Rusland står nu for over halvdelen af EU’s frosne sejfileter

Rusland har øget sit forspring som EU’s største leverandør af frosne sejfileter. I første halvår af 2026 steg landets andel af EU-importen fra 44 til 51 procent målt i mængde, mens leverancerne fra både USA og Kina faldt.

Udviklingen er samtidig med til at forklare, hvorfor Europa-Kommissionens forslag om at indføre nye restriktioner mod russisk fisk blev fjernet fra EU’s 21. sanktionspakke. Forslaget omfattede blandt andet et fuldstændigt forbud mod russisk torsk, men medlemslandene endte med at tage fiskeriforanstaltningerne ud, inden pakken blev vedtaget.

Rusland udbyggede sin førerposition

Fra januar til juni eksporterede Rusland 66.000 ton frosne sejfileter til EU. Det var en stigning på 11 procent sammenlignet med samme periode året før. Værdien af leverancerne steg samtidig 34 procent til 218 millioner dollar.

Ruslands markedsandel voksede dermed med syv procentpoint – fra 44 procent i første halvår året før til 51 procent i første halvår 2026.

Værdien af eksporten steg betydeligt hurtigere end mængden. Det tyder på, at højere priser eller en ændret produktsammensætning har bidraget til den større eksportindtægt. De tilgængelige oplysninger viser dog ikke præcist, hvad der drev udviklingen for sejfileter.

En opgørelse for januar-maj viste samme tendens allerede inden de samlede halvårstal forelå. Her eksporterede Rusland 51.000 ton til en værdi af 164 millioner dollar, og landets andel var allerede nået op på 50 procent målt i mængde.

USA og Kina mistede terræn

Ruslands fremgang skete på et marked, hvor to vigtige konkurrenter leverede mindre:

• USA: EU’s import faldt 15 procent til 46.000 ton, mens værdien faldt 10 procent til 178 millioner dollar.
• Kina: Leverancerne faldt 15 procent til 19.000 ton, mens den samlede værdi var uændret på 62 millioner dollar.

Rusland behøvede altså ikke øge sine leverancer dramatisk for at styrke sin position. Det var tilstrækkeligt, at de russiske mængder steg, samtidig med at konkurrenternes forsyninger blev mindre. Resultatet blev, at europæiske indkøbere blev mere afhængige af russisk sej, selv om EU samtidig forsøgte at udvide sin sanktionspolitik over for Moskva.

Fiskerieksporten omfattede mere end sej

Sejfileter udgjorde den største del af den beskrevne handel, men Rusland leverede også andre typer hvidfisk og fiskeprodukter til EU i første halvår:

• 5.200 ton frossen torsk til en værdi af 47,7 millioner dollar;
• 5.300 ton frosne torskefileter til en værdi af 63,4 millioner dollar; og
• 4.700 ton surimi til en værdi af 10,2 millioner dollar.

Samlet nåede den russiske eksport af de rapporterede fiskeprodukter til EU op på 94.000 ton og 417 millioner dollar i januar-juni 2026.

De månedlige tal viste også, at den kommercielle adgang til EU fortsatte. I juni nåede den russiske fiskeeksport til EU 74,9 millioner euro – 1,7 gange maj-tallet og det højeste månedlige niveau siden november 2024. Fileter og fiskekød udgjorde den største del af importen.

Rusland øgede samtidig sin eksport af fisk og skaldyr til Kina. I første halvår nåede den 723.000 ton til en værdi af 2,33 milliarder dollar, svarende til en stigning på henholdsvis 14 og 52 procent fra året før.

Torsk blev dyrere under strammere forsyningsforhold

De gennemsnitlige russiske eksportpriser steg 40 procent for frossen torsk og 30 procent for torskefileter. En af de faktorer, der blev fremhævet, var en reduktion på 16 procent i den samlede tilladte fangstmængde for atlantisk torsk i Barentshavet i 2026. Kvoten blev fastsat til 285.000 ton, hvoraf Ruslands andel blev opgjort til 136.000 ton.

En lavere fangstkvote forklarer ikke nødvendigvis alle prisbevægelser, men den skaber en tydelig begrænsning på udbuddet. For forarbejdningsvirksomheder, der bruger torsk som råvare, kan mindre tilgængelighed føre til højere indkøbspriser og gøre et pludseligt leverandørskifte mere forstyrrende.

Derfor blev fiskesanktionerne fjernet

Da Europa-Kommissionen fremlagde forslaget til EU’s 21. sanktionspakke, beskrev den fiskeriet som en af de sidste større russiske sektorer, der endnu ikke var omfattet af væsentlige restriktioner. Forslaget indeholdt begrænsninger på visse fiskeprodukter og et fuldstændigt forbud mod andre – herunder torsk.

Fiskeriforanstaltningerne blev senere fjernet efter modstand fra blandt andre Tyskland, Polen og Portugal.

Indvendingerne handlede især om risikoen for forsyningsproblemer. Tyske og polske forarbejdningsvirksomheder er stærkt afhængige af alaska-sej, mens Portugal har en stor efterspørgsel efter torsk og tætte forbindelser til torskeforarbejdning. Et pludseligt importforbud kunne have øget råvarepriserne, forstyrret produktionen og lagt pres på beskæftigelsen. Det kunne også have bidraget til højere fødevarepriser.

Beslutningen var ikke et tegn på, at EU havde opgivet sin bredere sanktionspolitik. Den viste snarere, hvor vanskeligt det er at begrænse en varegruppe, som europæiske forarbejdningsvirksomheder og forbrugere stadig er afhængige af. EU forbød allerede import af russisk kaviar i 2022, men torsk og sej havde fortsat stor kommerciel betydning.

Sanktioner stødte sammen med forsyningsafhængighed

Tallene fra første halvår viser et klart politisk dilemma. Ruslands eksport af sejfileter til EU steg til 66.000 ton, mens leverancerne fra USA og Kina faldt. Samtidig nåede den samlede russiske fiskeeksport til EU op på 417 millioner dollar.

Det gjorde et omfattende importforbud mere økonomisk følsomt, end det ville have været, hvis alternative leverandører hurtigt kunne øge deres leverancer. Ruslands stærkere position skyldtes en kombination af voksende eksport, hurtigere værdistigninger og svagere konkurrence.

De tilgængelige oplysninger dokumenterer ikke selvstændigt konkrete påstande om Norebo eller Murman Seafood Company. De bekræfter heller ikke påstanden om, at russiske produkter udgør omkring en tredjedel af EU-markedet. Disse tal bør derfor ikke betragtes som fastslåede uden yderligere dokumentation.