Risikoen ved ekstrem varme for ældre er blevet undervurderet

Der er tale om modelberegninger og ikke en forudsigelse af, at alle ældre i de berørte områder vil få samme helbredsmæssige konsekvenser. Risikoen afhænger blandt andet af luftfugtighed, varighed, fysisk aktivitet, væskeindtag, helbred samt adgang til skygge, ly og køling.

Derfor er ældre mere udsatte

Kroppen kommer normalt af med varme gennem blandt andet sved og øget blodgennemstrømning i huden. Med alderen kan varmetolerancen falde. Ældre kan også være mere sårbare, fordi hjerte-kar-funktionen er svækket, svedreaktionen reduceres, og kroniske hjerte-kar-, luftvejs- eller nyresygdomme kan gøre længerevarende varme farligere.

Mange tidligere globale studier af varme brugte tærskler målt hos raske unge voksne eller brede grænser for temperatur og miljø. Den tilgang kan overse forskelle mellem aldersgrupper. Den kan også få en farlig kombination af høj temperatur og luftfugtighed til at se mindre alvorlig ud, end den faktisk er for mennesker med nedsat evne til at køle sig selv.

Hvad betyder »varme, kroppen ikke kan kompensere for«?

Såkaldt uncompensable heat stress opstår, når kroppen ikke kan skille sig af med varme lige så hurtigt, som den optager den. Sved og andre kølemekanismer er ikke længere tilstrækkelige, og kroppens kernetemperatur fortsætter derfor med at stige. Under forhold lige over en persons varmetærskel kan kernetemperaturen ifølge den rapporterede undersøgelse nå et niveau, der forbindes med hedeslag, på cirka tre til ti timer.

Faren kan derfor ikke vurderes ud fra termometeret alene. En forholdsvis lav lufttemperatur kan stadig være farlig, hvis luftfugtigheden er så høj, at sveden ikke fordamper. Den samme temperatur kan også give forskellig risiko afhængigt af luftfugtighed, vind, tøj, aktivitet, væskeindtag, alder og helbred.

Sådan blev risikoen beregnet frem til 2100

Analysen kombinerede laboratorietestede varmetærskler for yngre, midaldrende og ældre voksne med fremskrivninger af klima og befolkning. De underliggende forsøg omfattede voksne i alderen 15-39 år, 40-59 år samt personer på 60 år og derover.

Forskerne brugte forsøg baseret på vådkugletemperatur til at anslå, hvornår varme og luftfugtighed overstiger kroppens evne til at regulere temperaturen. Derefter kortlagde de eksponeringen under scenarier med omkring 1 til 4 °C global opvarmning over det førindustrielle niveau og kombinerede resultaterne med befolkningsfremskrivninger frem til 2100.

Metoden adskiller sig fra at anvende én universel varmetærskel for hele befolkningen. Den skal vise både, hvor varmen bliver farlig, og hvordan belastningen ændrer sig, når befolkningen bliver ældre, og opvarmningen fortsætter.

Sydasien og Golfregionen bliver særligt udsatte

Ved 3 °C opvarmning kan Indien, Kina, Pakistan og Bangladesh tilsammen have omkring 1,5 milliarder mennesker, der gentagne gange udsættes for varme, kroppen ikke kan kompensere for – næsten tre fjerdedele af det forventede globale antal.

Nogle lande kan få en særlig høj andel af befolkningen udsat. Ifølge den rapporterede undersøgelse kan hele befolkningen i Bahrain og Qatar blive berørt, mens andelen i De Forenede Arabiske Emirater kan nærme sig 95 procent. I Pakistan kan næsten 295 millioner mennesker – over 80 procent af befolkningen – blive ramt.

I Bangladesh, Cambodja og flere golfstater kan alle ældre under visse scenarier blive udsat. Ved mere end 3 °C opvarmning kan ældre i de hårdest ramte områder opleve farlig varme både dag og nat i flere måneder i træk. Det giver kroppen meget lidt mulighed for at komme sig.

Kan varme føre til migration?

Den forventede eksponering er koncentreret i mange tropiske og subtropiske områder, hvor fattigdom, begrænset el-infrastruktur, utilstrækkelig adgang til aircondition og andre barrierer kan gøre det vanskeligere at beskytte sårbare borgere. Forskerne advarer om, at kombinationen kan bidrage til intern fordrivelse og i visse tilfælde grænseoverskridende klimamigration.

Det er en mulig konsekvens af den identificerede risiko – ikke en konkret prognose for, hvor mange mennesker der vil migrere. Det tilgængelige materiale angiver ikke et præcist antal fremtidige migranter, som kan tilskrives varmeeksponeringen.

Hvad kan beskytte mod varmen?

Den mest effektive måde at begrænse den fremtidige eksponering på er at begrænse den ekstra opvarmning gennem hurtige reduktioner i udledningen af drivhusgasser. Beregningerne stiger kraftigt for hver ekstra grad, så klimaindsatsen har direkte betydning for, hvor stor tilpasningsopgaven bliver.

Studiet peger samtidig på behovet for varmeberedskab, der tager højde for aldersspecifik risiko. Det kan blandt andet omfatte:

• tidlige varslingssystemer, der identificerer farlige kombinationer af varme og luftfugtighed;
• beredskabsplaner, hvor der følges op på ældre, som bor alene eller er socialt isolerede;
• forberedelse i sundhedsvæsenet til varmebetinget sygdom og forværring af kroniske lidelser;
• stabil elforsyning og lige adgang til køling;
• kølecentre, solafskærmning, bedre isolering og flere træer i byerne;
• hjælp til at få nok væske samt tydelig information under længerevarende varmeperioder.

Aircondition kan være et vigtigt beskyttelsestiltag, når den er tilgængelig og økonomisk overkommelig, men det er ikke en fuldstændig løsning. Det tilgængelige materiale viser ikke, at aircondition alene kan gøre langvarig, meget fugtig varme sikker – især ikke steder med ustabil elforsyning eller begrænset adgang til køling.

Hvad studiet ikke viser

Resultaterne styrker argumentet for aldersspecifik planlægning af klima og sundhed, men de bør læses som modellerede estimater for eksponering – ikke som individuelle medicinske forudsigelser. Analysen fokuserer på kombinationer af varme og luftfugtighed, der overskrider eksperimentelt fastsatte varmetærskler. Den handler ikke om hver eneste hedebølge eller om et bestemt antal varmebetingede dødsfald.

Studiet giver heller ikke en særskilt vurdering af Europa. Stadigt kraftigere europæiske hedebølger gør problemstillingen relevant for europæiske sundhedssystemer, men den undersøgelse, der er beskrevet i materialet, fokuserer på global eksponering – især i Sydasien, Kina og Golfregionen.

Hovedbudskabet er klart: Et globalt varmekort baseret på raske unge voksne kan undervurdere faren for en aldrende befolkning. Fremtidens varmeberedskab kræver derfor både hurtigere reduktioner i udledningerne og lokale beskyttelsesstrategier, der tager højde for, hvordan alderen ændrer kroppens evne til at køle sig selv.