Ruslands pres på Armenien slår tilbage, mens Jerevan søger mod EU

Dmitrij Peskov har fremstillet Armeniens bevægelse mod Vesten som et institutionelt valg – ikke som en udenrigspolitisk balancegang. I april sagde Kreml-talsmanden, at EU og Den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU) bygger på forskellige ”styresystemer”, og at Armenien på et tidspunkt bliver nødt til at vælge, hvis landet vil gå videre med en tættere europæisk integration. I august gentog Kreml budskabet og beskyldte den armenske ledelse for kunstigt at stille landet ved en skillevej mellem Europa og EAEU.

Presset skal beskytte Ruslands position i Armenien. Men udviklingen i 2026 viser, at Moskva stadig kan påføre Jerevan økonomiske omkostninger uden nødvendigvis at kunne bestemme landets strategiske kurs. Restriktioner mod armenske varer har ramt handelen – men har også fået Armenien til at lede efter alternative markeder, finansiering og transportruter.

Moskva gør økonomisk indflydelse til en politisk prøve

Rusland indførte og udvidede i maj og juni restriktioner mod armensk brandy, vin, mineralvand og landbrugsprodukter. Samtidig blev transporten af visse armenske varer gennem russisk territorium vanskeligere. Tiltagene kom, efter at Armenien havde skubbet på for tættere forbindelser til EU, og samtidig med et bredere politisk pres fra Moskva. Det omfattede blandt andet opfordringer til en folkeafstemning om, hvorvidt Armenien skulle søge EU-medlemskab eller blive i EAEU.

Den økonomiske effekt er betydelig, selv om de tilgængelige opgørelser beskriver faldet forskelligt. Ruslands vicepremierminister Aleksej Overchuk sagde, at samhandelen mellem Rusland og Armenien var faldet med omkring to tredjedele sammenlignet med 2025, og at den ville fortsætte nedad. Armenske tal for januar-juni viste et fald på 20,9 procent år til år – fra 3,326 milliarder dollar til 2,63 milliarder dollar.

Tallene behøver ikke at være modstridende: Den ene opgørelse er et bredere estimat for 2026, mens den anden kun dækker årets første halvdel. Samlet peger de på en kraftig forværring snarere end på ét endeligt mål for hele årets effekt.

For Moskva viser restriktionerne, at Rusland stadig kan straffe armenske eksportører. For Jerevan synliggør de imidlertid også risikoen ved at være afhængig af ét dominerende marked – og giver virksomhederne en konkret grund til at omlægge handelen.

Armensk eksport til EU vokser, mens Ruslandshandelen falder

Armeniens eksport til EU-landene nåede 516 millioner dollar i første halvår af 2026. Det var en stigning på 80 procent fra 287 millioner dollar i samme periode året før. Stigningen kom, mens Rusland gradvist begrænsede importen af armensk frugt, grøntsager, krydderurter, blomster, mineralvand, alkohol, mejeriprodukter og fiskevarer.

Skiftet betyder ikke, at de europæiske markeder straks kan erstatte Rusland. Det kræver nye logistikløsninger, standarder, købere og finansiering at flytte eksporten. Men udviklingen viser, at de russiske restriktioner ikke foregår i et tomrum. Armenien har adgang til et andet stort marked, og EU hjælper aktivt landet med at udnytte det.

Bruxelles lovede i juli yderligere 18 millioner euro i økonomisk støtte og lempede visse eksportregler for armenske varer. EU's bredere plan for modstandsdygtighed og vækst har en værdi på 270 millioner euro og skal støtte reformer, investeringer og samarbejde inden for blandt andet energi, transport og den private sektor. Europa-Kommissionen har desuden foreslået midlertidige handelsliberaliseringer for armenske produkter som reaktion på forstyrrelserne.

Det skaber en selvforstærkende effekt: Jo hårdere Rusland presser, desto mere værdifuld bliver den europæiske hjælp. Og jo mere hjælp Armenien modtager fra EU, desto lettere bliver det for landet at modstå det russiske pres.

Pashinyans appel til Putin viser både afhængighed og modstand

Pashinyans telefonsamtale med Putin i juli understreger, at Armenien ikke har afbrudt sit økonomiske forhold til Rusland. Den armenske premierminister bad den russiske præsident om hjælp til at løse restriktionerne, der rammer armensk eksport. Samtidig argumenterede han for, at tiltagene var i strid med bilaterale aftaler og EAEU's juridiske rammer.

