Russiske droner udfordrer NATO’s østlige flanke

Men selv hvis enkelte droner skyldes navigationsfejl, elektronisk krigsførelse eller utilsigtet afdrift, kan gentagne krænkelser stadig tjene russiske interesser. De kan give information om, hvor hurtigt NATO opdager en drone, hvordan beslutninger om nedskydning træffes, og hvor meget pres alliancen tåler, før reaktionen bliver politisk eller militær.

Det er netop kernen i gråzonekrigsførelse: En handling behøver ikke være et direkte angreb for at skabe usikkerhed, omkostninger og pres. Over tid kan hyppige hændelser også gøre farlig nærhed til NATO-territorium mere normal.

Et regionalt problem – ikke kun et rumænsk

Mønstret rækker ud over Rumænien. Der er også rapporteret om bekræftede eller formodede russiske dronehændelser i Polen, Litauen og Letland, mens droner er blevet fundet i Moldova. NATO har formelt fordømt de nylige krænkelser, der involverede Polen og Rumænien, og udtrykt fuld støtte til de berørte medlemslande.

Det gør udviklingen til et regionalt spørgsmål for NATO’s nordøstlige og sydøstlige flanker. En hændelse i ét land kan hurtigt kræve overvågning, kampfly eller luftforsvar fra flere allierede.

Den økonomiske ubalance er en del af strategien

Dronetruslen skaber også et vanskeligt regnestykke. Shahed- og Geran-typer, som Rusland bruger i stort antal, anslås at koste omkring 20.000-50.000 dollar stykket. Hvis NATO i stedet må bruge dyre kampflysortier og luft-til-luft-missiler mod dem, kan lagre og forsvarsbudgetter blive belastet – også i tilfælde, hvor alle droner bliver stoppet.

Derfor er lagdelt og billigere luftforsvar afgørende. Rumænien har integreret Merops-systemet, som bruger interceptor-droner, og hvor prisen pr. skud ifølge rapporter kan komme ned omkring 3.000 dollar ved indkøb i større mængder.

Målet er ikke at erstatte kampfly eller traditionelle luftforsvarssystemer, men at bruge det rigtige værktøj mod den rigtige trussel: billige interceptorer mod masseproducerede droner, elektronisk krigsførelse mod navigations- og kommunikationssystemer samt missilbaseret luftforsvar mod mere avancerede mål.

Nye baser øger den mulige kapacitet

Rapporter baseret på satellitbilleder og lækket materiale hævder, at Rusland har opført eller opgraderet omkring 10 dronebaser med 59 affyringsskinner nær Ukraine og Belarus. Det er ikke i sig selv bevis på et forestående angreb mod NATO, men det peger på en større russisk kapacitet til at sende flere og potentielt længere-rækkende droner af sted tæt på alliancens grænser.

Det ændrer især den fremtidige risikovurdering. En større infrastruktur gør det lettere at gennemføre masseangreb, overbelaste luftforsvar og skabe flere samtidige beslutningssituationer for NATO-landene.

NATO skal bygge et system – ikke kun sende flere jagerfly

NATO har annonceret, at alliancen vil investere over 40 milliarder dollar – omtrent 34 milliarder euro – i kapaciteter mod droner over de næste fem år. Planen omfatter også øget uddannelse af droneoperatører og hurtigere fælles indkøb.

Den mest effektive reaktion vil dog ikke blot være flere patruljerende kampfly. NATO har brug for et sammenhængende, lagdelt netværk med:

• vedvarende radar- og sensordækning
• elektronisk krigsførelse
• billige interceptor-droner
• konventionelt luftforsvar mod dyrere eller hurtigere mål
• fælles regler for, hvornår en drone må bekæmpes
• hurtig informationsdeling på tværs af grænser

Den egentlige risiko

Det betyder ikke, at hver eneste dronekrænkelse er et tegn på et planlagt konventionelt angreb mod Rumænien eller et andet NATO-land.

Den større risiko er, at hyppige, billige og vanskelige at entydigt fortolke dronehændelser gradvist svækker den praktiske troværdighed af NATO’s kontrol med eget luftrum. Samtidig kan én civil dødsulykke, én fejlvurdering eller én nedskydning udløse en eskalation, der bevæger sig hurtigere, end nogen af parterne havde til hensigt.