Fra 60-dagesaftale til økonomisk og militært pres mod Iran

Den 60 dage lange frist, som USA og Iran satte i juni, skulle have været en hurtig vej ud af krigen. Aftalen lagde op til en permanent afslutning på de militære operationer, nye forhandlinger om Irans atomprogram og en genåbning af Hormuzstrædet – den strategiske sejlrute mellem Omanbugten og Den Persiske Golf.

Men fristen udløb den 17. august uden en endelig aftale. I stedet er konflikten blevet forvandlet til en kamp om økonomisk udholdenhed, politisk vilje og militær afskrækkelse.

Fra hurtig diplomatisk løsning til en udmattelsesstrategi

Trump-administrationens oprindelige plan byggede på, at en midlertidig våbenhvile hurtigt kunne omsættes til en bredere aftale. Den skulle både afslutte krigen, begrænse Irans atomprogram og få skibstrafikken gennem Hormuz tilbage til normalen.

Da der ikke kom et gennembrud, valgte Washington ikke at forlænge tidsrammen. Trump sagde, at Iran gerne ville indgå en aftale, men ikke den type aftale, han mente var nødvendig. Det peger på en ny strategi, hvor USA regner med, at fortsatte sanktioner, økonomisk isolation og militært pres gradvist vil svække Irans forhandlingsposition.

Det er dog ikke det samme som en løsning. Der er fortsat ingen aftale om de centrale spørgsmål, og USA har ikke opnået den hurtige afslutning på krigen, som Trump oprindeligt havde stillet i udsigt.

Hvem taler egentlig med hvem?

Forhandlingernes status er blevet stadig mere uklar. Trump har tidligere sagt, at samtaler med Teheran var begyndt – noget iranske embedsmænd afviste.

Jared Kushner, som fungerer som Trumps særlige udsending, har ifølge flere rapporter beskrevet kontakten som positiv og aktiv. Iran har samtidig sagt, at der ikke foregår direkte forhandlinger med USA, men højst udveksles beskeder gennem mellemmænd. Teheran har især fremhævet separate samtaler med Oman om skibstrafikken gennem Hormuz.

Trump ændrede senere selv ordlyden markant. I et opslag på Truth Social skrev han, at der hverken foregik eller var planlagt samtaler med Iran. Han fastholdt samtidig, at den amerikanske flådeblokade af iranske havne var fuldt gældende.

Modsætningen mellem disse udmeldinger gør det svært at afgøre, om diplomatiske kanaler reelt er aktive, eller om begge sider blot forsøger at påvirke modparten og markederne gennem offentlig kommunikation.

Hormuzstrædet er konfliktens centrale brændpunkt

Striden om Hormuz er blevet det mest synlige symbol på fastlåsningen. Trump siger, at USA har fuld kontrol over strædet, og at det er åbent og fungerer normalt. Iran siger derimod, at ruten fortsat er lukket for skibsfart, og rapporter fra shippingmarkedet har beskrevet den som reelt eller næsten helt lukket.

Teheran har gjort en genåbning betinget af, at USA ophæver blokaden af iranske havne, letter sanktionerne og stopper de militære trusler. Washington har på sin side afvist enhver ordning, der giver Iran kontrol over skibe på vej ind i Den Persiske Golf.

En højtstående iransk embedsmand har advaret om, at Iran vil skifte til en »fuldt offensiv« militær kurs, hvis en midlertidig fredsordning ikke bliver gennemført. Dermed er risikoen for en ny eskalation fortsat betydelig, selv om der ikke har været offentligt rapporterede amerikanske angreb på iranske mål siden slutningen af juli.

Hvorfor Emiraternes handelsstop kan ramme Iran hårdt

De Forenede Arabiske Emirater meddelte, at landet indstiller al handel, kommerciel udveksling og alle finansielle transaktioner med Iran indtil videre. Beslutningen kom, efter at Emiraterne anklagede Iran for at have affyret ballistiske missiler. Teheran har afvist ansvaret.

Tiltaget er vigtigt, fordi Emiraterne har været en central handels- og finansiel kanal for Iran, der allerede er underlagt omfattende amerikanske sanktioner og en blokade. Et stop for forbindelserne kan gøre det sværere for Iran at skaffe importvarer, få adgang til betalinger og udenlandsk valuta samt gennemføre reeksporthandel.

Det kan forstærke presset på en økonomi, hvor sanktioner, krig og begrænsede handelsruter allerede belaster virksomheder og husholdninger. Hvis adgangen til varer og finansiering bliver yderligere indsnævret, kan den økonomiske belastning også få større politiske konsekvenser i Iran.

En ustabil situation uden klar slutdato

Den nuværende situation kan godt fortsætte i en periode, fordi ingen af parterne har accepteret modpartens krav. Men den er stabil kun i en meget begrænset forstand.

USA kan fortsætte med at stramme det økonomiske pres og har stadig mulighed for nye militære angreb. Iran kan fastholde forstyrrelser i den maritime trafik, true med missiler og øge presset trinvist. Den kombination gør en ny militær konfrontation mere sandsynlig end en varig våbenhvile.

Krigen har nu varet omkring 24 uger – langt længere end Trumps oprindelige forventning om fire til fem uger. Det, der skulle have været en kort diplomatisk overgang, ligner derfor i stigende grad et langvarigt dødvande.

Olie, renter og aktiemarkeder mærker konsekvenserne

Markederne er begyndt at indregne, at forstyrrelserne omkring Hormuz kan blive langvarige frem for et kortvarigt chok. Brent-olie nåede omkring 91 dollar pr. tønde og har stabiliseret sig nær 90 dollar, fordi investorerne ikke længere forventer en hurtig normalisering af energiforsyningen.

Den højere oliepris øger samtidig frygten for ny inflation. Den amerikanske rente på 30-årige statsobligationer steg til 5,327 procent – det højeste niveau siden 2007 – i takt med bekymringer om krigseskalation, energipriser, statsfinanser og øget gældsudstedelse.

Usikkerheden har også ramt aktiemarkederne. Mindre tiltro til en genåbning af Hormuz har presset amerikanske chipproducenter og bidraget til svagere udvikling i asiatiske aktier, der er følsomme over for halvledersektoren. Højere energi-, transport- og inflationsomkostninger kan nemlig svække den globale produktion og efterspørgsel.

Det afgørende spørgsmål er derfor ikke længere kun, om Trump kan få en aftale på plads inden for 60 dage. Det er, hvor længe USA og Iran kan opretholde presset uden enten at give indrømmelser eller udløse en ny, større militær konfrontation.