Skibstrafikken gennem Hormuz nærmer sig stilstand efter sammenbrud i våbenhvilen mellem USA og Iran

Sammenbruddet i det amerikansk-iranske memorandum fra 17. juni forvandlede Hormuz fra et diplomatisk prøvepunkt til en akut operationel risiko for handelsskibe. Aftalen indeholdt en fjernelse af den amerikanske flådeblokade og iranske ordninger for 60 dages fri passage, men de uklare formuleringer efterlod det afgørende spørgsmål om kontrollen over strædet ubesvaret.

I midten af august kunne enkelte skibe stadig passere, men Hormuz fungerede ikke længere som en pålideligt åben handelsrute. Angreb på kommercielle fartøjer og sammenbruddet i forhandlingerne pressede trafikken tæt på stilstand. Bab el-Mandeb oplevede ikke den samme dokumenterede nedlukning, men strædet var fortsat sårbart over for den bredere konflikt og angreb knyttet til Iran-allierede styrker.

Hvad skete der med skibstrafikken gennem Hormuz?

Nedgangen begyndte gradvist, men blev derefter brat:

• Den 5. august registrerede Kpler-data otte fartøjer gennem Hormuz – fem tankskibe og tre bulkskibe. Reuters skrev, at den normale trafik før konflikten lå på omkring 130-140 skibe om dagen.
• Den 11. august krydsede seks fartøjer strædet, sammenlignet med et gennemsnit på cirka 11 over de foregående 10 dage.
• Den følgende weekend passerede kun fem råvarefartøjer lørdag, mens ingen blev registreret søndag. Weekenden før var tallet 31.

Tallene beskriver den praktisk anvendelige kommercielle passage – ikke nødvendigvis en formel, juridisk lukning. Et farvand kan godt være fysisk sejlbart, samtidig med at angreb, militære advarsler og usikkerhed får rederier til at holde skibene væk. Den forskel forklarer, hvordan Washington kunne beskrive Hormuz som åbent, mens skibsdata viste forhold tæt på lammelse.

Våbenhvilen så i begyndelsen ud til at kunne bane vej for en genåbning. Aftalen fra 17. juni skulle standse militære operationer og skabe en 60 dage lang forhandlingsperiode med bestemmelser om sikker passage for handelsskibe. Men angreb på skibe efter aftalen, efterfulgt af fornyet militært og økonomisk pres, undergravede tilliden til ordningen.

Hvad skete der ved Bab el-Mandeb?

Bab el-Mandeb forblev aktivt, men var ikke afskærmet fra konflikten. Reuters registrerede 20 fartøjer – 12 tankskibe og otte bulkskibe – gennem strædet den 3. august, og trafikken var kun lidt ændret fra dagen før. Det står i klar kontrast til mønstret med næsten stilstand i Hormuz.

Risikoen bredte sig dog mod syd. Reuters rapporterede om separate angreb på skibsfarten i Golfen og ved indsejlingen til Det Røde Hav, mens forhandlingerne brød sammen. CNBC rapporterede, at et angreb udført af houthierne, som er allieret med Iran, på et fragtskib i Bab el-Mandeb dræbte seks mennesker. Det var de første rapporterede dødsfald i forbindelse med angreb på skibsfarten i Det Røde Hav, siden krigen begyndte.

Resultatet blev et problem med to strategiske flaskehalse, men med forskellige betingelser: Hormuz blev den primære begrænsning for trafik til og fra Golfen, mens Bab el-Mandeb fortsat var en mulig alternativ rute under trussel. Iran signalerede samtidig, at indgangen til Det Røde Hav kunne blive endnu et pressionspunkt gennem sine houthi-allierede og dermed udvide forstyrrelserne fra Golfen til Det Røde Hav.

Hvorfor var USA og Iran uenige om, hvorvidt Hormuz var åbent?

Uenigheden handlede både om forholdene på vandet og om, hvem der havde myndighed til at bestemme over dem.

Præsident Donald Trump sagde, at Hormuz var åbent for skibsfart, og afviste, at der foregik reelle forhandlinger med Iran. Amerikanske embedsmænd gjorde også krav på kontrol over farvandet. Reuters rapporterede, at Trump sagde, at USA havde »total kontrol«.

Iran hævdede det modsatte. Iranske embedsmænd sagde, at strædet ville forblive lukket, medmindre Washington opfyldte krav om blandt andet at standse havneblokaden, sanktionerne og de militære trusler. En iransk militær embedsmand beskrev Hormuz som værende under Irans »kontrol og forvaltning«.

Begge udsagn kan kun stemme overens med de observerede skibsdata, hvis »åbent« og »lukket« forstås på forskellige måder:

• Åbent i fysisk forstand: Nogle fartøjer kunne stadig sejle igennem.
• Lukket eller uanvendeligt i kommerciel forstand: Angreb og usikkerhed fik den normale trafik til at forsvinde.
• Omstridt i politisk og militær forstand: Begge sider gjorde krav på retten til at afgøre, hvilke skibe der måtte passere, og på hvilke vilkår.

Det praktiske svar var derfor hverken en normal genåbning eller en fuldstændig forsegling. Hormuz var teknisk sejlbart, men kommercielt begrænset – en ustabil situation, hvor hver enkelt rejse kunne blive påvirket af skiftende militære og diplomatiske beslutninger.

Hvad betyder Irans erklæring om en »fuldt offensiv« kurs?

