Derfor sender TotalEnergies stadig olie gennem Hormuz

En farlig rute, der stadig kan betale sig

TotalEnergies' topchef Patrick Pouyanné beskriver Hormuzstrædet som farligt – men ikke økonomisk umuligt at bruge for alle typer laster. Selskabet flytter fortsat udvalgte mængder irakisk og qatarsk råolie diskret, fordi producenternes rabatter kan opveje de højere udgifter til fragt, forsikring og sikkerhedsrisiko. Samtidig investerer TotalEnergies i ruter, der på længere sigt skal gøre det mindre nødvendigt at sejle gennem strædet. 18

Regnestykket bag råolien

Pouyanné har sagt, at det koster omkring 20 millioner dollar at sende en meget stor råolietanker – en VLCC – gennem Hormuz og tilbage igen. Fordelt på en last på cirka 2 millioner tønder svarer det til omtrent 10 dollar ekstra pr. tønde. 15

Den ekstra omkostning kan absorberes, når producenterne i Golfen er desperate efter at få olien ud på markedet. Ifølge Pouyanné kunne råolie købes for omkring 50-60 dollar pr. tønde i stedet for til den internationale Brent-pris. I den situation kan rabatten være større end de ekstra udgifter til transport, forsikring og risiko. 18

Det betyder dog ikke, at ruten er blevet normal. Markedet indregner snarere to modsatrettede kræfter på én gang: en sikkerhedspræmie for at få lasten gennem Hormuz og en endnu større rabat fra producenter, der har svært ved at eksportere deres olie.

Raffinerede brændstoffer har et langt dårligere regnestykke

Økonomien ser helt anderledes ud for benzin, diesel og andre raffinerede olieprodukter. Produkttankere transporterer normalt mindre laster end VLCC'er, og dermed skal omkostningerne ved en risikabel rejse fordeles på færre tønder. Pouyanné anslog transportomkostningen til omkring 50 dollar pr. tønde, hvilket gør mange af disse transporter urentable. 9

Det er med til at forklare den opsplittede markedsdynamik, han beskrev: Råolie kan være kraftigt rabatteret, samtidig med at raffinerede brændstoffer er knappe og dyre. Et farvand kan altså stadig bruges kommercielt til udvalgte råolielaster uden at fungere normalt for den samlede oliehandel. 9

To rørledninger skal gå uden om Hormuz

Abu Dhabi til Fujairah: den hurtigste løsning

TotalEnergies vil investere i en udvidelse af Abu Dhabis vest-østgående rørledning til eksporthavnen Fujairah. Ruten fører olie fra Abu Dhabi til Fujairah ved Omanbugten, så råolien kan nå en terminal for skibseksport uden at krydse Hormuzstrædet. 6

Udvidelsen ventes at kunne tages i brug i 2027. Det gør den til den nærmeste af de omtalte aflastningsmuligheder, selv om den primært skal transportere olie fra De Forenede Arabiske Emirater og derfor ikke erstatter alle de tønder, der i dag er afhængige af strædet.

Irak gennem Syrien til Middelhavet: den langsigtede sikkerhedsventil

Det andet projekt skal skabe en råolierute fra Irak gennem Syrien til eksportfaciliteter ved Middelhavet. Iraks olie vil dermed kunne nå verdensmarkedet uden først at blive sendt gennem Golfen og Hormuz. 6

Det er imidlertid en langt langsommere løsning. Kilder med kendskab til planerne har sagt til Reuters, at byggeriet vil kræve mindst fire år og koste mindst 15 milliarder dollar. Projektet vil desuden kræve helt ny rørledningsinfrastruktur og ikke blot en genåbning af en gammel ledning.

Forskellen er væsentlig: Fujairah-udvidelsen kan tilføre ekstra omvejs-kapacitet på en tidsplan frem mod 2027, mens Irak-Syrien-ruten er en flerårig strategisk investering, hvis tidsplan og gennemførelse stadig er usikre.

Trafikken gennem Hormuz er fortsat langt under normalen

Transportøkonomien udfolder sig på baggrund af et dramatisk fald i skibstrafikken. Kpler-data citeret af Reuters viste encifrede antal passager for handelsskibe på flere augustdage: syv skibe den 21. august, ni den 20. august og otte den 12. august.

Det er langt under niveauet før krigen. Reuters skrev, at omkring en femtedel af verdens samlede transporter af råolie og flydende naturgas, LNG, gik gennem Hormuz, før konflikten begyndte.

De få synlige passager viser også, hvorfor “åbent” ikke er det samme som “normal drift”. Nogle skibe kan fortsat sejle igennem, blandt andet under militær koordinering eller ad mindre synlige ruter. Men rederier kan stadig vælge at holde sig væk på grund af angreb, trusler og usikkerhed om adgangen.

Derfor er der uenighed om olievolumen

Hvor meget olie der fortsat forlader regionen, er blevet omstridt. USA's energiminister Chris Wright sagde, at koordinerede operationer mellem det amerikanske militær og allierede Golfstater havde gjort det muligt at sende næsten 9 millioner tønder olie om dagen gennem Hormuz. Analyser af skibstrafikken pegede derimod på, at den synlige strøm højst var omkring halvt så stor.

Tallene måler muligvis ikke præcis det samme. Officielle udmeldinger kan omfatte eskorterede transporter, operationelle estimater eller strømme, der er vanskelige at observere. Trackingselskaber baserer sig i høj grad på skibes bevægelser og transponderdata. CNN rapporterede, at en stor del af den seneste trafik var “dark” – altså ikke umiddelbart synlig via standardsporing.

Den mest forsigtige konklusion er derfor smallere end overskrifterne på hver side: Der flyttes stadig olie, men den præcise mængde er usikker, og vandvejen er fortsat alvorligt forstyrret.

Hvad betyder Pouyannés udmelding?

Pouyannés position peger på en strategi i to spor – ikke på, at Hormuz er blevet sikkert genåbnet.

• På kort sigt kan TotalEnergies udnytte en prisforskel ved at købe stærkt rabatteret råolie og betale den ekstra pris for at sende udvalgte laster gennem strædet. 18
• For raffinerede produkter gør de mindre laster transportens risikopræmie langt sværere at forsvare økonomisk. 9
• Fra 2027 kan den udvidede Fujairah-rute give De Forenede Arabiske Emirater mere eksportkapacitet uden om Hormuz.
• På længere sigt kan Irak-Syrien-rørledningen give Irak adgang til Middelhavet, men omkostningen og byggetiden viser, at den ikke er en hurtig løsning.

Den bredere pointe er, at et strategisk flaskehalsområde godt kan være kommercielt udnytteligt uden at være sikkert. TotalEnergies udnytter den råolierabat, der findes nu, men selskabets investeringer i rørledninger viser samtidig, at virksomheden forbereder sig på et marked, hvor afhængigheden af Hormuz udgør en strukturel – ikke blot midlertidig – risiko.