Trump begrundede beslutningen med flere forhold. Han fremhævede først og fremmest omkostningerne ved øvelserne. Han sagde også, at de sendte et "upassende og fjendtligt" signal til et Nordkorea, som han beskrev som "ikke-truende" og respektfuldt over for ham.
Derudover henviste Trump til sit personlige forhold til Kim Jong-un og til, at Sydkorea ikke havde ønsket at støtte amerikansk handling mod Iran. Den sidste begrundelse kan tyde på, at beslutningen også var tænkt som et middel til at lægge pres på en amerikansk allieret – og ikke kun som et signal til Pyongyang.
Kim Yo-jong afviste også, at hun kendte til den direkte kontakt mellem Washington og Pyongyang, som Trump havde omtalt. Det står i kontrast til Trumps påstand om, at Kim Jong-un havde reageret positivt på hans henvendelser.
Samtidig sagde hun, at hendes brors personlige forhold til Trump fortsat var "fremragende". Dermed skelnede hun mellem de to lederes personlige relation og Nordkoreas vilje til at indlede reelle forhandlinger.
Udmeldingerne giver højst mulighed for en snæver diplomatisk åbning – ikke et klart tegn på, at et nyt topmøde eller en aftale er nært forestående. Nordkorea fastholder, at landets atomstatus ikke er til forhandling, og en vurdering konkluderer, at Pyongyang næppe vil engagere sig reelt, medmindre USA ændrer sin politik om atomafrustning.
Nordkorea har samtidig fortsat udviklingen af sine atomvåben og missiler. Landets militære partnerskab med Rusland har ifølge analyser givet adgang til våben, økonomisk og politisk støtte samt erfaringer fra krigen – og har mindsket landets afhængighed af amerikanske indrømmelser. Forbindelserne til både Rusland og Kina reducerer desuden den isolation, som tidligere gav Washington større forhandlingsmagt.
Det gør det mere sandsynligt, at Kim Jong-un vil kræve anerkendelse som atomvåbenstat eller begrænsede aftaler om våbenkontrol frem for at acceptere de krav om fuldstændig atomafrustning, som tidligere fik Trump-Kim-diplomatiet til at bryde sammen.
Det mest sandsynlige kortsigtede resultat er sonderende kontakt eller et politisk symbolsk møde – ikke en omfattende aftale om atomafrustning. Et reelt topmøde vil formentlig kræve, at Washington accepterer en trinvis model med eksempelvis fastfrysning, kontrol og risikoreduktion.
Til gengæld skulle Pyongyang tilbydes incitamenter, der er stærke nok til at opveje de sikkerhedsmæssige og økonomiske fordele, landet i dag får gennem forbindelserne til Rusland og Kina.
Trumps beslutning kan derfor åbne en smal dør til dialog med Nordkorea, men den rummer også en risiko: Hvis USA's engagement i de fælles øvelser svækkes for meget, kan det mindske Sydkoreas tillid til den amerikanske afskrækkelse og gøre det vanskeligere at fastholde den allierede koordinering, som en varig forhandling kræver.