Ankylosaurus – dinosauren, der bar sin egen fæstning

En stille begyndelse i kridttidens verden

For omkring 66 millioner år siden, mod slutningen af kridttiden, bevægede et lille dyr sig ud af et æg på de varme kystsletter i det vestlige Nordamerika. Vi ved ikke præcis, hvor reden lå, eller hvordan den første dag forløb. Der er endnu ikke fundet et fossilæg, en rede eller et embryo, som med sikkerhed kan knyttes til Ankylosaurus.

Men som andre dinosaurer lagde den æg. Den nyklækkede unge var langt mindre og mere udsat end sine forældre. Det berømte panser var sandsynligvis endnu ikke fuldt udviklet, og den tunge halekølle var næppe klar til at møde et rovdyr. Foran den lå en verden af floder, skove, bregneklædte lysninger og brede flodsletter i det, der i dag er Montana, Wyoming, Alberta og Saskatchewan.

Her levede Triceratops, Edmontosaurus, Thescelosaurus – og tidens største rovdyr, Tyrannosaurus rex.

En dinosaur fra den sidste kridttid

Ankylosaurus var blandt de sidste ikke-fugle-dinosaurer, der udviklede sig. Det videnskabelige navn, Ankylosaurus magniventris, kan oversættes til “sammenvokset øgle med stor bug”. Navnet henviser til det stive skelet og den usædvanligt brede krop.

Det første anerkendte eksemplar blev fundet under en ekspedition i 1906 ledet af den amerikanske palæontolog Barnum Brown og fossilindsamleren Peter Kaisen i Montanas Hell Creek-formation. Brown beskrev og navngav dyret i 1908. Senere fossiler fra Hell Creek-formationen, Wyomings Lance-formation og Albertas Scollard-formation viser, at Ankylosaurus levede over et meget stort område i den sidste del af den sene kridttid.16

Alligevel er vores billede af dyret ikke komplet. Intet fuldstændigt skelet er fundet, og mange detaljer om dets liv må derfor rekonstrueres ud fra spredte knogler og sammenligninger med beslægtede panserdinosaurer.

De første år under panseret

En ung Ankylosaurus havde en farlig barndom foran sig. Unge dyr havde ikke de voksnes størrelse, og fund fra beslægtede ankylosaurer tyder på, at de største panserplader og den fuldt udviklede halekølle først kom til, efterhånden som dyret voksede.

Ungdyret kan have søgt ly i lav vegetation og været afhængigt af større individers beskyttelse. Men der findes ingen sikre fossilbeviser for, at Ankylosaurus levede i flok eller tog sig af sine unger. Dens sociale liv er derfor stadig et af palæontologiens store spørgsmål.

Med alderen dannedes knoglevæv i huden. Disse strukturer kaldes osteodermer. De udgjorde ikke én ubrudt skal, men bestod af plader, små knogleelementer og større knuder, der lå indlejret i den fleksible hud. På den måde kunne dyret bevæge sig, samtidig med at hals, ryg, sider og hofter blev beskyttet.

Nogle osteodermer kan have været dækket af keratin – det samme hårde materiale, som findes i menneskers negle. I levende tilstand kan panseret derfor have virket større end de forstenede knoglekerner, vi finder i dag. Dele af kraniet var også forstærket med knogle, så hovedet blev bredt, lavt og robust.

Næseborene vendte ud mod siderne, og komplicerede næsegange kan have hjulpet med at opvarme og fugte den indåndede luft. I en ny gennemgang af Ankylosaurus beskrev Victoria Arbour og Jordan Mallon dyret som usædvanligt selv blandt panserdinosaurer – med et meget bredt kranium, særpræget ansigtspanser, en bred overkrop og halvcirkelformede plader omkring halsen.8

En levende fæstning

En stor Ankylosaurus kan have nærmet sig otte meters længde og måske vejet omkring otte ton. Estimaterne varierer, fordi ingen komplet krop er bevaret.

Kroppen hvilede lavt over jorden på fire stærke ben. Bagbenene var længere end forbenene, og de brede fødder fordelte vægten over et stort areal. Ankylosaurus var næppe hurtig, men den var stabil, muskuløs og meget vanskelig at vælte.

Under den pansrede krop fandtes stadig en sårbar underside. Men for at nå den skulle et rovdyr først forbi den lave kropsstilling, den bevægelige hale og flere ton modstandskraft. Det var ikke en tank i moderne forstand – men det var et dyr, hvis anatomi gjorde et direkte angreb til en risikabel beslutning.

Et liv på planter

Ankylosaurus jagtede ikke. Den var planteæder, og dens daglige søgen gik efter vegetation, ikke bytte.

Et bredt næb kunne bide lavtvoksende planter over, mens rækker af små, bladformede tænder skar og knuste føden. Ankylosaurer blev tidligere opfattet som primitive planteædere, der stort set bare slugte bløde blade. Undersøgelser af deres kranier og tænder viser imidlertid, at flere arter havde mere varierede kæbebevægelser og kunne bearbejde føden bedre end de tidlige rekonstruktioner antydede.6

Den store bug, som indgår i artsnavnet magniventris, har sandsynligvis rummet et omfattende fordøjelsessystem. Mikroorganismer kan have hjulpet med at nedbryde fiberrigt plantemateriale gennem gæring.

Føden kan have omfattet bregner, lave buske, unge nåletræer, blomsterplanter og nedfalden frugt. Den præcise menu er dog ikke bevaret.

