Kinesiske raffinaderier vender sig mod saudisk og irakisk olie, mens risikoen i Hormuz vokser

Den samme tendens ses hos Kinas uafhængige raffinaderier, ofte kaldet »teapot-raffinaderier«. I juli købte de ifølge Reuters mellem 16 og 20,5 millioner tønder olie fra Qatar, Irak og De Forenede Arabiske Emirater. Det var deres største indkøb af ikke-sanktioneret olie fra Mellemøsten, siden konflikten begyndte, oplyste handlende.

Det betyder dog ikke, at forsyningssituationen er normal igen. Nogle kinesiske raffinaderier reducerede eller sprang angiveligt saudiske kontraktleverancer over for august på grund af svag indenlandsk efterspørgsel, konkurrence fra andre producenter og de fortsatte forstyrrelser i Hormuz.

Irak leverer tønder – men tilbyder ingen sikker omvej

Irak eksporterer fortsat råolie gennem Hormuz, hvilket gør landet til en delvis forsyningsventil for asiatiske købere. Ruten er dog stadig udsat for sikkerhedstrusler, begrænset forsikringsdækning og mangel på tankere. Hvis strædet bliver ufarbart, har Iraks sydlige eksportterminaler kun få praktiske alternativer. Ifølge oplysninger citeret af CNBC faldt landets produktion til omkring 1,9 millioner tønder om dagen i juni fra 4,2 millioner tønder om dagen i februar.

Irakisk Basrah-olie kan derfor være attraktiv som en last til hurtig levering, men er vanskelig at behandle som en fuldt pålidelig erstatning for den manglende regionale forsyning. En tønde kan godt være tilgængelig ved oliebrønden og stadig være kommercielt utilgængelig, hvis den ikke kan lastes, forsikres eller transporteres til tiden.

Kinas import steg i juli – men er fortsat langt fra normalen

Kinas råolieimport steg i juli efter at have nået det laveste niveau i næsten et årti i juni. Reuters opgjorde juliankomsterne til 8,41 millioner tønder om dagen mod 7,12 millioner i juni. Niveauet var dog stadig 24,3 procent lavere end i juli året før.

Samlet steg Asiens import af råolie og brændstof også til 22,82 millioner tønder om dagen i juli – det højeste niveau siden konflikten begyndte. Alligevel lå tallet omkring 15 procent under gennemsnittet på 26,89 millioner tønder om dagen i de tre måneder før konflikten.

Stigningen viser dermed, at nogle handelsstrømme er genoptaget, og at raffinaderierne har fundet alternative leverandører. Den viser ikke, at det oprindelige handelssystem i Golfen er genoprettet. Golfens eksport af råolie og kondensat lå fortsat omkring 40 procent under niveauet før krigen i juli.

Færre skibe gør alternative ruter mere værdifulde

Skibstrafikken illustrerer den logistiske begrænsning. Kun 33 skibe sejlede gennem Hormuz fra mandag til torsdag i den uge, Reuters omtalte, mod 50 i den tilsvarende periode ugen før. Kun seks olietankere var på vej ud af strædet i løbet af ugen.

Det Røde Hav har tilføjet endnu et risikolag. Efter et angreb på saudiske olieanlæg faldt trafikken gennem Bab el-Mandeb til 11 råvaretransporterende skibe på en enkelt søndag – det laveste niveau i flere måneder ifølge Kpler-data, som Reuters citerede.

For raffinaderierne ændrer det økonomien i en olielast. Spørgsmålet er ikke længere kun, om råolien er billig eller passer til raffinaderiet. Køberne må også vurdere, om lasten kan forlade lasteområdet, hvilken rute den skal tage, om forsikringsselskaber og rederier vil acceptere ruten, og hvor stor risiko for forsinkelse der allerede er indregnet i prisen.

Saudi-Arabien bruger rørledning og muligheder ved Det Røde Hav

Saudi-Arabien har flere alternativer end Irak. Landets East-West-rørledning kan transportere olie fra Golfen til Yanbu ved Det Røde Hav. Eksporten fra Yanbu nærmede sig på et tidspunkt 2 millioner tønder om dagen, men det var ikke nok til at erstatte alle de saudiske mængder, der normalt sejles gennem Hormuz.