Det er en mere kompliceret position end et klart geopolitisk brud. Armenien forsøger at bevare adgangen til russisk handel, men afviser, at adgangen skal afhænge af politisk tilpasning. Ved at henvise til EAEU's regler fremstiller Jerevan konflikten som et brud på institutionelle forpligtelser – i stedet for blot at acceptere Moskvas påstand om, at europæisk integration gør restriktionerne legitime.

Appellen afslører derfor to ting på én gang:

• Rusland er fortsat vigtigt nok til, at Armeniens premierminister søger Putins direkte indgriben.
• Moskvas indflydelse bliver ikke længere accepteret som et ubetinget kommandoforhold.

Den rapporterede samtale løste ikke straks eksportkonflikten, og restriktionerne var fortsat gældende bagefter.

Regional normalisering kan svække Ruslands rolle som portvagt

Armenien ser også ud over EU for at mindske sin isolation. Pashinyans regeringsprogram for 2026-2031 omfatter en normalisering af forholdet til både Aserbajdsjan og Tyrkiet. Armenske og tyrkiske embedsmænd har samtidig beskrevet dialogen mellem de to lande som så fremskreden, at den kan bane vej for en åbning af grænsen. Landene har også taget skridt mod mere direkte handel.

En bredere åbning mellem Armenien og Tyrkiet kan give landet alternative transportruter og handelsforbindelser. Analytikere fra RANE vurderer, at et tøbrud i forholdet kan gøre Armenien mindre afhængigt af Rusland, selv om russisk tvang kan begrænse processen.

Det er centralt for magtbalancen. Ruslands indflydelse er historisk blevet styrket ikke kun af Armeniens økonomiske bånd til Moskva, men også af landets begrænsede regionale muligheder. Hvis forholdet til Tyrkiet og Aserbajdsjan forbedres, kan Armenien få større mulighed for at sprede sin handel og sine forbindelser. Det vil ikke fjerne Ruslands indflydelse, men det kan svække Moskvas position som regionens uundværlige mellemled.

Derfor kan Moskva tøve med at smide Armenien ud af EAEU

Ruslands budskab om, at Armenien må ”vælge”, skaber et dilemma. Hvis Moskva accepterer, at Armenien både søger tættere EU-forbindelser og forbliver medlem af EAEU, risikerer Rusland at se ud, som om det anerkender en begrænset tilpasningsmodel, som landet offentligt har kaldt uforenelig. Hvis Rusland derimod smider Armenien ud, vil det formalisere bruddet og opgive en vigtig institutionel kanal for indflydelse.

Analytikere vurderer derfor, at en fuld eksklusion er mindre sandsynlig end en fortsat, anspændt sameksistens. Carnegie vurderer, at Armeniens gradvise bevægelse mod Europa vil fortsætte efter Pashinyans valgsejr, men næppe føre til et øjeblikkeligt brud med Rusland, fordi begge parter stadig har fordel af samarbejdet.

Her bliver Ruslands handlemuligheder smallere. Handelsrestriktioner kan skade armenske producenter, men de gør samtidig en diversificering mere presserende. Politiske trusler kan tvinge Jerevan til at reagere, men de kan også styrke den hjemlige opbakning til at mindske afhængigheden af Moskva. En udvisning vil desuden fjerne netop den EAEU-ramme, som Rusland forsøger at bruge som løftestang.

Det centrale paradoks i Ruslands preskampagne

Peskovs fremstilling skal gøre Armeniens valg binært: Europa eller EAEU. Armenien forsøger derimod at bevare sine eksisterende økonomiske forbindelser, samtidig med at landet rykker tættere på EU og åbner nye regionale kanaler.

Den balancegang er muligvis ikke holdbar på ubestemt tid. EU's og EAEU's toldsystemer er strukturelt uforenelige, har Putin også sagt. Men Moskvas økonomiske pres kan være med til at fremskynde de forhold, der gør det muligt for Armenien at træffe et mere selvstændigt valg.

Rusland kan stadig påføre Armenien betydelige omkostninger, og landets europæiske kurs er fortsat usikker. Armenien havde ifølge rapportering i juli endnu ikke indsendt en formel ansøgning om EU-medlemskab. Den mest præcise beskrivelse af Ruslands position er derfor ikke irrelevans, men faldende effektivitet: Moskva har stadig redskaber, men de bliver dyrere, mindre pålidelige og i stigende grad i stand til at skubbe den tidligere allierede i retning af de alternativer, Rusland ønsker, at Armenien skal afvise.