Europas skovbrande kan vokse voldsomt – selv ved lave udledninger

En ny undersøgelse ledet af Potsdam Institute for Climate Impact Research og med bidrag fra Senckenberg Society for Nature Research peger på et vanskeligt valg for Europa: Selv en markant klimaindsats vil ikke nødvendigvis forhindre flere brandskader, mens fortsat høje udledninger kan få det areal, der i gennemsnit brænder hvert år, til næsten at tredobles ved århundredets slutning.

Fremskrivningerne er ikke en forudsigelse af en bestemt brandsæson. De sammenligner den modellerede gennemsnitlige årlige afbrændte areal i perioden 2070–2100 med nutidige forhold og viser, hvordan ændringer i brandvejr og kapaciteten til brandhåndtering kan påvirke Europas langsigtede risiko.

39 procent eller 192 procent?

Undersøgelsen anslår, at forværret brandvejr alene kan øge Europas årligt afbrændte areal med cirka 39 procent under SSP1-2.6, et relativt lavt udledningsscenarie. Under SSP3-7.0, der beskriver en udvikling med høje udledninger, kan stigningen nå cirka 192 procent – næsten tre gange det nuværende niveau.

Tallene beskriver ændringer i et modelleret årligt gennemsnit, ikke størrelsen på én enkelt fremtidig skovbrand. De isolerer desuden effekten af dårligere brandvejr. Det skelner mellem to former for indsats: Lavere udledninger begrænser, hvor kraftigt selve faren vokser, mens bedre landskabs- og brandforvaltning kan begrænse skaderne ved et givent risikoniveau.

Middelhavet er stadig hotspot – men risikoen breder sig

Sydeuropa vil fortsat bære den største absolutte belastning, især i Middelhavets brandbælte. Risikoen er dog ikke begrænset til de lande, der traditionelt forbindes med store sommerbrande. Undersøgelsen og bredere europæiske vurderinger peger på, at brandfarlige forhold breder sig mod nord – også til områder med mindre erfaring med at håndtere omfattende skovbrande.

Det Europæiske Miljøagentur vurderer tilsvarende, at brandsæsonerne bliver længere, og at områder med høj brandrisiko vil brede sig i de fleste europæiske regioner, især ved høje udledninger. Andre modeller af brandvejr viser, at ekstreme forhold ventes at blive hyppigere, kraftigere og mere udbredte. De tydeligste ændringer forventes i Sydeuropa, mens risikoen breder sig nordpå i takt med opvarmningen.

Hvorfor varme, tørke og vind gør brande farligere

Risikoen for skovbrand stiger, når vegetationen mister fugt, og vejret gør det let for flammerne at sprede sig. Højere temperaturer, langvarig tørke, lav luftfugtighed og kraftig vind kan skabe forhold, hvor selv små antændelser hurtigt vokser og bliver vanskelige at kontrollere.

Undersøgelsens centrale mål er brandvejr – altså kombinationen af atmosfæriske forhold, der gør vegetationen mere antændelig og øger sandsynligheden for brandspredning. Derfor skal estimaterne på 39 og 192 procent ikke læses som resultatet af én enkelt faktor eller som en ensartet stigning i alle regioner. Lokal vegetation, antændelsesmønstre, arealanvendelse og beredskabets kapacitet påvirker også det endelige afbrændte areal.

Forebyggelse og brandslukning kan dæmpe udviklingen

Undersøgelsen viser, at fortsatte forbedringer af brandhåndteringen kan moderere den forventede stigning betydeligt. I modellerne reducerede sådanne forbedringer det afbrændte areal med omkring 72–92 procent sammenlignet med scenarier uden de pågældende forbedringer. Selv ved kraftige klimaændringer stiger brandaktiviteten dog fortsat i omkring 55 procent af Europas brandudsatte regioner, hvis investeringerne i brandhåndtering forbliver på det nuværende niveau.

Mulige tiltag omfatter blandt andet:

• håndtering af mængden af brændbart materiale og etablering af strategisk placerede brandbælter;
• kontrolleret afbrænding, hvor det er økologisk og praktisk forsvarligt;
• genopretning af vådere og mere modstandsdygtige landskaber;
• bedre arealplanlægning omkring udsatte lokalsamfund og vigtig infrastruktur;
• hurtigere varsling og indledende indsats; samt
• en samlet plan for forebyggelse, beredskab, indsats og genopbygning frem for primært at satse på akut slukning.

