Dye-cycling ORBIT løser problemet med udskiftelige fluorescerende sonder. I stedet for at fastgøre farvestofferne permanent til rotoren har forskerne indbygget såkaldte “landingspladser” af DNA. Her kan mærkede oligonukleotider binde sig midlertidigt og derefter forlade rotoren. Når én fluorescerende sonde mister sit signal, kan en ny overtage, så målingen fortsætter uden at opgive rotoren.
I den rapporterede opsætning bevarede dcORBIT en præcision på enkeltbaseparniveau, mens protein-DNA-interaktioner blev fulgt i mere end ti minutter ved 20 Hz. Salk Institute oplyser desuden, at metoden blev brugt til at måle RNA-polymerasens rotation under transkription og skal gøre hidtil utilgængelige molekylære bevægelser målbare.
Også her er forsøgsbetingelserne afgørende: dcORBIT er en rekonstrueret enkeltmolekyleanalyse og ikke levende-celle-afbildning af Pol II inde i en cellekerne. Metodens styrke er i stedet, at den under kontrollerede forhold kan måle bevægelser med høj opløsning i lang tid.
Udtrykket “at se transkription” kan dække over flere forskellige målinger. Fluorescerende reportere og enkeltmolekylemikroskopi har allerede gjort det muligt at observere transkriptionsdynamik ved bestemte gener i levende celler – blandt andet binding til promotoren, initiering, forlængelse og dannelsen af nyt RNA. Andre studier i levende celler har målt ændringer i fosforylering og organisering af cellernes egen Pol II ved enkeltkopi-gener.
ChIP–cryo-EM og dcORBIT tilfører komplementære oplysninger:
Ingen enkelt teknik giver i dag alle tre svar på én gang. Et strukturelt øjebliksbillede må derfor ikke omtales som en film, og en målt bevægelse i et rekonstrueret system må ikke uden videre fremstilles som en direkte måling af transkription i cellekernen.
Den samlede lære er, at transkription er en dynamisk proces – ikke driften af én fast og ensartet molekylær maskine. Pol II kan begynde transkriptionen, holde pause, gå over i produktiv forlængelse, udskifte regulatoriske faktorer og muligvis bevæge sig baglæns eller skifte bevægelsestilstand. Målinger i levende celler har vist kinetisk forskellige Pol II-populationer og en hurtig udskiftning ved promotorer, mens polymerase i forlængelsesfasen kan være bundet til kromatin langt længere.
Sådanne forskelle kan blive udvisket i såkaldte ensembleforsøg, hvor signaler fra mange molekyler gennemsnitsberegnes. Enkeltmolekylemetoder viser i stedet variationen: Ét polymerase kan holde pause, mens et andet fortsætter, og regulatoriske faktorer kan binde i meget kort tid. Tidligere enkeltmolekylestudier har vist, at denne tilgang kan afsløre træk ved transkriptionen, som oprensede ensembleforsøg ikke kan skelne.
Konsekvensen for genregulering er klar: Tidspunktet og bevægelsen i de molekylære interaktioner kan være lige så vigtigt som identiteten på de involverede molekyler. En faktors effekt kan for eksempel afhænge af, hvor længe den bliver bundet, om den ankommer før eller efter en pause, eller om den ændrer sandsynligheden for, at Pol II går videre til produktiv forlængelse.
Det mest interessante næste skridt er ikke at vælge mellem naturlig struktur og langvarig sporing, men at forbinde de to.
ChIP–cryo-EM kan bruges til at sammenligne Pol II-samlinger på tværs af gener, celletyper, udviklingsstadier eller eksperimentelle påvirkninger. Fordi metoden bevarer forbindelserne til genomisk DNA og kromatin under isoleringen, kan den hjælpe med at identificere, hvilke cofaktorer og nukleinsyrekonfigurationer der ledsager bestemte transkriptionstilstande.
Langvarige ORBIT-målinger kan kvantificere pauser, tilbageskridt, fremadgående trin og faktorafhængige ændringer i individuelle bevægelsesforløb. Strukturelle data kan derefter hjælpe forskerne med at afgøre, om forskellige bevægelsesmønstre svarer til forskellige konformationer eller regulatoriske sammensætninger. dcORBIT-studiet peger specifikt på bredere anvendelser inden for protein-DNA-interaktioner og andre processer, der bearbejder genomet.
Den samme mærkningslogik kan muligvis tilpasses andre DNA-processerende maskiner, herunder helikaser, replikationskomplekser og kromatinremodellerere. Det er fremtidige muligheder og ikke dokumenterede resultater i det foreliggende materiale. Fordelen ved princippet er dog tydelig: Ved at udskifte blegede sonder kan forskerne forlænge observationer af langsom, afbrudt eller flertrinsbaseret molekylær adfærd.
De to gennembrud løser forskellige problemer. ChIP–cryo-EM mindsker den kunstighed, der kan opstå i oprensede strukturpræparationer, ved at bevare Pol II-komplekser, som er forbundet med cellens kromatin. Dye-cycling ORBIT mindsker problemet med fotoblegning ved løbende at forny de fluorescerende sonder, så bevægelser kan følges i mere end ti minutter med høj tidsopløsning.
Sammen med etablerede metoder til levende-celle-afbildning bringer teknikkerne forskningen tættere på et mere realistisk mål: at forbinde Pol II-kompleksernes naturlige opbygning med de skiftende og varierede bevægelser, der afgør, om et gen forbliver i pause eller går videre til produktiv RNA-syntese.