Operation Blue Skies vil især fokusere på flyvninger om vinteraftener og -nætter, hvor det forventes, at undgåelse af langvarige kondensstriber kan have størst klimamæssig værdi.
Modellerne skal kombinere:
Målet er at finde såkaldte isovermættede områder – luftlag, hvor forholdene gør det sandsynligt, at en kondensstribe bliver hængende. Hvis modellen identificerer et sådant område, kan NATS, Storbritanniens leverandør af flyvekontrol, tilbyde udvalgte fly en ændring i flyvehøjden på op til cirka 2.000 fod. Tanken er at justere enkelte flyvninger frem for at omlægge hele trafikken.
En stigning eller et fald i flyvehøjden kræver muligvis ekstra brændstof. Det kan øge flyets CO₂-udledning og dermed udligne eller i værste fald overstige den mulige klimafordel ved at undgå kondensstriben.
Forsøget skal derfor ikke blot tælle, hvor mange kondensstriber der undgås. Det skal sammenholde det faktiske ekstra brændstofforbrug med den anslåede reduktion i opvarmning fra kondensstriber. Forskerne skal også undersøge, om modellerne faktisk kan udpege den lille andel af flyvninger og luftrum, der står for en uforholdsmæssigt stor del af effekten.
Det er vigtigt, at forsøget endnu ikke dokumenterer en samlet klimafordel. Netop dét er hovedspørgsmålet, som forsøget skal besvare.
Projektet støttes af det britiske transportministerium gennem Aerospace Technology Institute-programmet. Konsortiet omfatter Google, NATS, Contrails.org, Imperial College London, University of Cambridge og Met Office. Met Office deltager som underleverandør til Contrails.org.
Google og Contrails.org har allerede udviklet værktøjer, der kobler satellitobserverede kondensstriber til konkrete fly og leverer prognoser for, hvor striberne kan opstå. Tidligere demonstrationer med flyselskaber har også afprøvet ændringer i flyveplaner og taktiske højdejusteringer.
Blue Skies adskiller sig ved at flytte fokus fra forsøg med enkelte flyvninger ledet af flyselskaber til flyvekontrolstyrede operationer i en travl oceanisk korridor.
Satellitbilleder og flydata skal bruges til at undersøge, om de områder, modellerne forudsagde, og de instruktioner, flyene fik, stemmer overens med de faktiske observationer.
De akademiske partnere skal bidrage med uafhængig videnskabelig kontrol. Programmet lægger op til, at metoder og resultater offentliggøres. Det er væsentligt, fordi der fortsat er usikkerhed om både kondensstribernes udvikling, de anvendte klimamål og afvejningen mellem ekstra brændstofforbrug og mindre opvarmning.
Hvis metoden virker, kan den give luftfarten et forholdsvis hurtigt redskab til at begrænse en del af sektorens ikke-CO₂-relaterede klimaeffekt. Men den kan ikke erstatte lavere CO₂-udledning. At undgå en kondensstribe fjerner ikke udledningen fra det brændstof, flyet bruger, og metoden kan ikke forhindre alle kondensstriber.
Forsøget rejser også et reelt spørgsmål om energiforbruget ved AI. Google oplyser, at strømforbruget i virksomhedens datacentre steg 27 procent i 2024, blandt andet på grund af den voksende efterspørgsel efter AI. Samtidig siger Google, at udledningen fra datacentrenes energiforbrug faldt 12 procent gennem indkøb af renere energi og effektiviseringer.
Et system til at undgå kondensstriber kan i princippet give en langt større klimafordel end den elektricitet, der bruges på prognoserne. Men en gennemsigtig sammenligning af hele livscyklussen – fra modelberegningernes energiforbrug til det faktiske brændstofforbrug og de observerede kondensstriber – er endnu ikke offentliggjort.
Det mest troværdige resultat vil derfor kræve, at projektet offentliggør:
Indtil den dokumentation foreligger, er klimafordelen ved Operation Blue Skies lovende, men stadig uprøvet.