strædet hver især ud fra deres respektive kontrolområder. 1718

Adgangen til korridoren er et andet stridspunkt. Tidligere rapporter har tilskrevet Iran et forslag om at udelukke amerikanske og israelske skibe, mens det rapporterede driftskoncept udelukker militære fartøjer og fokuserer på kommerciel trafik. Da den aktuelle ramme endnu ikke er færdig, bør disse begrænsninger ikke fremstilles som endelige vilkår for den nye midlertidige korridor. 19

Hvorfor siger Iran stadig, at Hormuzstrædet er lukket?

Teheran skelner mellem at tillade begrænset kommerciel trafik i en forhandlet korridor og at genåbne strædet fuldt ud. Iranske embedsmænd har sagt, at en fuld genåbning kræver, at USA ophæver sin flådeblokade af iranske havne, fjerner oliesanktionerne og stopper militære trusler eller operationer.

Washington har afvist disse betingelser og fastholdt, at USA kontrollerer — eller kan opretholde presset på — farvandet. Det har skabt to konkurrerende beskrivelser af situationen: Amerikanske embedsmænd har kaldt strædet åbent, mens Iran har sagt, at den meget begrænsede trafik og den fortsatte fare betyder, at det reelt stadig er lukket.

Oman har samtidig fået en vanskeligere mæglerrolle. Præsident Donald Trumps rapporterede trussel om at bombe Oman, hvis landet stod i vejen for USA's mål, har øget presset på Muscat som mellemmand. Separate påstande om udenrigsminister Marco Rubios position og om faldende amerikansk folkelig opbakning til krigen er ikke tilstrækkeligt dokumenteret i det foreliggende materiale til at kunne beskrives præcist.

Den praktiske konklusion er, at korridoren bedst forstås som en begrænset afspændingsmekanisme — ikke som en fredsaftale. Den kan skabe en kontrolleret rute for nogle kommercielle skibe uden at løse den bredere konflikt mellem USA og Iran, som Teheran forbinder med en fuld genåbning.

Konsekvenserne for skibsfart og energimarkeder

Sikkerhedskrisen har allerede reduceret trafikken gennem strædet markant. Efter angreb på tankskibe registrerede Kplers trackingdata fem råvarefartøjer, der passerede en lørdag, og ingen den følgende søndag. Weekenden før passerede 31 fartøjer.

Risiciene handler ikke kun om direkte angreb. Der er rapporteret om miner, droner og missiler, angreb fra mindre både, forsikringer der er uoverkommeligt dyre eller ikke kan tegnes, samt begrænsninger for fartøjer med tilknytning til USA og Israel. Det kan afholde rederier fra at bruge ruten, selv når den formelt er tilgængelig. 2

Energistrømmene er også faldet kraftigt. Olie og raffinerede produkter gennem Hormuzstrædet lå før krigen på omkring 18 millioner tønder om dagen. Ifølge Kpler-data citeret af Reuters faldt niveauet til cirka 4,8 millioner tønder om dagen i juli og omkring 2 millioner tønder om dagen i den første del af august. Noget af den tabte eksport blev delvist opvejet af større leverancer via Fujairah i De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabiens kyst ud mod Det Røde Hav.

Forstyrrelserne har presset oliepriserne op, fordi markederne indregner risikoen for en langvarig krise. Alternative ruter og forsyningskilder kan dæmpe effekten, men de kan ikke fuldt ud erstatte de mængder, der normalt passerer Hormuz. Indien har eksempelvis øget sin afhængighed af russisk råolie under forstyrrelserne.

Hvad sker der nu?

Den midlertidige korridor kan blive en begrænset, men praktisk nyttig passage for kommerciel skibsfart, hvis tre forhold falder på plads: Miner skal fjernes, sikkerhedsgarantierne for skibene skal være troværdige, og Iran og Oman skal nå til enighed om fungerende procedurer for trafikstyring.

Korridoren vil dog ikke i sig selv betyde, at Hormuzstrædet er pålideligt genåbnet. Den grundlæggende politiske konflikt handler fortsat om forbindelsen mellem adgang til farvandet, amerikanske sanktioner, flådeblokaden og militært pres. Indtil dette spørgsmål enten adskilles fra eller løses gennem Iran-Oman-forhandlingerne, vil den foreslåede rute snarere fungere som en skrøbelig midlertidig ordning end som en varig løsning. 117