Iran efter Ali Khamenei: Sikkerhedsapparatet styrer stadig mere

Seks måneder efter at Ali Khamenei blev dræbt i et amerikansk-israelsk angreb, ligner Iran mindre et system domineret af én øverste leder og mere en sikkerhedsstyret krigsstat. Mojtaba Khamenei har sikret dynastisk og religiøs kontinuitet, mens Den Islamiske Revolutionsgarde – IRGC – og Det Øverste Nationale Sikkerhedsråd har fået større praktisk indflydelse på krig, intern sikkerhed og diplomati. 46

Det betyder dog ikke, at magtkampen er afgjort. Tværtimod står Iran i en uløst konflikt mellem civile ledere, der har brug for en aftale for at lette det økonomiske pres, og sikkerhedsinstitutioner, hvis autoritet er vokset under krigen.

IRGC er rykket tættere på magtens centrum

Mojtaba Khameneis udnævnelse har genskabt en formel top i systemet. Men udnævnelsen af Ahmad Vahidi som chef for IRGC og sikkerhedsorganernes voksende rolle tyder på, at det ikke er det valgte præsidentembede, der sætter de reelle grænser for Irans politik. 456

IRGC har allerede en central rolle i Irans missilprogram, regionale militære operationer og maritime kapacitet. Under den langvarige konflikt har garden samtidig fået større indflydelse på spørgsmål, der normalt ville ligge mellem regeringen, militæret og udenrigspolitikken.

Det Øverste Nationale Sikkerhedsråds offentlige betingelser for en genåbning af Hormuzstrædet viser, hvor tæt militære operationer, sanktionslettelser og diplomati nu er forbundet. Rådet fungerer dermed ikke kun som et rådgivende organ, men som en afgørende arena for landets strategiske beslutninger. 456

Pezeshkian forsøger at give diplomati revolutionær legitimitet

Præsident Masoud Pezeshkian har henvist til, at Ali Khamenei angiveligt var åben over for diplomati med Washington. Politisk er det vigtigt: Ved at knytte forhandlinger til den afdøde leders linje forsøger Pezeshkian at fremstille diplomati som legitim statsstrategi – ikke som kapitulation over for USA. 4

Men præsidentens mulighed for at omsætte denne position til en aftale er begrænset af den øverste leder, sikkerhedsrådet, IRGC og hårde konservative fraktioner. Pezeshkians møde med Mojtaba Khamenei i slutningen af juli understregede samtidig, at adgang til den nye leder fortsat er afgørende for ethvert civilt initiativ.

Pezeshkian har kontrol over blandt andet økonomi, genopbygning og diplomati, men ikke over de væbnede styrker eller de endelige beslutninger om krig og national sikkerhed.

Økonomien presser regeringen – men ikke nødvendigvis hardlinerne

Parlamentsformand Mohammad Bagher Ghalibafs advarsler om økonomiske vanskeligheder afspejler regeringens centrale problem: Krig, sanktioner, begrænset skibsfart og indefrosne indtægter skaber omkostninger, som staten ikke kan vælte over på befolkningen i det uendelige.

USA gav i juni Iran en midlertidig 60-dages sanktionsfritagelse, der blandt andet skulle gøre det muligt at sælge olie og modtage betaling. Ordningen brød imidlertid hurtigt sammen, og Washington indførte efterfølgende nye Iran-relaterede sanktioner i juli.

Økonomisk pres skaber derfor et dilemma. For Pezeshkian, Ghalibaf og andre civile beslutningstagere er det et stærkt argument for at forhandle. For hardlinerne er det samtidig et argument for først at kræve større indrømmelser fra USA. De afviser kompromiser, hvis Washington ikke giver omfattende garantier og lettelser.

Den 60 dage lange aftale løb ud

Den midlertidige aftale mellem USA og Iran gav parterne 60 dage til at nå frem til en permanent løsning. Fristen udløb uden en forlængelse eller en endelig fredsaftale, mens begge sider beskylder den anden for at have brudt eller undladt at gennemføre aftalens vilkår. 25

Forhandlingerne er derfor gået i stå. Iran kræver blandt andet ophævelse af den amerikanske blokade af iranske havne, fjernelse af oliesanktioner, frigivelse af indefrosne aktiver og et stop for amerikanske militære trusler. USA har samtidig sagt, at der ikke foregår eller er planlagt nye samtaler.

Hormuzstrædet er blevet Irans vigtigste forhandlingskort

Iran siger, at Hormuzstrædet forbliver lukket eller stærkt begrænset, indtil USA opfylder betingelserne i den midlertidige aftale. Washington siger derimod, at strædet er åbent. Den modstridende beskrivelse viser, hvor fastlåst situationen er. 14

Strædet er en af verdens vigtigste ruter for olie- og energitransport. Ved at knytte fri passage sammen med sanktionslettelser og ophævelsen af den amerikanske blokade forsøger Tehran at gøre den maritime situation til et direkte presmiddel i forhandlingerne.

Iran tilpasser sin militære strategi

Iran er gået fra primært at absorbere angreb til også at bruge maritim forstyrrelse og truslen om en mere offensiv militær linje som forhandlingsredskaber. En højtstående iransk embedsmand sagde til Reuters, at Tehran kunne eskalere i Hormuz og andre steder, hvis den midlertidige aftale ikke blev gennemført. 17

Genoptagne angreb på olietankere har allerede udløst yderligere amerikanske sanktioner. Det giver IRGC's flåde- og missilkapacitet en uforholdsmæssigt stor strategisk betydning. Militære operationer i og omkring strædet er ikke længere blot et spørgsmål om forsvar, men også et middel til at påvirke økonomi og diplomati.

Den grundlæggende modsætning

En langvarig krig styrker sikkerhedsapparatet institutionelt. Den kan retfærdiggøre ekstraordinær kontrol fra IRGC og sikkerhedsrådet og gør det lettere for hardlinere at fremstille kompromis som overgivelse. Samtidig skader krigen økonomien og øger behovet for, at civilregeringen får sanktionerne lettet og finder en varig løsning.

Det mest sandsynlige kortsigtede scenarie er derfor hverken en klar fred eller en entydig optrapning. Iran kan i stedet ende i et sikkerhedsstyret dødvande, hvor presset på Hormuzstrædet erstatter en samlet politisk løsning. 26

Ali Khameneis død fjernede den ene leder, der i årtier kunne fungere som systemets endelige dommer. Efterfølgeren Mojtaba Khamenei har givet regimet en ny formel top, men krigen har samtidig flyttet mere af den reelle magt ned i sikkerhedsapparatet. Det er netop denne forskydning, der gør en afslutning på konflikten så vanskelig.