Det er udstyr, der på overfladen kan virke beskedent, men som får en praktisk betydning, når strømmen forsvinder i timevis eller dagevis: Lommelygter og batterier kan give lys, mens førstehjælpskasser og madvarer aflaster familier, der allerede kæmper med knappe forsyninger.
Ceremonien fandt sted under et møde med ledelsen af ICAP, Det Cubanske Institut for Venskab mellem Folkene. Besøget var en del af en bredere dagsorden med solidaritets- og kulturaktiviteter samt arrangementer til markering af 100-året for Fidel Castros fødsel.
ICAP afholdt også et solidaritetsforum under besøget. Den russiske side fremhævede, at Rusland stod sammen med det cubanske folk og ville fortsætte sin støtte. Cubanske repræsentanter takkede for hjælpen og beskrev den russiske opbakning som noget, der hjælper befolkningen med at holde ud og bevare håbet under krisen.
Donationen kom på et tidspunkt, hvor Cubas energisystem var under massivt pres. Den 2. august kollapsede det nationale elnet og udløste årets sjette landsdækkende blackout. Da myndighederne forsøgte at genoprette strømmen, kollapsede nettet igen mindre end et døgn senere.
Elnettet er præget af aldrende infrastruktur, manglende investeringer og brændstofmangel. Under genoprettelsen prioriterede den nationale netoperatør vigtige funktioner som hospitaler og fødevareproduktion, men forsyningen kunne ikke genoprettes hurtigt over hele landet.
For cubanerne har konsekvenserne været langt mere omfattende end mørke i hjemmet. Lange og til tider døgnlange afbrydelser har gjort det nødvendigt at planlægge madlavning, vandforbrug, kommunikation, arbejde, søvn og transport efter de korte perioder, hvor strømmen vender tilbage. I Havana søgte nogle mennesker udendørs om natten for at slippe for varmen.
Brændstofmanglen har svækket den offentlige transport og gjort det vanskeligere at levere og opbevare fødevarer. Strømafbrydelser rammer samtidig køling, madlavning, vandpumper og driften af hospitaler. De tilgængelige kilder beskriver virkningerne, men giver ikke et pålideligt, landsdækkende tal for, hvor meget hver enkelt sektor er blevet reduceret.
Krisen har også ramt adgangen til medicin og andre basale varer. Når strømmen forsvinder, bliver det vanskeligere at holde fødevarer nedkølet, sikre vandforsyningen og opretholde sundhedsydelser – selv når myndighederne forsøger at skærme de mest kritiske funktioner.
Flere internationale medier har sat den kraftige forværring i 2026 i forbindelse med, at olieimporten til Cuba reelt blev afbrudt efter Donald Trumps trussel om told mod lande, der leverer olie til øen.
Cuba har beskrevet presset som resultatet af amerikanske sanktioner og en olieblokade, mens USA har fremført, at strømsvigtene også afspejler problemer i Cubas statsstyrede økonomi. Kilderne dokumenterer ikke et tilstrækkeligt robust og uafhængigt verificeret fald i olievolumen fra forsendelse til forsendelse. Derfor kan et præcist tal for nedgangen ikke fastslås på det foreliggende grundlag.
Kina har samtidig bidraget med en anden energirelateret donation: 5.000 solcelleanlæg til Cuba. Udstyret skal fordeles i landets 169 kommuner og bruges til at elektrificere isolerede boliger i landområder samt sikre strøm til blandt andet sundhedscentre, akutmedicinske tjenester, daginstitutioner og bankfilialer.
Der findes også omtale af kinesisk støtte til solcelledrevne elektriske trehjulede køretøjer, som skal give lokal transport med et mindre brændstofforbrug. De tilgængelige oplysninger dokumenterer imidlertid ikke tilstrækkeligt antal eller detaljer om udrulningen, så omfanget bør ikke overdrives.
Cuba har desuden forsøgt at gøre investeringer i vedvarende energi mere attraktive. Resolution 179/2026 fastsætter en ensartet købspris på 90 cubanske pesos pr. kilowatt-time for elektricitet fra vedvarende energikilder, når den leveres til det nationale elnet. Ordningen gælder både bolig- og ikke-boligproducenter og er ikke begrænset til solenergi.
Andre regler fritager solcelleanlæg og en række andre typer udstyr til vedvarende energi for told ved import. Fritagelsen er forlænget til 31. december 2027, og der er indført yderligere skattemæssige fordele for udstyr, investeringer og visse salg af teknologier til ren energi.
Tiltagene løser ikke Cubas akutte energimangel fra den ene dag til den anden. Men sammen med donationerne fra Rusland og Kina viser de, hvordan Havana forsøger at håndtere både den umiddelbare mangel på strøm og den langsigtede udfordring med at ændre landets energiforsyning.