Den 17. august sagde en højtstående iransk embedsmand til Reuters, at Iran ville skifte til en »fuldt offensiv« militær kurs, fordi forsøget på at forhandle en permanent afslutning på krigen var gået i stå. Udmeldingen kom, efter at Washington afviste at forlænge den midlertidige våbenhvile.

Formuleringen peger på et skifte væk fra en snævert afmålt reaktion på enkelte angreb og hen imod en bredere tvangskampagne. Reuters beskrev Teherans strategi som et forsøg på at bruge handelsruter, skibsfartsleder og energiinfrastruktur til at gøre konflikten dyrere og tvinge USA til indrømmelser.

Den bredere kampagne kan omfatte flere redskaber på samme tid:

• angreb eller trusler mod handelsskibe;
• pres mod energiinfrastruktur og maritime flaskehalse;
• cyberoperationer og efterretningsmæssig rekognoscering;
• informations- og psykologiske operationer;
• stedfortræderstyrker eller skjulte operationer; samt
• udvalgte trusler med missiler og droner.

Forskning i Irans adfærd under konflikten beskriver en hybrid model, der kombinerer asymmetrisk militærmagt, cyberoperationer, informationskrig og angreb gennem allierede grupper. Kunstig intelligens kan øge hastigheden og omfanget af disse eksisterende kapaciteter, men de tilgængelige oplysninger dokumenterer ikke, at alle rapporterede operationer er AI-understøttede.

Det strategiske mål er ikke nødvendigvis at vinde en konventionel militær sejr. Det er at påføre modstanderen omkostninger på flere fronter på én gang, gøre konflikten økonomisk smertefuld og overbevise Washington om, at fortsat pres er dyrere end et kompromis. Det stemmer overens med rapporter om, at Teheran ser forstyrrelser af handel og energiforsyning som en af sine stærkeste kilder til indflydelse.

Hvorfor kan amerikansk pres føre til en fælde med gensidig afskrækkelse?

Hvis USA reducerer sårbare styrker i Golfen, kan det begrænse Irans muligheder for at angribe udsatte baser og amerikansk personale. Det vil dog ikke nødvendigvis afslutte konfrontationen. I stedet kan Washington i højere grad ty til virkemidler på afstand – sanktioner, blokadepres, efterretningsindsamling, cyberkapacitet og præcise ubemandede systemer.

Fra Washingtons perspektiv kan sådanne tiltag opretholde presset og samtidig mindske risikoen ved at placere flere soldater direkte inden for rækkevidde af iranske angreb. Fra Teherans perspektiv kan de samme tiltag ligne fortsat krigsførelse med andre midler – især når de truer handel, havne, energiindtægter eller regimets sikkerhed.

Iran kan svare asymmetrisk mod skibsfart, regional infrastruktur, amerikanske partnere, digitale netværk eller informationssystemer. Analytikere har beskrevet konflikten som en konkurrence, hvor Iran forsøger at bruge afmålt eller udvidet pres til at opnå indrømmelser uden nødvendigvis at udløse et svar, som landet ikke kan overleve.

Det skaber en farlig spiral:

1. USA reducerer udsatte styrker og øger det økonomiske, efterretningsmæssige eller teknologiske pres på afstand.
2. Iran opfatter presset som et fortsat angreb og udvider forstyrrelserne ud over et konventionelt modsvar.
3. Washington ser disse handlinger som bevis på, at yderligere tvang er nødvendig.
4. Begge sider kalder deres næste skridt afskrækkelse, mens modparten oplever det som en optrapning.

Cyber- og skjulte operationer gør spiralen sværere at kontrollere, fordi det kan tage tid at fastslå, hvem der står bag et angreb, eller fordi ansvaret kan bestrides. Et angreb på et skib, en havn eller et regionalt anlæg, der koster menneskeliv, kan også tvinge lederne til at reagere, før diplomatiske kanaler når at afklare hændelsen. Forskning i konflikten beskriver netop sammensmeltningen af kinetisk, cyberbaseret, elektronisk og psykologisk krigsførelse som et afgørende kendetegn ved konfrontationen.

Hvad er den største risiko for regionen og verdenshandlen?

Den umiddelbare risiko er langvarige forstyrrelser snarere end en enkelt, klart defineret lukning. Hvis kommercielle operatører fortsat undgår Hormuz, kan energileverancer blive forsinket, omlagt eller pålagt højere sikkerheds- og risikoomkostninger. Reuters har rapporteret, at omkring 20 procent af verdens olie- og LNG-forsyninger kan passere gennem strædet, hvilket illustrerer omfanget af en længerevarende afbrydelse.

Den bredere fare er en optrapning på tværs af forbundne systemer: skibsfarten i Golfen, energiinfrastruktur, amerikanske styrker, regionale partnere, cybernetværk og ruten gennem Det Røde Hav. En dødelig hændelse til søs, et cyberangreb, der fejlagtigt tilskrives den forkerte aktør, eller et angreb med mange dræbte kan fjerne det politiske råderum til at udvise tilbageholdenhed.

Det udfald er ikke uundgåeligt. Men aftalen fra 17. juni udløb uden at løse de centrale stridspunkter: militært pres, sanktioner, myndighed over farvandet og vilkårene for passage. Indtil de spørgsmål er afklaret, vil Hormuz sandsynligvis forblive teknisk sejlbart, men strategisk omstridt, mens Bab el-Mandeb fortsat er et sårbart andet pressionspunkt.