Sådan holder en skjult olierute gennem Hormuz verdensmarkedet forsynet

Det mest holdbare billede er dog, at mængden er betydelig, men meget vanskelig at kontrollere. Amerikanske embedsfolk har hævdet, at næsten 9 millioner tønder om dagen forlader regionen, mens virksomheder, der følger skibenes bevægelser, har vurderet, at tallet højst er omkring det halve. Slukkede transpondere og overførsler til søs gør både lastens oprindelse og den samlede kapacitet svære at dokumentere.

Hvem bruger ruten – og hvem holder sig væk?

Irak har været den vigtigste ekstra leverandør. Landets øgede eksport opvejede en del af faldet fra De Forenede Arabiske Emirater i juli. Golfstaternes samlede eksport af råolie og kondensat endte den måned på 10,7 millioner tønder om dagen – stadig omkring 40 procent under niveauet før krigen.

Irakisk olie bliver også markedsført med levering uden for Hormuz. TotalEnergies' handelsarm Totsa tilbød eksempelvis irakisk råolie til lastning uden for strædet. Det tyder på, at oliehandlere er ved at gøre den maritime overdragelse til en mere formaliseret del af handelen i stedet for udelukkende at satse på direkte sejladser fra Basra.

Saudi Aramco og Abu Dhabi National Oil Co. (ADNOC) har gennem private aftaler tilbudt visse asiatiske raffinaderier råolie leveret uden for Hormuz. Køberne kan dermed benytte større tankskibe, som aldrig sejler ind i den mest udsatte del af farvandet, mens mindre pendeltankskibe tager den farlige transport gennem strædet.

Kina er fortsat en af de vigtigste købere, men landets statslige rederier ændrer rolle. COSCO Shipping Energy Transportation og China Merchants Energy Shipping har ifølge Reuters siden slutningen af juli undgået at sende egne tankskibe gennem både Hormuz og Bab el-Mandeb. I stedet henter de olie uden for Golfen. Kina køber altså fortsat råolie, men flytter den farligste del af transporten over på mindre Gulf-tankskibe og rederier fra andre lande.

Hvorfor steg Brent ikke straks til 150 dollar?

Den skjulte trafik har forhindret et fuldstændigt fysisk stop for olieeksporten. Sammen med større irakiske leverancer, Saudi-Arabiens og Emiraternes alternative leveringsaftaler samt Kinas lavere importbehov har det mindsket den akutte mangel. Bloomberg vurderede, at de hemmelige strømme var med til at holde Brent-olie nogenlunde i intervallet 80-90 dollar pr. tønde i stedet for at sende prisen mod de 150 dollar, som markedet frygtede ved krigens begyndelse.

Efterspørgslen har været næsten lige så vigtig som udbuddet. Kinas råolieimport var 8,41 millioner tønder om dagen i juli. Reuters beskrev Kina som den aktør, der i høj grad har stået for den nødvendige tilpasning på efterspørgselssiden, så Asien kunne absorbere færre leverancer fra Mellemøsten.

Det betyder dog ikke, at forsyningen er normaliseret. Der er snarere tale om et midlertidigt prisloft. Regionens eksport lå stadig cirka 40 procent under niveauet før krigen i juli, og Det Internationale Energiagentur (IEA) forventede et globalt underskud på 1,8 millioner tønder om dagen i kvartalet som følge af den forværrede konflikt.

Hvorfor den skjulte handel er skrøbelig

Militær risiko: Skib-til-skib-overførslerne i Omanbugten er allerede blevet langsommere efter iranske angreb på skibe. Emiratiske myndigheder har sagt, at Iran angreb to ADNOC-skibe i Hormuz. Et nyt angreb på pendeltankere, overførselsområder, lodser eller eskortefartøjer kan hurtigt lamme systemet.

Sikkerhed og miljø: Natlige overførsler tæt på andre skibe, slukkede AIS-signaler og hastige omlastninger øger risikoen for kollisioner, grundstødninger og olieudslip. Når skibenes positioner ikke kan følges, bliver redningsaktioner og oprydning efter forurening også vanskeligere. Kilderne giver ikke et pålideligt samlet aktuelt tal for omkomne eller udledte oliemængder.

Mangel på tankskibe og dyrere forsikring: Modellen kræver mange skibe, fordi én eksportlast kan involvere både et mindre pendeltankskib i Golfen og et stort oceangående tankskib. Reuters har allerede rapporteret om mangel på tankskibe til andre regionale lastninger. Netværket konkurrerer derfor om en begrænset flåde og presser både fragtrater, forsikringspræmier og krigsrisikotillæg op.

Alternative ruter er heller ikke sikre: Saudi-Arabiens eksport fra havne ved Det Røde Hav kan blive ramt af houthiangreb. Et angreb på et saudisk tankskib ud for Yanbu er blevet taget på sig. Selv levering ved Oman eller Fujairah fjerner derfor ikke risikoen fra en regional optrapning.

Rørledninger kan ikke løse alt: Saudi-Arabien og Emiraterne har rørledninger, der omgår Hormuz, men deres kapacitet er begrænset, og de er faste og synlige mål. De tilgængelige kilder dokumenterer ikke, at rørledningerne kan erstatte den normale søtransport. Hvis de bliver ramt, bliver den offshore-baserede netværksrute endnu vigtigere.

Flydende naturgas kan forværre chokket: De tilgængelige oplysninger dokumenterer ikke en specifik, aktuel force majeure-erklæring for LNG-laster. Men afbrydelser i Qatars LNG-eksport eller mangel på LNG-skibe vil kunne forstærke oliekrisen, fordi de konkurrerer om skibe og øger presset på energiforsyningen i Asien.

Kina er den afgørende stødpude – men lagrene er uklare: Kina kan sænke sine indkøb eller trække på lagre, men hverken lagrenes størrelse eller hvor stor en del der reelt er tilgængelig for kommercielle købere, er gennemsigtig. Hvis raffinaderierne igen køber aggressivt, hvis lagrene er mindre end antaget, eller hvis Beijing kræver sikre direkte leverancer frem for overførsler til søs, kan den nuværende forsyningsbuffer hurtigt forsvinde. De kinesiske statslige rederiers beslutning om at undgå Hormuz understreger netop denne sårbarhed.

Den centrale pointe er, at den skjulte handel har reduceret risikoen for et øjeblikkeligt olieprishop til 150 dollar. Til gengæld er risikoen flyttet over i et koncentreret og vanskeligt forsikringsbart system af små skibe, omlastninger til søs og uklare lagerbeholdninger. Få vellykkede angreb, et større udslip eller mangel på eskorte og tankskibe kan forvandle en håndterbar mangel til en brat fysisk forsyningskrise – og et nyt prishop.