Nordkoreas kritik af militærøvelsen afslører en bredere atomstrategi

Nordkoreas fordømmelse den 19. august af militærøvelsen Ulchi Freedom Shield bør først og fremmest ses som led i en bredere strategi. Reaktionen ville ikke nødvendigvis forsvinde, blot fordi USA reducerede sin deltagelse i øvelsen. På Arbejderpartiets kongres i februar kombinerede Kim Jong-un trusler mod Sydkorea med planer om at styrke Nordkoreas atom- og missilstyrker, samtidig med at han lod en betinget mulighed for bedre forbindelser til Washington stå åben.

Det forklarer, hvorfor Pyongyang fortsatte sin kritik, selv efter at præsident Donald Trump havde beordret Pentagon til markant at skære ned på USA's deltagelse.

Februar-kongressen lagde linjen fast

På Koreas Arbejderpartis niende kongres, der blev afholdt fra den 19. til den 25. februar, beskrev Kim Sydkorea i stadig mere fjendtlige vendinger. Han sagde, at Nordkorea kunne »tilintetgøre« sin nabo fuldstændigt, hvis landets sikkerhed blev truet. Samtidig afviste han meningsfuld dialog med Seoul, men antydede, at forholdet til Washington kunne forbedres, hvis USA opgav det, Pyongyang kalder en fjendtlig politik, og accepterede Nordkoreas status som atomvåbenstat.

Kongressen placerede også fortsat atom- og militær oprustning centralt i landets næste strategiske fase. Kim sagde, at Nordkoreas atomkapacitet skulle udvides og styrkes, og at landet ville gøre brug af sin status som atomvåbenstat.

Det gør augustudtalelsen til en del af et velkendt politisk mønster: Allieret militær aktivitet fremstilles som bevis på en ydre trussel, hvorefter yderligere våbenudvikling begrundes som selvforsvar.

Hvorfor Trumps ordre ikke stoppede kritikken

Trump meddelte den 16. august, at USA ville reducere sin deltagelse markant i de årlige militærøvelser med Sydkorea. Han henviste til udgifterne og til, at Seoul ikke ville deltage i amerikanske operationer mod Iran.

Beslutningen kom for sent til at aflyse øvelsen helt. Ulchi Freedom Shield begyndte den 17. august, og de allierede forventedes derefter at forkorte eller begrænse dele af programmet.

Nordkoreas udtalelse den 19. august nævnte ikke Trumps ordre. I stedet beskrev de statslige medier øvelsen som en militær trussel og sagde, at Pyongyang fortsat ville gøre brug af sin ret til selvforsvar, blandt andet gennem »avanceret ny magt«.

Udeladelsen er ikke i sig selv et bevis på en bestemt skjult beregning. Men den passer med Pyongyangs bredere budskab. Hvis Nordkorea havde anerkendt den amerikanske reduktion, kunne det have givet Trump ret i, at hans personlige kontakt til Kim førte til indrømmelser. Ved at ignorere ordren kunne Pyongyang i stedet fastholde fokus på selve USA-Sydkorea-alliancen og fremstille den fortsatte våbenudvikling som nødvendig, uanset hvor omfattende øvelsen endte med at blive.

Nedskaleringen var ikke en forhandlet tillidsskabende gestus

Trumps begrundelser er også vigtige. Beslutningen blev offentligt knyttet til omkostninger og uenigheden med Seoul om deltagelse i operationer mod Iran – ikke præsenteret som et gensidigt skridt, der var forhandlet med Nordkorea.

Det begrænser, hvad nedskaleringen kan siges at vise. Den kan skabe usikkerhed om de allieredes beredskab og forsvarssamarbejde, men den dokumenterer ikke i sig selv en varig ændring af USA's afskrækkelsespolitik eller en fælles amerikansk-nordkoreansk proces. Analytikere og medier har samtidig peget på, at en reduktion kan gavne Kim, uden at Nordkorea har tilbudt en tilsvarende indrømmelse.

For Pyongyang er den politiske fordel dog tydelig: Striden giver Nordkorea mulighed for at hævde, at Washington og Seoul er splittede, samtidig med at landet fastholder, at militært pres er det centrale problem.

Seoul ændrer mål – men opgiver ikke atomafvikling

Sydkorea har reageret på begrænsningerne i den tidligere tilgang ved at bevæge sig fra »atomafvikling først« til en »fred først«-politik. Den nye ramme prioriterer i første omgang en fastfrysning af Nordkoreas atomprogram gennem gensidige skridt, mens atomafvikling fortsat er det langsigtede mål.

Tilgangen er et forsøg på at håndtere risiko under de nuværende forhold – ikke en accept af Nordkoreas permanente atomstatus. En fastfrysning kunne i princippet bremse den videre vækst og skabe plads til bredere drøftelser om våbenkontrol eller fred. Men det ville kræve kontrolmekanismer, gensidige indrømmelser og en forhandlingspartner, der er villig til at acceptere begrænsninger.

Kim-regeringens position fra februar peger i den modsatte retning. Pyongyang fremstiller sin atomstatus som et faktum, som Washington skal respektere, før forholdet kan forbedres – ikke som et aktiv, der skal opgives ved begyndelsen af forhandlinger.

Kim står stærkere ved forhandlingsbordet

Siden sammenbruddet i Trump-Kim-forhandlingerne i 2019 har Nordkorea i vid udstrækning ignoreret amerikanske og sydkoreanske forsøg på at genoptage dialogen. Congressional Research Service vurderer, at landets voksende militære og nukleare kapacitet, det udvidede partnerskab med Rusland og forbedrede forhold til Kina kan give Pyongyang større selvtillid i mødet med USA og dets allierede.

Nordkorea har også styrket forholdet til Rusland. Kim og den russiske præsident Vladimir Putin har bekræftet det tættere samarbejde, mens rapporter har fremhævet Nordkoreas militære bånd til Moskva og den kamperfaring, der kan følge med dem.

Udviklingen mindsker Kims afhængighed af de sanktionslettelser, som tidligere var en del af den diplomatiske handel. Den gør også en forhandling om våbenkontrol – hvor den fremtidige vækst begrænses, mens Nordkoreas eksisterende arsenal indirekte accepteres – mere attraktiv for Pyongyang end en tilbagevenden til et krav om øjeblikkelig og fuldstændig afvikling.

Hvad betyder det for et muligt Trump-Kim-møde?

Trump har sagt, at Kim har svaret på hans henvendelser, men han har ikke oplyst, hvad svaret indeholdt, eller om parterne er enige om en forhandlingsdagsorden. Nedskaleringen af øvelsen kan skabe en åbning, men den løser ikke den grundlæggende uenighed.

Washington og Seoul skal i så fald afgøre, om de kan støtte en midlertidig fastfrysning med gensidige indrømmelser, samtidig med at atomafvikling fastholdes som det langsigtede mål. Pyongyang skal på sin side acceptere kontrollerbare begrænsninger i stedet for at kræve anerkendelse som atomvåbenstat uden reelle restriktioner. Nordkoreas modvilje mod at genoptage samtaler siden 2019 gør udfaldet usikkert.

Den umiddelbare lære handler derfor mindre om et nært forestående diplomatisk gennembrud end om asymmetrisk forhandling. Washington og Seoul undersøger muligheder for at mindske spændingerne, mens Pyongyang konfronterer Seoul, holder en betinget kanal til Washington åben og forhandler fra en militært stærkere position end under den tidligere Trump-Kim-proces.