Når katte snuser til bestemte lugte, kan de åbne munden og trække vejret på en karakteristisk måde. Denne adfærd kaldes flehmen-reaktionen og hjælper sandsynligvis katten med at analysere kemiske signaler mere detaljeret.
I forsøgene viste kattene oftere flehmen-reaktion over for urin fra ukendte katte end over for deres egen urin. Reaktionen blev svagere, når den samme prøve blev præsenteret gentagne gange, men vendte tilbage, da forskerne erstattede prøven med urin fra et andet individ.
Forskerne gennemførte også et kontrolleret eksperiment. Kattene vænnede sig først til en bestemt urinprøve. Derefter ændrede forskerne kun den del af prøven, der indeholdt fedtsyreblandingen fra en anden kat, mens andre urinlipider blev holdt under kontrol. Kattene begyndte igen at snuse mere intenst, hvilket tyder på, at de kunne registrere den individuelle BFA-blanding.
Resultatet viser ikke nødvendigvis, at kattene bevidst identificerer en bestemt artsfælle på samme måde, som mennesker genkender et ansigt. Men det giver belæg for, at kattene kan opfange forskelle mellem individers kemiske duftprofiler.
BFA’erne blev fundet i nyrevæv, men ikke i de øvrige undersøgte væv. De fedtstoffer, der indeholdt BFA’er, lå i fedtdråber i nyrernes bark – det område, hvor mange af nyrens filtrerende strukturer findes.
Forskerne foreslår derfor, at de mange fedtdråber fungerer som et reservoir. Ved at lagre fedtsyreholdige lipider kan nyrerne muligvis udjævne kortvarige påvirkninger fra blandt andet kost, helbred og fysiologisk tilstand. På den måde kan kattens identitetssignal i urinen forblive nogenlunde stabilt, selv om andre dele af urinen ændrer sig fra dag til dag.
Det er dog vigtigt at skelne mellem en foreslået funktion og et direkte demonstreret resultat. Studiet viser ikke gennem et kostforsøg, at fedtdråberne konkret beskytter duftsignaturen mod en bestemt kostændring eller sygdom. Reservoir-modellen støttes i stedet af de kemiske fund og adfærdsforsøgene.
Forskerne fandt beslægtede urinforbindelser og fedtdråber i nyrerne hos flere andre kattedyr: løver, tigre, leoparder, jaguarer, losser, Iriomote-katte og Tsushima-leopardkatte.
Mængden og fordelingen af fedtdråber samt fedtsyreprofilerne varierede mellem arterne. Iriomote-katten og Tsushima-leopardkatten havde også forskellige profiler, hvilket kan pege på, at systemet har udviklet sig forskelligt gennem kattedyrfamilien.
Forskerne har endnu ikke testet, om vilde katte faktisk bruger disse forbindelser til at genkende bestemte individer. Det er derfor for tidligt at konkludere, at samme adfærd gælder for alle de undersøgte arter.
Hvis en kats BFA-profil viser sig at kunne gentages pålideligt i prøver fra naturen, kan urin måske bruges som en ikke-invasiv metode til at følge sjældne vilde katte. Forskere ville i så fald kunne undersøge individuelle dyr uden at fange eller bedøve dem, forudsat at profilen kan kobles sikkert til det enkelte individ.
På længere sigt kan en bedre forståelse af systemet også bidrage til nye måder at håndtere lugten fra katteurin på. Studiet fører dog ikke i sig selv til et færdigt produkt eller en behandling, der kan købes eller tages i brug med det samme.
Den vigtigste åbne detalje handler om selve transporten: Forskerne ved endnu ikke, hvordan BFA’erne lagres i fedtstofferne i nyren og derefter frigives til urinen – eller på anden måde ender dér.
Studiet giver dermed en mulig forklaring på, hvorfor katte har så mange fedtdråber i nyrerne, og viser samtidig, hvordan 13 fedtsyrer kan fungere som en stabil kemisk signatur. Men den præcise biologiske forbindelse mellem nyredråberne og den urin, katten efterlader, mangler stadig at blive klarlagt.