Irans nye doktrin: Ingen førsteslag – men bredere gengældelse

Iranske embedsmænd har fremstillet genopbygningen som både en militær nødvendighed og et bevis på landets nationale modstandskraft. Den fungerende forsvarsminister, brigadegeneral Majid Ebnolreza, sagde, at forsvarsindustriens produktionslinjer kørte mere aktivt end tidligere. Han fremhævede samtidig indenlandsk teknologi og avancerede systemer.

Forsvarsministeriets talsmand, brigadegeneral Reza Talaei-Nik, hævdede senere, at Irans årlige produktion af forsvarsvåben og -udstyr blev fordoblet fra juli 2025 til juli 2026. Han sagde også, at produktionen af visse strategiske produkter og forsyninger til krigsbrug steg mere end tre gange under konflikten.

Tallene bør dog læses som officielle iranske påstande og ikke som uafhængigt reviderede målinger. Den tilgængelige rapportering understøtter, at Iran forsøger at genopbygge og udvide sin produktion, men dokumenterer ikke det fulde omfang, kvaliteten eller den operative beredskabsgrad for alle de systemer, Teheran siger, at landet har fremstillet. En vurdering fra Institute for the Study of War beskrev Irans militære genopbygning under en våbenhvile som forenelig med den måde, en militær organisation typisk handler på, når den får tid og rum til at genopbygge efter kamphandlinger.

Derfor er Hormuzstrædet så vigtigt

Den iranske militære retorik hænger tæt sammen med Hormuzstrædet – det smalle farvand mellem Den Persiske Golf og Omanbugten, som er afgørende for den regionale skibsfart og energihandel.

Trusler mod skibe og begrænsninger af gennemsejlingen har ifølge Reuters fået trafikken gennem strædet til næsten at gå i stå.

Teherans strategiske fordel handler ikke nødvendigvis om juridisk ejerskab over farvandet. Iran kan i stedet bruge militære kapaciteter i området og truslen om angreb til at gøre passage farligere eller vanskeligere. Det øger de økonomiske og politiske omkostninger for USA og andre lande. En rapport fra den amerikanske Congressional Research Service beskrev trusler og angreb, som i vidt omfang havde standset den maritime trafik, og dokumenterede samtidig uenigheden om strædets fremtidige administration.

De to sider beskriver også situationen vidt forskelligt. Et memorandum fra 17. juni omtalte en fjernelse af den amerikanske flådeblokade og iranske ordninger for sikker passage af kommercielle skibe i 60 dage. Den langsigtede administration af strædet blev ikke afgjort.

Iran har afvist amerikanske påstande om, at Washington kontrollerer Hormuz. Præsident Donald Trump har omvendt sagt, at USA har “total kontrol” over farvandet.

Diplomati afgør, hvornår truslen udløses

Irans trusler er knyttet til, om det diplomatiske spor lykkes. En højtstående iransk embedsmand sagde til Reuters, at Teheran vil eskalere i Hormuz og længere ud i regionen – og gennemføre et “rettidigt og præcist” angreb for at bryde den amerikanske flådeblokade – hvis Washington ikke gennemfører den midlertidige aftale inden for få uger.

Trump har samtidig sagt, at USA vil afstå fra et nyt angreb, hvis en hurtig aftale kan standse Irans atomambitioner og genåbne Hormuz.

Det binder den militære position og forhandlingerne tæt sammen: Jo mere Teheran tvivler på, at aftalen bliver gennemført, desto stærkere fremstiller Iran militær magtanvendelse som alternativet til diplomati.

Resultatet er en doktrin bygget på betinget tilbageholdenhed og en trussel om udvidelse. Iran siger, at landet ikke vil slå først, men advarer om, at et nyt angreb vil udløse en hurtigere og bredere kampagne, understøttet af øget indenlandsk våbenproduktion og pres på den maritime trafik.

Den afgørende usikkerhed handler derfor ikke om, hvad iranske embedsmænd siger. Den handler om, hvor meget af den påståede genopbygning der reelt er klar til operationer – og om truslen vil afskrække et nyt angreb eller i stedet gøre en eskalering mere sandsynlig.