Sådan fungerer EU’s CBAM

CBAM er EU’s ordning for at lægge en CO2-omkostning på visse importerede varer. Formålet er blandt andet at begrænse risikoen for »carbon leakage« – at produktion flyttes til lande med mindre strenge klimakrav.

Den permanente ordning trådte i kraft 1. januar 2026. EU-importører, der indfører mere end 50 ton om året af omfattede varer, skal være godkendte CBAM-angivere og købe certifikater for de indlejrede drivhusgasudledninger.

I første omgang gælder reglerne for cement, jern og stål, aluminium, gødning, elektricitet og brint samt visse forstadier og videreforarbejdede produkter. Certifikatprisen følger gennemsnittet af priserne på kvoter i EU’s emissionshandelssystem, EU ETS. Importøren kan få fradrag for en CO2-pris, der dokumenterbart allerede er betalt i oprindelseslandet. Kommissionen offentliggjorde en certifikatpris på 75,36 euro for første kvartal 2026 og 75,28 euro for andet kvartal.

Hvorfor er stål og aluminium særligt berørt?

Stål og aluminium er direkte omfattet af ordningen, og produktionen er ofte energikrævende og udledningsintensiv. Eksportører møder derfor både en potentiel ekstra CO2-omkostning og omfattende krav til måling, verifikation og dokumentation af udledninger. I nogle tilfælde kan de være nødt til at benytte EU’s standardværdier, hvis deres egne data ikke accepteres.

Det kan få særlig betydning for producenter i Indien, Sydafrika og Kina, som eksporterer kulstofintensive varer til EU. En analyse, der er omtalt af Verdensbanken, anslår, at CBAM kan berøre udviklingslandes eksport for omkring 16 milliarder dollar årligt. Tallet er dog ikke et specifikt estimat for Indien, Sydafrika eller Kina.

Hvad sker der med indtægterne?

Der er ikke ét sikkert tal for, hvor meget CBAM vil indbringe i 2030. Offentliggjorte beregninger varierer markant: Et estimat peger på cirka 1,5 milliarder euro årligt fra 2028, et andet på omkring 2,1 milliarder euro om året, mens et interval for 2030 under det nuværende anvendelsesområde ligger på 5-9 milliarder euro.

Det centrale er, at indtægterne efter ordningens udformning tilfalder EU-budgettet. BRICS-landenes politiske indvending er, at midler, der opkræves fra udviklingslandes eksportører, i stedet bør bruges til klimatilpasning, emissionsreduktioner og industriel omstilling i de berørte lande – ikke blot indgå i EU’s almindelige budget.

Hvorfor vokser presset frem mod 2030?

CBAM indfases gradvist, samtidig med at EU udfaser gratis kvoter til europæiske producenter under EU ETS. Den relevante CBAM-faktor er angivet til 2,5 procent i 2026, 5 procent i 2027, 10 procent i 2028, 22,5 procent i 2029 og 51,5 procent i 2030.

Det betyder, at ordningens økonomiske effekt vil vokse over tid. Det præcise niveau i 2030 afhænger dog af blandt andet CO2-priser, importmængder, de verificerede udledninger og eventuelle ændringer i, hvilke varer der er omfattet.

Kan konflikten ende i WTO?

En politisk fordømmelse er ikke det samme som en formel sag ved Verdenshandelsorganisationen, WTO. Et land skal først anmode om konsultationer og kan derefter – hvis konflikten ikke løses – bede om et panel.

En juridisk prøvelse vil blandt andet kunne handle om, hvorvidt CBAM i praksis diskriminerer udenlandske varer eller produktionsmetoder. EU vil forventeligt fremhæve, at ordningen afspejler en indenlandsk CO2-omkostning, giver kredit for CO2-priser betalt i udlandet og forfølger et miljøformål, som kan begrundes gennem undtagelserne i GATT-aftalen.

Det tilgængelige materiale viser, at Sydafrika har signaleret interesse for en klage, mens Indien, Kina og Brasilien har rejst juridiske og lighedsmæssige indvendinger. Det dokumenterer imidlertid ikke, at Kina allerede har indledt en specifik WTO-sag mod CBAM.

Hvad betyder EU’s handelsforbindelser?

Handelsforhandlinger og aftaler mellem EU og BRICS-lande kan give mulighed for konsultationer, teknisk samarbejde og forhandlede tilpasninger. De forhindrer ikke i sig selv en WTO-sag.

Den mest forsigtige vurdering er derfor, at en eskalering er mulig – især i takt med at virksomhedernes certifikatforpligtelser vokser – men at en koordineret BRICS-sag ved WTO ikke er dokumenteret af de foreliggende kilder.

BRICS’ udvidede medlemskreds gør konflikten politisk betydningsfuld, fordi gruppen samler store eksportører af råvarer, metaller og industrivarer. Der er dog ikke tilstrækkeligt verificeret grundlag i de tilgængelige kilder til at fastslå en præcis andel af verdenshandelen.

