Kina skruer op for støtten til forbruget – men holder igen med den store stimulans

Kina forsøger at sætte gang i den indenlandske efterspørgsel med en række målrettede finanspolitiske og finansielle tiltag – ikke med en bred, gældsfinansieret stimulanspakke. Strategien skal især løfte husholdningernes forbrug og servicesektoren, samtidig med at Beijing bevarer handlemuligheder til at håndtere lokal gæld, begrænse finansielle risici og gennemføre langsigtede reformer.

Hvad har Kina annonceret?

Myndighederne har udvidet ordningen med rentetilskud til forbrugslån. Fra 1. august omfattes nye kreditkortafbetalinger blandt andet til biler og boligrenovering af støtteordningen. Samtidig er støtten til private forbrugslån blevet styrket, mens det lånebeløb, der kan udløse rentetilskud for virksomheder i servicesektoren, er blevet fordoblet.

Ordningerne omfatter blandt andet forbrug inden for restauranter, turisme, uddannelse, kultur, pleje og boligindretning. For kvalificerede forbrugslån og lån til virksomheder betaler staten en del af renteudgiften for at gøre det billigere at låne og dermed lettere at sætte gang i forbruget.

Derudover har seks tidligere tiltag – fire rettet mod investeringer og to mod forbrug – understøttet mere end 20 billioner yuan i ny långivning fra januar til juli. Regeringen har også afsat 187,5 milliarder yuan til indbytning af forbrugsvarer og vil fremskynde allerede planlagte infrastrukturudgifter.

Hvorfor kommer støtten nu?

De seneste nøgletal viser, at den indenlandske efterspørgsel fortsat er svag. Industriproduktionen steg 4,5 procent i juli sammenlignet med året før, under analytikernes forventning på 4,8 procent. Detailsalget voksede kun 0,6 procent mod en forventning på 1,5 procent, mens investeringerne i faste aktiver faldt 6,7 procent i årets første syv måneder.

Bruttonationalproduktet voksede 4,3 procent i andet kvartal, hvilket var den laveste kvartalsvise vækst i mere end tre år og under den nedre grænse i regeringens årlige vækstmål på 4,5-5 procent. Den svage husholdningsefterspørgsel står i kontrast til en mere robust udvikling i dele af industrien og eksporten.

Hvorfor ikke en stor stimulanspakke?

Beijing forsøger at flytte vækstmotoren i retning af privatforbrug uden at genstarte den model, hvor ejendomme, infrastruktur og hurtig kreditudvidelse spiller hovedrollen. En sådan model kan hurtigt løfte aktiviteten, men øger samtidig gældsbyrden og risikoen for nye finansielle ubalancer.

Samtidig er Kina i gang med at rydde op i lokale myndigheders gæld uden for de officielle budgetter. Et program på 10 billioner yuan skal blandt andet bytte dyrere, skjulte forpligtelser ud med billigere og længere løbende kommunale obligationer. Beijing har desuden sat som mål at afvikle lokale finansieringsselskaber senest i midten af 2027. Det gør en ny, omfattende lokal låneoffensiv mindre attraktiv.

Finanspolitisk råderum og reformer

Kinas officielle budget for 2026 lægger op til et underskud på omkring 4 procent af BNP, svarende til 5,89 billioner yuan. Der er samtidig fastsat en ramme på 4,4 billioner yuan for nye lokale specialobligationer.

Rentetilskud og støtte til indbytning af gamle forbrugsvarer kan skabe efterspørgsel med en mindre umiddelbar belastning af statsbudgettet end brede kontantoverførsler eller endnu en massiv infrastrukturpakke. En del af virkningen kanaliseres gennem banker og andre finansielle institutioner.

Planer om finans- og skattereformer frem mod 2030 samt løftet om ikke at skabe ny skjult lokal gæld peger på, at Beijing ønsker en mere holdbar fordeling af det finanspolitiske ansvar mellem centralregeringen og lokalområderne. Derfor passer central støtte, forbrugstilskud, banklån og udvalgte infrastrukturprojekter bedre ind i den nuværende kurs end en ukontrolleret stimulans.

Kommer der mere støtte?

Det er endnu uklart, hvornår Beijing eventuelt vil lancere yderligere større tiltag – og hvor omfattende de i så fald bliver. Stærk produktion inden for højteknologi og en forholdsvis robust eksport, blandt andet understøttet af den globale efterspørgsel efter infrastruktur til kunstig intelligens, giver regeringen en vis buffer.

Men eksport og højteknologisk industri løser ikke problemerne med et forsigtigt husholdningsforbrug, svage private investeringer eller pressede lokale indtægter fra ejendomssektoren. De nye initiativer viser derfor, at myndighederne er parate til at reagere, men også at de fortsat vil afvente udviklingen i den indenlandske efterspørgsel, før de eventuelt trykker hårdere på speederen.