Det er udstyr, der på overfladen kan virke beskedent, men som får en praktisk betydning, når strømmen forsvinder i timevis eller dagevis: Lommelygter og batterier kan give lys, mens førstehjælpskasser og madvarer aflaster familier, der allerede kæmper med knappe forsyninger.
Ceremonien fandt sted under et møde med ledelsen af ICAP, Det Cubanske Institut for Venskab mellem Folkene. Besøget var en del af en bredere dagsorden med solidaritets- og kulturaktiviteter samt arrangementer til markering af 100-året for Fidel Castros fødsel.
ICAP afholdt også et solidaritetsforum under besøget. Den russiske side fremhævede, at Rusland stod sammen med det cubanske folk og ville fortsætte sin støtte. Cubanske repræsentanter takkede for hjælpen og beskrev den russiske opbakning som noget, der hjælper befolkningen med at holde ud og bevare håbet under krisen.
Donationen kom på et tidspunkt, hvor Cubas energisystem var under massivt pres. Den 2. august kollapsede det nationale elnet og udløste årets sjette landsdækkende blackout. Da myndighederne forsøgte at genoprette strømmen, kollapsede nettet igen mindre end et døgn senere.
Elnettet er præget af aldrende infrastruktur, manglende investeringer og brændstofmangel. Under genoprettelsen prioriterede den nationale netoperatør vigtige funktioner som hospitaler og fødevareproduktion, men forsyningen kunne ikke genoprettes hurtigt over hele landet.
For cubanerne har konsekvenserne været langt mere omfattende end mørke i hjemmet. Lange og til tider døgnlange afbrydelser har gjort det nødvendigt at planlægge madlavning, vandforbrug, kommunikation, arbejde, søvn og transport efter de korte perioder, hvor strømmen vender tilbage. I Havana søgte nogle mennesker udendørs om natten for at slippe for varmen.
Brændstofmanglen har svækket den offentlige transport og gjort det vanskeligere at levere og opbevare fødevarer. Strømafbrydelser rammer samtidig køling, madlavning, vandpumper og driften af hospitaler. De tilgængelige kilder beskriver virkningerne, men giver ikke et pålideligt, landsdækkende tal for, hvor meget hver enkelt sektor er blevet reduceret.
Krisen har også ramt adgangen til medicin og andre basale varer. Når strømmen forsvinder, bliver det vanskeligere at holde fødevarer nedkølet, sikre vandforsyningen og opretholde sundhedsydelser – selv når myndighederne forsøger at skærme de mest kritiske funktioner.
Flere internationale medier har sat den kraftige forværring i 2026 i forbindelse med, at olieimporten til Cuba reelt blev afbrudt efter Donald Trumps trussel om told mod lande, der leverer olie til øen.
Cuba har beskrevet presset som resultatet af amerikanske sanktioner og en olieblokade, mens USA har fremført, at strømsvigtene også afspejler problemer i Cubas statsstyrede økonomi. Kilderne dokumenterer ikke et tilstrækkeligt robust og uafhængigt verificeret fald i olievolumen fra forsendelse til forsendelse. Derfor kan et præcist tal for nedgangen ikke fastslås på det foreliggende grundlag.
Kina har samtidig bidraget med en anden energirelateret donation: 5.000 solcelleanlæg til Cuba. Udstyret skal fordeles i landets 169 kommuner og bruges til at elektrificere isolerede boliger i landområder samt sikre strøm til blandt andet sundhedscentre, akutmedicinske tjenester, daginstitutioner og bankfilialer.
Der findes også omtale af kinesisk støtte til solcelledrevne elektriske trehjulede køretøjer, som skal give lokal transport med et mindre brændstofforbrug. De tilgængelige oplysninger dokumenterer imidlertid ikke tilstrækkeligt antal eller detaljer om udrulningen, så omfanget bør ikke overdrives.
Cuba har desuden forsøgt at gøre investeringer i vedvarende energi mere attraktive. Resolution 179/2026 fastsætter en ensartet købspris på 90 cubanske pesos pr. kilowatt-time for elektricitet fra vedvarende energikilder, når den leveres til det nationale elnet. Ordningen gælder både bolig- og ikke-boligproducenter og er ikke begrænset til solenergi.
Andre regler fritager solcelleanlæg og en række andre typer udstyr til vedvarende energi for told ved import. Fritagelsen er forlænget til 31. december 2027, og der er indført yderligere skattemæssige fordele for udstyr, investeringer og visse salg af teknologier til ren energi.
Tiltagene løser ikke Cubas akutte energimangel fra den ene dag til den anden. Men sammen med donationerne fra Rusland og Kina viser de, hvordan Havana forsøger at håndtere både den umiddelbare mangel på strøm og den langsigtede udfordring med at ændre landets energiforsyning.