Hvorfor angreb Israel Abu al-Duhur-flybasen – og hvad havde Tyrkiet med det at gøre?

Otte luftangreb ramte Syriens militære flybase Abu al-Duhur i det østlige Idlib tidligt tirsdag den 18. august. Syriske statsmedier oplyste, at angrebene beskadigede landingsbanen og lagerfaciliteter, mens andre rapporter også nævnte hangarer. Der blev ikke meldt om dræbte eller sårede.

Israel kommenterede ikke offentligt angrebet i første omgang. Senere samme aften oplyste den israelske premierministers kontor, at operationen skulle forhindre en tyrkisk militær opbygning på stedet. Ifølge den israelske forklaring havde Damaskus ignoreret gentagne advarsler mod en mulig tyrkisk troppeudstationering.

Hvad blev ramt på Abu al-Duhur?

De rapporterede mål var flybasens landingsbane og lagerfaciliteter samt ifølge nogle kilder flere hangarer. Skaderne blev beskrevet som materielle, og der blev ikke rapporteret om tab af menneskeliv.

Abu al-Duhur var tidligere en syrisk militærflyveplads, men havde i flere år ikke været i drift som egentlig militærbase. Anlægget ligger ifølge rapporterne omkring 70 kilometer fra den tyrkiske grænse og skiftede hænder flere gange under den syriske borgerkrig.

På tidspunktet for angrebet blev basen beskrevet som ude af drift, selv om styrker under det syriske forsvarsministerium var til stede. Den aktuelle betydning knyttede sig især til planer om at sætte landingsbanen i stand og muligvis genaktivere anlægget.

Hvorfor var den tyrkiske delegation vigtig?

Angrebene fulgte efter et rapporteret besøg af en tyrkisk militærdelegation. Delegationen skulle have inspiceret flyvepladsen som led i forberedelser til at rehabilitere landingsbanerne og vurdere, om basen igen kunne bruges militært.

Tidspunktet skabte en tydelig forbindelse mellem Tyrkiets voksende forsvarssamarbejde med Damaskus og Israels beslutning om at angribe. De tilgængelige oplysninger underbygger rækkefølgen af begivenhederne, men fastslår ikke uafhængigt den præcise størrelse, tidsplan eller endelige status for en eventuel tyrkisk udstationering.

Israels senere forklaring gjorde forbindelsen direkte. Premierministerens kontor sagde, at Syrien var tæt på at bryde en aftalt sikkerhedsmæssig status quo ved at tillade tyrkiske styrker at blive udstationeret på en flybase nær Aleppo. Israel havde ifølge erklæringen gentagne gange advaret Damaskus mod et sådant skridt.

Israels begrundelse

Det israelske militær afviste først at kommentere angrebet. Den senere erklæring fra premierministerens kontor fremstillede operationen som et forebyggende indgreb mod en mulig tyrkisk militær tilstedeværelse – ikke som et svar på tab eller et umiddelbart angreb fra Abu al-Duhur.

Dette er Israels egen begrundelse. Offentlig rapportering bekræfter ikke uafhængigt de konkrete udstationeringsplaner, som Israel sagde, at landet forsøgte at standse. Den tyrkiske forbindelse er derfor central for forståelsen af sagen, men stadig ikke fuldt dokumenteret i det offentlige materiale.

Sådan reagerede Syrien, USA og Tyrkiet

Syrien

Syriens udenrigsministerium fordømte angrebet som en åbenlys krænkelse af landets suverænitet og territoriale integritet. Damaskus kaldte angrebene en farlig eskalering, der undergravede bestræbelserne på at stabilisere Syrien, og oplyste, at landet ville søge handling i FN's Sikkerhedsråd.

USA

Tom Barrack, USA's særlige præsidentudsending for Syrien og Irak samt ambassadør i Tyrkiet, kaldte de bekræftede israelske angreb en »unødvendig eskalering«, der ikke fremmede regional stabilitet. Han forsvarede samtidig Ahmed al-Sharas interimregering og sagde, at den ikke havde indtaget en aggressiv linje eller opretholdt stedfortræderstyrker. I stedet stod regeringen ifølge Barrack over for store udfordringer efter krigen og forsøgte at fremme en afspænding.

Barrack sagde, at episoden viste behovet for en direkte kommunikationskanal mellem Israel, Tyrkiet og Syrien. Washington arbejdede på at etablere en sådan mekanisme for at forebygge militære misforståelser og utilsigtede sammenstød. Han oplyste også, at Tyrkiet ikke var blevet advaret på forhånd og havde observeret fly bevæge sig nordpå mod tyrkisk territorium.

Tyrkiet og arabiske lande

Tyrkiet fordømte angrebet, og det samme gjorde Jordan, Egypten, Saudi-Arabien, Qatar og Kuwait. Regeringerne advarede om, at angreb på syrisk territorium kunne forværre den regionale ustabilitet.

Hvad siger angrebet om Syriens fremtid?

Angrebet på Abu al-Duhur samlede flere uafklarede spørgsmål om Syriens fremtid efter krigen i én hændelse. Damaskus og Ankara arbejder på et tættere militært og institutionelt samarbejde, herunder ifølge rapporterne planer om at genoprette en tidligere syrisk flybase. Israel forsøger samtidig at forhindre, at militære kapaciteter, som landet opfatter som en trussel, får fodfæste nær dets sikkerhedsperimeter.

Sammenstødet er særligt følsomt, fordi både Tyrkiet og Israel har stor indflydelse i Syrien, mens Washington forsøger at støtte et stabilt og samlet Syrien og fremme en afspænding mellem Israel og Syrien. Barracks opfordring til en trepartsmekanisme for at undgå militære sammenstød viste, hvor hurtigt et angreb på et anlæg, der ikke var i aktiv brug, kan skabe risiko for konfrontation mellem flere stater.

De sikreste oplysninger er begrænsede, men væsentlige: Abu al-Duhur blev ramt af otte angreb den 18. august, landingsbanen og anden infrastruktur blev beskadiget, der blev ikke meldt om tab, og Israel sagde senere, at operationen skulle forhindre en tyrkisk militær udstationering. Det uafklarede spørgsmål er, om genopbygningen af basen var tegn på en nært forestående tyrkisk udstationering eller blot en indledende vurdering. Den usikkerhed er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor sagen fortsat er politisk omstridt.