Den 10-årige og den 30-årige rente er centrale pejlemærker, fordi de afspejler markedets forventninger til blandt andet amerikansk vækst, inflation og statens fremtidige finansieringsbehov.
Store valutabevægelser: Euroen nåede et to måneders højdepunkt, og dollaren svækkedes over for både euroen og schweizerfrancen. Yennen holdt sig samtidig tæt på 160 yen pr. dollar, mens markedet også rettede blikket mod Bank of Japans kommende møde.
En renteforhøjelse i september blev mindre sandsynlig: Den amerikanske økonomi mistede uventet 23.000 job, og detailsalget faldt 0,6 procent i juli efter en fremgang på 0,2 procent i juni. Markedet prissatte derefter kun omkring 31 procents sandsynlighed for en renteforhøjelse i september mod 69 procent for en forhøjelse senest i december.
Investorer afviklede lange dollarpositioner: Da forventningerne til en snarlig stramning fra Federal Reserve blev reduceret, solgte investorer dollarpositioner, som var opbygget ud fra et scenarie med en mere rentefast eller renteforhøjende centralbank. Bekymringer om den amerikanske økonomis momentum satte yderligere fart på denne afvikling.
Udsigterne var svage, men ikke entydige: På kort sigt var markedssynet på dollaren forsigtigt til negativt, fordi investorerne forventede en mere lempelig reaktion fra Federal Reserve på svagere økonomiske data. Det var dog ikke et ubetinget negativt syn på dollaren. Usikkerhed om inflationen, centralbankens reaktion, den globale vækst og USA's langsigtede lånebehov kunne fortsat skabe store udsving.
Geopolitiske spændinger mellem USA og Iran gjorde billedet mere komplekst.
Risikoen for en eskalering kunne løfte oliepriserne, især når angreb truede energitransporten i Mellemøsten. Højere oliepriser kan øge inflationspresset og i perioder samtidig skabe efterspørgsel efter dollaren og andre såkaldte sikre havne.
Omvendt pressede forventninger om en hurtig dæmpning af spændingerne i Mellemøsten – samt et amerikansk-iransk aftalememorandum – tidligere oliepriser og den kortsigtede inflationskompensation ned. Det fjernede noget af argumentet for, at Federal Reserve skulle hæve renten.
Geopolitikken havde dermed en dobbelt effekt: Eskalering kunne styrke oliepriser og efterspørgslen efter sikre aktiver, mens en afspænding kunne sænke inflationsforventningerne og svække behovet for yderligere renteforhøjelser.
Referatet fra Federal Open Market Committee – Federal Reserves pengepolitiske udvalg, ofte forkortet FOMC – kunne give indblik i, hvor alvorligt medlemmerne vurderede inflationsrisikoen, og hvordan de afvejede en svagere økonomi mod ønsket om at få inflationen ned på 2 procent.
Det kunne også vise, om de tre medlemmer, der ved julimødet ønskede en øjeblikkelig renteforhøjelse, var udtryk for en bredere høgagtig fløj eller blot udgjorde et mindretal.
Et tydeligt tegn på vedvarende bekymring for inflationen kunne have løftet obligationsrenterne og støttet dollaren. Hvis referatet derimod viste, at flertallet især var optaget af den svagere vækst eller vurderede, at inflationspresset var på vej ned, ville det understøtte markedets lavere forventninger til en renteforhøjelse i september.