Sådan fungerer EU’s CBAM

CBAM er EU’s ordning for at lægge en CO2-omkostning på visse importerede varer. Formålet er blandt andet at begrænse risikoen for »carbon leakage« – at produktion flyttes til lande med mindre strenge klimakrav.

Den permanente ordning trådte i kraft 1. januar 2026. EU-importører, der indfører mere end 50 ton om året af omfattede varer, skal være godkendte CBAM-angivere og købe certifikater for de indlejrede drivhusgasudledninger.

I første omgang gælder reglerne for cement, jern og stål, aluminium, gødning, elektricitet og brint samt visse forstadier og videreforarbejdede produkter. Certifikatprisen følger gennemsnittet af priserne på kvoter i EU’s emissionshandelssystem, EU ETS. Importøren kan få fradrag for en CO2-pris, der dokumenterbart allerede er betalt i oprindelseslandet. Kommissionen offentliggjorde en certifikatpris på 75,36 euro for første kvartal 2026 og 75,28 euro for andet kvartal.

Hvorfor er stål og aluminium særligt berørt?

Stål og aluminium er direkte omfattet af ordningen, og produktionen er ofte energikrævende og udledningsintensiv. Eksportører møder derfor både en potentiel ekstra CO2-omkostning og omfattende krav til måling, verifikation og dokumentation af udledninger. I nogle tilfælde kan de være nødt til at benytte EU’s standardværdier, hvis deres egne data ikke accepteres.

Det kan få særlig betydning for producenter i Indien, Sydafrika og Kina, som eksporterer kulstofintensive varer til EU. En analyse, der er omtalt af Verdensbanken, anslår, at CBAM kan berøre udviklingslandes eksport for omkring 16 milliarder dollar årligt. Tallet er dog ikke et specifikt estimat for Indien, Sydafrika eller Kina.

Hvad sker der med indtægterne?

Der er ikke ét sikkert tal for, hvor meget CBAM vil indbringe i 2030. Offentliggjorte beregninger varierer markant: Et estimat peger på cirka 1,5 milliarder euro årligt fra 2028, et andet på omkring 2,1 milliarder euro om året, mens et interval for 2030 under det nuværende anvendelsesområde ligger på 5-9 milliarder euro.

Det centrale er, at indtægterne efter ordningens udformning tilfalder EU-budgettet. BRICS-landenes politiske indvending er, at midler, der opkræves fra udviklingslandes eksportører, i stedet bør bruges til klimatilpasning, emissionsreduktioner og industriel omstilling i de berørte lande – ikke blot indgå i EU’s almindelige budget.

Hvorfor vokser presset frem mod 2030?

CBAM indfases gradvist, samtidig med at EU udfaser gratis kvoter til europæiske producenter under EU ETS. Den relevante CBAM-faktor er angivet til 2,5 procent i 2026, 5 procent i 2027, 10 procent i 2028, 22,5 procent i 2029 og 51,5 procent i 2030.

Det betyder, at ordningens økonomiske effekt vil vokse over tid. Det præcise niveau i 2030 afhænger dog af blandt andet CO2-priser, importmængder, de verificerede udledninger og eventuelle ændringer i, hvilke varer der er omfattet.

Kan konflikten ende i WTO?

En politisk fordømmelse er ikke det samme som en formel sag ved Verdenshandelsorganisationen, WTO. Et land skal først anmode om konsultationer og kan derefter – hvis konflikten ikke løses – bede om et panel.

En juridisk prøvelse vil blandt andet kunne handle om, hvorvidt CBAM i praksis diskriminerer udenlandske varer eller produktionsmetoder. EU vil forventeligt fremhæve, at ordningen afspejler en indenlandsk CO2-omkostning, giver kredit for CO2-priser betalt i udlandet og forfølger et miljøformål, som kan begrundes gennem undtagelserne i GATT-aftalen.

Det tilgængelige materiale viser, at Sydafrika har signaleret interesse for en klage, mens Indien, Kina og Brasilien har rejst juridiske og lighedsmæssige indvendinger. Det dokumenterer imidlertid ikke, at Kina allerede har indledt en specifik WTO-sag mod CBAM.

Hvad betyder EU’s handelsforbindelser?

Handelsforhandlinger og aftaler mellem EU og BRICS-lande kan give mulighed for konsultationer, teknisk samarbejde og forhandlede tilpasninger. De forhindrer ikke i sig selv en WTO-sag.

Den mest forsigtige vurdering er derfor, at en eskalering er mulig – især i takt med at virksomhedernes certifikatforpligtelser vokser – men at en koordineret BRICS-sag ved WTO ikke er dokumenteret af de foreliggende kilder.

BRICS’ udvidede medlemskreds gør konflikten politisk betydningsfuld, fordi gruppen samler store eksportører af råvarer, metaller og industrivarer. Der er dog ikke tilstrækkeligt verificeret grundlag i de tilgængelige kilder til at fastslå en præcis andel af verdenshandelen.