Et opsigtsvækkende studie ledet af palæontologen Caleb Brown undersøgte maveindholdet hos Borealopelta, en ældre panserdinosaur. Her fandt forskerne især bregner og spor af trækul fra et nyligt brændt landskab.5 Borealopelta var ikke Ankylosaurus, så fundet kan ikke bruges som direkte bevis for Ankylosaurus’ sidste måltid. Det viser dog, at panserdinosaurer kunne udvælge bestemte planter i stedet for blot at spise alt på deres vej.

Halen, der kunne knuse knogler

Som voksen var Ankylosaurus muligvis blandt de største kendte ankylosaurider. Dens mest imponerende egenskab var ikke panseret alene, men samspillet mellem panser, balance og våben.

Halen endte i et stift skaft, dannet af tæt sammenlåste halehvirvler og forstærket væv. Yderst sad en tung kølle af forstørrede osteodermer. Halen var ikke stiv fra begyndelsen; den inderste del kunne bevæge sig, mens kraftige muskler omkring hofterne kunne svinge den forstærkede spids fra side til side.

Victoria Arbour og Philip Currie undersøgte, hvordan ankylosauridernes halekøller udviklede sig. Deres konklusion var, at det stive skaft kom før den forstørrede knude. Våbnet opstod altså gennem flere evolutionære trin og ikke på én gang.4

I 2009 byggede Victoria Arbour biomekaniske modeller for at beregne kraften i slag fra ankylosauriders halekøller. Beregningerne viste, at de største køller kunne have frembragt kraft nok til at brække knogler. Mindre køller var mindre ødelæggende, og resultaterne afhænger af antagelser om muskelstyrke, hastighed og kontakttid.1

En separat analyse med finite-element-modeller, udført af Victoria Arbour og biomekanikeren Eric Snively, undersøgte, hvordan belastningen bevægede sig gennem køllen ved et sammenstød. Resultaterne styrkede konklusionen om, at halekøllen kunne fungere som et slagvåben.3

Kunne Tyrannosaurus rex angribe?

Ankylosaurus og Tyrannosaurus rex levede i de samme formationer fra den sene kridttid. Et møde var derfor muligt, men intet fossil viser en bekræftet kamp mellem de to.

Der findes heller ingen videnskabelig måde at bevise, at Tyrannosaurus følte frygt – eller at Ankylosaurus var det eneste dyr, den var bange for. Det er mere præcist at tale om forsigtighed. Et rovdyr ville have haft god grund til at forstå, at et angreb på en sund voksen Ankylosaurus kunne få alvorlige følger.

Tyrannosaurus skulle tæt på hovedet, siden eller undersiden for at bide effektivt. Ankylosaurus kunne vende den pansrede ryg mod angriberen, holde hovedet lavt, dreje på sine stærke ben og svinge halekøllen mod rovdyrets fødder.

Et velplaceret slag mod ankel, skinneben eller knæ kunne have forårsaget et invaliderende brud. For en jæger, der ikke kunne behandle en skade, kunne et brækket ben i sidste ende betyde sult.

Men Ankylosaurus var ikke usårlig. Et ungt, sygt, fanget eller såret individ ville være mere udsat. Et præcist bid fra en tyrannosaur kunne trænge ind mellem panserpladerne eller knuse et ubeskyttet ben.

Et våben mod artsfæller?

Halekøllen kan have haft flere funktioner end blot forsvar mod rovdyr. I 2022 undersøgte Victoria Arbour, Lindsay Zanno og David Evans skader i panseret hos Zuul, en nært beslægtet ankylosaurid. Skaderne var koncentreret omkring flankerne og så ud til at være helet, mens dyret stadig levede.

Forskerne foreslog, at ankylosaurider kunne have slået hinanden under kampe om territorium, social status eller parring.2 Det er ikke direkte bevis for, at Ankylosaurus opførte sig på samme måde, men det åbner en fascinerende mulighed: Det våben, der kunne holde en tyrannosaur på afstand, kan også delvist være blevet formet af konkurrencen mellem pansrede artsfæller.

Den sidste dag

Til sidst nåede hvert individ slutningen af sit liv. Nogle kan være døde af alder, sygdom, tørke, skader, rovdyr eller oversvømmelser. Et kadaver, der hurtigt blev dækket af flodaflejringer, havde en chance for at blive til fossil. Men oftest fjernede ådselædere, forrådnelse og erosion sporene, længe før knoglerne kunne bevares.

Det er en del af forklaringen på, hvorfor vores viden om Ankylosaurus stadig er ufuldstændig. Palæontologen Kenneth Carpenters detaljerede beskrivelse fra 2004 sammenlignede de spredte kendte fossiler og korrigerede tidligere rekonstruktioner. Senere arbejde af Arbour og Mallon har på ny nuanceret dyret, efterhånden som flere ankylosaurer er blevet kendt.168

Så, for cirka 66 millioner år siden, ramte asteroiden Chicxulub Jorden. Nedslaget udløste dramatiske miljøforandringer. Ankylosaurus forsvandt sammen med Tyrannosaurus, Triceratops og alle andre ikke-fugle-dinosaurer.

Dens panser kunne modstå tænder, kløer og halekøller. Men ingen rustning kunne beskytte mod sammenbruddet af de økosystemer, der leverede dens føde.

En arv af rolig styrke

Ankylosaurus var mere bemærkelsesværdig end myten om den som en levende kampvogn. Den var ikke et tankeløst uhyre, ikke usårlig – og vi kan ikke bevise, at den var det ene dyr, Tyrannosaurus frygtede mest.

Den var en fredelig planteæder, hvis overlevelse blev formet af evolutionen. Huden blev til panser. Kroppen blev til et skjold. Halen blev til en advarsel.

Og i en verden domineret af rovdyr var budskabet enkelt: Selv den mægtigste jæger kunne ikke angribe uden risiko.