Fra Det Røde Hav kan saudiske laster sættes kurs mod Asien via Det Røde Hav og Suezkanalen. Ruten er dog teknisk og logistisk kompliceret. Fuldt lastede supertankere stikker for dybt til at sejle gennem kanalen. Derfor pumpes en del af olien i visse tilfælde ind i Sumed-rørledningen mellem Ain Sokhna og Sidi Kerir, hvorefter den lastes på ny i Middelhavet.

Også denne omvej er forbundet med risiko. Tankere med saudisk olie har vendt om efter angreb og trusler i Det Røde Hav, hvilket viser, at tilgængelig bypass-kapacitet ikke automatisk giver sikre leverancer.

Saudi Aramco har desuden undersøgt omladning fra skib til skib ud for Fujairah i De Forenede Arabiske Emirater. På den måde kan Arab Medium og Arab Heavy tilbydes uden for den mest udsatte del af Hormuz. Det understreger, hvordan producenter og købere nu sammensætter fleksible løsninger fra last til last i stedet for at stole på én normal eksportvej.

ADNOC gør logistik til en del af markedsprisen

Abu Dhabi National Oil Company, bedre kendt som ADNOC, har gentagne gange udbudt Upper Zakum, Umm Lulu og Das gennem spotudbud. Kvaliteterne kommer fra felter i Golfen, så udbuddene giver asiatiske raffinaderier adgang til fysisk olie, samtidig med at de viser, hvor meget køberne vil betale for de tilhørende laste- og transportrisici.

ADNOC solgte ifølge Reuters mindst 30 millioner tønder spotolie til asiatiske raffinaderier og handelshuse i juni og yderligere mindst 12 millioner tønder i et udbud sidst i juli.

Udbudsmodellen giver køberne større fleksibilitet med hensyn til tidspunkt og leveringsaftale. Samtidig kan ADNOC flytte olie, selv om der er usikkerhed om vandvejen. Senere udbud gav ifølge handelsrapporter også mulighed for free-on-board-lastning fra UAE-lokationer eller omladning fra skib til skib.

Prissignalerne har været blandede. Nogle ADNOC-laster blev ifølge rapporter solgt med præmie, mens andre udbud havde store rabatter, fordi producenter konkurrerede om at få olien afsat. Det er vigtigt, fordi der ikke findes én samlet »Hormuz-præmie«. Værdien afhænger af kvalitet, lastehavn, leveringsbasis, rute, tidspunkt og den opfattede sikkerhed ved lasten.

Hvad handlerne fortæller om oliemarkedet

Tre konklusioner træder tydeligt frem:

1. Hurtig levering har strategisk værdi. Kinesiske raffinaderier er villige til at købe store mængder hurtigt, når lasterne passer til raffinaderiernes behov og faktisk kan leveres – også selv om den samlede efterspørgsel og import fortsat er svag.
2. Irak er mere udsat end producenter med omveje. De fortsatte irakiske eksporter viser, at Hormuz er begrænset snarere end helt tømt for trafik. Men Iraks afhængighed af terminaler i den sydlige Golf gør landet sårbart, hvis situationen forværres igen.
3. Markedet prissætter transportmulighed, ikke kun råoliekvalitet. Saudi-Arabiens omlægning via rørledning, omladninger fra skib til skib og ADNOCs spotudbud viser alle, at alternative ruter nu er en del af tøndens kommercielle værdi.

Konklusionen

Kinesiske raffinaderier holder anlæggene forsynet gennem en kombination af hurtigleverede køb fra Saudi-Arabien og Irak, ikke-sanktionerede alternativer fra Mellemøsten og opportunistiske spotudbud. Kinas importstigning i juli bekræfter, at noget olie igen er nået frem, men landet og det øvrige asiatiske marked lå fortsat markant under niveauet før konflikten.

Golfens olie når altså stadig frem til Asien, men gennem et mindre effektivt og mere opsplittet system: udvalgte passager gennem Hormuz, saudisk omlægning via rørledning og Det Røde Hav, omladning fra skib til skib og gentagne udbud fra De Forenede Arabiske Emirater.

Så længe skibstrafik, forsikringsmuligheder og eksportveje ikke er normaliseret, vil det være pålidelig logistik – ikke kun råoliens kvalitet – der afgør, hvilke tønder kinesiske raffinaderier er villige til at købe.