Hvad kan USA’s “hårdeste sanktioner nogensinde” mod Iran føre til?

Scott Bessent ventes mandag 24. august kl. 20 dansk tid at holde det pressemøde, hvor USA’s finansminister vil uddybe det, han kalder “de hårdeste sanktioner i historien” mod Iran. Planen skal lægges oven i den eksisterende amerikanske blokade og kan ifølge Bessent mindske behovet for nye omfattende amerikanske militæroperationer. 12

Den vigtigste begrænsning er, at pakken endnu ikke er offentliggjort. Omfanget, den juridiske udformning og de konkrete håndhævelsesmekanismer er derfor fortsat uklare.

Hvad kan sanktionerne ramme?

Ud fra Bessents offentlige udtalelser ventes de nye tiltag især at rette sig mod de forbindelser, der holder Irans økonomi koblet til verdenshandlen:

• iransk oliesalg og statens indtægter fra olien
• rederier, olietankere og maritime mellemled
• banker, betalingssystemer og andre finansielle kanaler
• forsikringsselskaber og råvarehandlere
• udenlandske virksomheder eller regeringer, der giver Teheran en økonomisk “livline”

Det mest vidtgående redskab vil være sekundære sanktioner. Det betyder sanktioner mod virksomheder og institutioner uden for Iran, hvis de fortsætter med at handle med Teheran. Ifølge rapporteringen presser Washington sine allierede til at vælge mellem samarbejde med USA og fortsat handel med Iran. 5614

Politikken vil dermed ikke kun begrænse iranske institutioner. Den vil også gøre adgangen til det amerikansk forbundne finansielle system og de amerikanske markeder til en del af presset på Irans handelspartnere.

Kina bliver den afgørende prøve

Kina er det vigtigste potentielle mål, fordi landet ifølge Reuters-data køber mere end 80 procent af Irans skibsbårne olie. Kinesiske raffinaderier, handelsfirmaer, banker, rederier og betalingsløsninger vil derfor være centrale, hvis USA forsøger at fjerne Irans sidste betydelige olieindtægter.

Beijing har ikke tilsluttet sig Washingtons sanktionsstrategi. Reuters har rapporteret, at Kina mener, sanktioner ikke vil bidrage til at løse konflikten, mens Kina og Pakistan har støttet nye fredsforhandlinger. 1

Der er allerede tegn på, at usikkerheden påvirker oliehandlen. Udbuddet af iransk råolie til kinesiske købere faldt, og priserne steg, efter at den amerikanske blokade begrænsede leverancerne, oplyser handelsfolk til Reuters. Kinesiske statskontrollerede rederier skal desuden have undgået både Hormuzstrædet og Bab al-Mandab på grund af den øgede sikkerhedsrisiko.

Det stiller Washington over for et vanskeligt valg. Begrænset håndhævelse risikerer ikke at ændre Teherans beregninger. Hård håndhævelse mod Kina-forbundet handel kan derimod udløse en konfrontation med Beijing, forstyrre yderligere oliestrømme og gøre diplomatisk mægling vanskeligere.

Hvad betyder det for Iran?

Et strammere sanktionsregime vil lægge yderligere pres på en økonomi, der allerede er ramt af omfattende restriktioner og en søblokade. Det kan begrænse Irans adgang til hård valuta, gøre import dyrere, forstyrre bankforbindelser og presse mere handel over i uigennemsigtige eller uformelle kanaler.

Den umiddelbare konsekvens bliver dog ikke nødvendigvis politisk kapitulation. Økonomisk isolation kan svække en regerings ressourcer, men den kan også flytte omkostningerne over på civilbefolkningen, styrke sorte markeder og give landets ledelse mulighed for at fremstille presset udefra som et angreb på national suverænitet. De tilgængelige oplysninger peger på større økonomisk belastning, men dokumenterer ikke, at sanktionerne hurtigt vil få Irans regering til at bryde sammen. 212

Iranske embedsmænd har allerede afvist den amerikanske fremstilling. Udenrigsminister Abbas Araghchi har kaldt sanktionerne “økonomisk terrorisme”. Teheran kræver forhandlinger baseret på gensidig respekt, retfærdighed og national værdighed – ikke en aftale, der fremstår som resultatet af tvang. 2

Den største risiko ligger stadig i Hormuz

Sanktionsplanen kommer på et tidspunkt, hvor skibstrafikken gennem Hormuzstrædet allerede er tæt på at gå i stå. Reuters rapporterede, at trafikken var nærmest lammet efter angreb på skibe og amerikanske trusler om at opretholde blokaden på ubestemt tid.