Tiltagene kan mindske eksponeringen og forhindre, at antændelser udvikler sig til storbrande. Men de har klare begrænsninger. Ekstremt tørt brændsel kombineret med kraftig vind kan overvælde slukningsindsatsen, selv når der er fly, brandfolk og overvågningssystemer til rådighed. Brandhåndtering kan begrænse konsekvenserne – den fjerner ikke de klimaforhold, der gør ekstreme brande mere sandsynlige.

Hvad brandsæsonen i 2026 viser

Europas brandsæson i 2026 giver en tydelig nutidig ramme for fremskrivningerne, men den kan ikke i sig selv dokumentere, at resultaterne for slutningen af århundredet allerede er indtruffet.

EU-Kommissionens Fælles Forskningscenter, JRC, registrerede 606.327 hektar brændt i EU frem til 18. august 2026. Det var mindre end de 957.510 hektar, der var brændt på samme dato i 2025, men væsentligt over gennemsnittet for 2006–2025 på 243.189 hektar.

Sæsonen viste også, hvor bredt risikoen kan ramme. Brande påvirkede blandt andet Frankrig, Spanien og Grækenland, mens en brand i Belgiens Hautes Fagnes – på dansk ofte kaldet Høje Fæner eller High Fens – brændte omkring 3.000 hektar og ifølge Reuters blev beskrevet som landets største skovbrand nogensinde. Den 19. august havde otte lande aktiveret EU's civilbeskyttelsesmekanisme for at få hjælp til bekæmpelse af skovbrande.

Medier rapporterede desuden om mere end 20 dødsfald og hundredtusinder af evakueringer i løbet af sæsonen, herunder over 300.000 mennesker, der blev fordrevet i Frankrig og Spanien. Tallene er tidsfølsomme og afhænger af datoen og det geografiske område i den enkelte opgørelse. De bør derfor ikke sammenlignes direkte med undersøgelsens årlige gennemsnit for afbrændt areal, som er en anden type måling.

Forbindelsen til undersøgelsen er derfor retning og ikke årsagsbevis: Brandene i 2026 stemmer overens med et Europa, hvor ekstreme brandforhold får større konsekvenser og breder sig geografisk. Men én sæson kan hverken validere eller forklare fremskrivninger frem mod 2100.

Derfor bliver forebyggelse en økonomisk prioritet

EU's strategi for skovbrande lægger vægt på fire sammenhængende faser: forebyggelse, beredskab, indsats og genopbygning. Den omfatter også naturbaserede løsninger, der skal gøre landskaber mere modstandsdygtige over for brand.

Skiftet afspejler begrænsningerne og omkostningerne ved en model, der primært reagerer, når flammerne allerede er opstået. Forskning, som europæiske institutioner henviser til, anslår, at hver euro investeret i forebyggelse kan spare cirka 4–7 euro i udgifter til indsats og genopbygning. Det er et samlet estimat på tværs af undersøgelser – ikke et garanteret afkast for hvert enkelt projekt. Resultatet afhænger af, hvor og hvordan pengene bruges.

De tilgængelige kilder dokumenterer ikke, at 2,1 milliarder euro er det præcise EU-beløb til den brandhåndtering, der knytter sig til denne undersøgelse eller strategi. Beløbets betydning afhænger af finansieringsperioden, og af om national finansiering samt forskellige forebyggelses- og indsatsprogrammer er medregnet. En holdbar sammenligning kræver, at denne afgrænsning er tydelig.

Den politiske lære

Undersøgelsen peger på et svar i to spor. Europa skal hurtigt reducere udledningerne for at undgå den langt kraftigere udvikling under høje udledninger. Samtidig er der behov for investeringer her og nu i forebyggelse, robuste landskaber, tidlig opdagelse og beredskab.

Selv under et lavt udledningsscenarie kan brandrisikoen stige i perioden 2070–2100. Det gør tilpasning akut – men gør ikke begrænsning af udledninger valgfri. Den mest effektive strategi er at mindske det klimatiske pres, der driver farligere brandvejr, og samtidig forbedre samfunds og landskabers evne til at modstå de brande, som forebyggelse ikke kan forhindre.