Olie- og produktstrømmene gennem strædet lå før krigen på omkring 18 millioner tønder om dagen. De faldt ifølge en Reuters-analyse til 4,8 millioner tønder om dagen i juli og omkring 2 millioner tønder om dagen i gennemsnit i august.

Iranske embedsmænd har truet med gengældelse, hvis nabolande deltager i den amerikanske økonomiske kampagne. Mohsen Rezaei har advaret om, at Iran kan ramme olieruter uden for selve Hormuzstrædet og skibstrafikken gennem strædet, hvis Golfstaterne slutter sig til sanktionsindsatsen.

Det skaber en risiko for, at konflikten breder sig til mere end Irans egen eksport. Hvis tankskibe, alternative rørledninger eller energiinfrastruktur i Golfen bliver mål, kan resultatet blive højere oliepriser, dyrere fragt og forsikring samt en større risikopræmie på energiforsyninger fra Mellemøsten. Reuters har rapporteret, at oliemarkedet i stigende grad indregner en langvarig forstyrrelse i Hormuz frem for et kortvarigt chok.

Den praktiske effekt af nye sanktioner vil derfor også afhænge af udviklingen til søs. Hvis Irans olieeksport allerede er kraftigt begrænset af blokaden, kan yderligere finansielle sanktioner have en mindre umiddelbar effekt på de fysiske olieforsyninger – men en større effekt på de virksomheder og lande, der forsøger at omgå restriktionerne.

Diplomati er svækket, men ikke umuligt

Den midlertidige ramme fra juni førte ikke til en varig aftale. Den 60 dage lange våbenhvileperiode blev ikke forlænget, og USA og Iran er uenige om ansvaret for sammenbruddet og betingelserne for at genåbne Hormuz. Iran har sagt, at strædet forbliver lukket, indtil Washington ophæver blokaden, fjerner oliesanktionerne, frigiver indefrosne aktiver og standser militæroperationerne.

Kina og Pakistan er fortsat relevante, fordi begge lande har støttet en diplomatisk vej frem. Pakistan har undersøgt mulighederne for at genoptage samtaler mellem USA og Iran efter et kinesisk initiativ. Pakistanske embedsmænd har samtidig sagt, at et stop for angreb mod Saudi-Arabien og andre Golfstater vil være en forudsætning for fremskridt.

En sanktionspakke med plads til undtagelser, forhandlinger eller overvåget skibstrafik kan bevare denne mulighed. En kampagne, der behandler alle større iranske handelspartnere som modstandere, vil derimod gøre mægling vanskeligere og styrke Teherans argument om, at Washington ønsker kapitulation frem for en forhandlet løsning.

Det bør man holde øje med efter annonceringen

Det bliver ikke retorikken, men detaljerne i gennemførelsen, der afgør, hvor hårdt presset reelt bliver. De vigtigste spørgsmål er:

1. Er tiltagene nye, eller strammer de primært de eksisterende sanktioner? De juridiske beføjelser og håndhævelsesmekanismer vil vise, hvor meget ekstra pres der faktisk skabes.
2. Rammes Kina-forbundet oliehandel direkte? Det vil være den tydeligste prøve på, hvor meget friktion med Beijing USA er villig til at acceptere.
3. Hvor bredt udformes de sekundære sanktioner? Antallet og typen af udenlandske virksomheder, banker, forsikringsselskaber og rederier i fare vil afgøre rækkevidden.
4. Kommer der humanitære eller diplomatiske undtagelser? Undtagelser kan begrænse skade på civile og bevare plads til forhandlinger, men kan samtidig svække sanktionernes tvangskraft.
5. Hvordan reagerer Iran til søs? Nye angreb, trusler mod alternative eksportruter eller begrænsninger af sejladsen kan hurtigt forvandle en sanktionsannoncering til en bredere energikrise.

Det strategiske resultat vil afhænge af håndhævelsen – ikke af formuleringen “de hårdeste sanktioner i historien”. Washington forsøger muligvis at erstatte eller begrænse storskala-kamp med økonomisk isolation. Men om strategien virker, afhænger især af Kinas svar, Irans evne til at omgå restriktionerne og spørgsmålet om, hvorvidt presset fører til forhandlinger eller en større konfrontation omkring Golfen.