Hormuz-krisen handler ikke længere kun om olie – men om prisen på at få varer frem

Hormuz-krisen kan ikke længere beskrives som en almindelig stigning i olieprisen. Den er blevet et chok for leveringsomkostningerne: Den pris, som købere i sidste ende betaler for energi og importerede varer, når tankskibsfragt, krigsrisikoforsikring, længere sejladser, dyrere erstatningsolie og knap skibskapacitet regnes med.

Det forklarer, hvordan et land fortsat kan have brændstof på tankstationerne, men samtidig opleve dyrere transport, et svækket handelsbalance og et bredere inflationspres.

Fra olieforstyrrelse til flaskehals for skibsfarten

Hormuzstrædet er normalt en afgørende rute for eksporten af olie, gas og andre råvarer fra Golfen. Efter konflikten og angrebene på handelsskibe faldt trafikken gennem strædet fra mere end 100 skibe om dagen før krigen til en næsten symbolsk trafik i den første fase af forstyrrelsen. Den 17. juli passerede blot tre handelsskibe på én dag ifølge skibsdata omtalt af Reuters. I august lå gennemsnittet over fem dage på omkring 13 skibe – tæt på det laveste niveau i tre måneder.

Den økonomiske effekt handler dog om mere end de tønder olie, der ikke kommer frem. Når skibe undgår farvandet, venter uden for Golfen eller nægter at sejle ind uden en særlig beskyttelse, mister markedet effektiv tankerkapacitet. De skibe, der stadig er til rådighed, skal sejle længere, bruge mere tid på hver rejse og betale højere udgifter til sikkerhed og forsikring.

Et skib kan derfor godt være fysisk tilgængeligt, men stadig være for dyrt eller for risikabelt til rent faktisk at betjene ruten.

Fragtpriserne viser, hvor hurtigt risikoen bliver til en råvareomkostning. Tidligt i konflikten steg raterne for meget store råolietankere fra Mellemøsten til Kina til over 400.000 dollar om dagen. Den ekstra regning lægges oven i den officielle oliepris og bliver ikke nødvendigvis afspejlet fuldt ud i selve oliebenchmarket.

Hvorfor Brent-prisen alene undervurderer chokket

Brent er en vigtig referencepris, men den er ikke den pris, et raffinaderi eller en importør i sidste ende betaler. Den samlede leveringspris kan også omfatte:

• tankskibsfragt og brændstof til skibet;
• krigsrisikoforsikring og sikkerhedsgebyrer;
• længere sejladser og lavere udnyttelse af skibene;
• pristillæg for andre oliekvaliteter og fjernere leverandører; samt
• finansierings-, lager- og logistikkostnader som følge af usikkerheden.

Derfor kan en forholdsvis moderat ændring i den officielle oliepris godt eksistere side om side med en langt kraftigere stigning i omkostningen ved at få råolie frem til Asien. Forstyrrelsen ændrer ikke kun markedets prissignal, men også forsyningens geografi og pålidelighed.

Asiatiske raffinaderier har derfor søgt uden for Golfen. Japans regering har meldt om fremskridt med at sikre råolie fra USA, herunder Alaska, samt fra Latinamerika, Asien og Stillehavsområdet, Centralasien, Afrika og Canada. Andre asiatiske raffinaderier købte også amerikansk olie til senere levering, mens Hormuzstrædet fortsat reelt var lukket.

Tiltagene sikrer, at olien fortsat kan skaffes fysisk. Men den nye tønde olie er ikke økonomisk det samme som den gamle. En længere rute og et mere kompliceret indkøbsnetværk kan holde raffinaderierne i drift, samtidig med at et varigt tillæg for sikkerhed og afstand bliver indbygget i forsyningskæden.

Chokket rammer også containerskibe

De maritime risici påvirker ikke kun olietankere. De rammer også containertransporten. Reuters rapporterede, at containerpriserne fra Asien til USA var fordoblet efter konfliktens begyndelse, mens priserne på skibsbrændstof var steget 55 procent. Data fra Xeneta, omtalt i juni, viste stigninger i spotraterne på 192 procent på ruter fra Asien til USA og 106 procent til Nordeuropa. Omkring 10 procent af den globale containerflåde var berørt af forstyrrelsen.

Det er vigtigt, fordi containertransport dækker langt mere end energi. Dyrere søfragt og brændstof kan slå igennem i leveringsprisen på elektronik, tøj, maskiner, fødevareingredienser og industrikomponenter.

Importører kan i en periode absorbere noget af stigningen, genforhandle kontrakter eller fremrykke leverancer. Men en langvarig forstyrrelse vil før eller siden lægge pres på virksomhedernes avancer og forbrugerpriserne.

Smittekæden ser typisk sådan ud:

1. Konflikten begrænser den sikre passage gennem flaskehalsen.
2. Skibe omlægges, venter eller kræver højere betaling for at sejle.
3. Fragt, forsikring og brændstof bliver dyrere.
4. Importører betaler mere for både energi og industrivarer.
5. Højere inputomkostninger bevæger sig gennem logistik, produktion og detailhandel.

Det betyder ikke, at alle lande får den samme inflation eller oplever den samme fysiske mangel. Det betyder, at den globale handels omkostningsstruktur bliver dyrere og mindre forudsigelig.

Japan er det tydeligste eksempel

Japan viser, hvordan chokket bevæger sig fra maritim sikkerhed til nationale økonomiske nøgletal. Landet er stærkt afhængigt af importeret energi, og omkring 93 procent af Japans olieimport passerer normalt gennem Hormuzstrædet, ifølge Center for Strategic and International Studies.

Japans import steg i juni med 25,4 procent i forhold til året før til rekordhøje 11,3 billioner yen. Eksporten steg 19,3 procent til 10,9 billioner yen, men importen voksede hurtigere og efterlod landet med et handelsunderskud på 406,9 milliarder yen.

Sammensætningen af regningen er særlig sigende. Japan importerede 13,7 procent mindre råolie målt i volumen end året før, men værdien af indkøbene steg 59,3 procent, fordi enhedsprisen målt i yen nåede et rekordniveau. Samtidig steg den toldbehandlede importpris for råolie til 117.684 yen pr. kiloliter i juni – det højeste niveau siden sammenlignelige optegnelser begyndte i 1979.

Det er netop kendetegnet ved en krise i leveringsomkostningerne: Færre tønder kan stadig give en langt større importregning, når pris, valuta og logistik alle udvikler sig ugunstigt for køberen.

Presset rammer ikke kun energisektoren. En undersøgelse omtalt af Oilprice.com viste, at omkring 90 procent af japanske virksomheder oplevede, at stigende energipriser havde en negativ effekt. Dyrere råolie og raffinerede brændstoffer kan ramme transportfirmaer, forsyningsselskaber, producenter, distributører og husholdninger på samme tid.

Hvad betyder det for lande, der importerer brændstof?

Lande, der ligger langt fra Golfen, kan mærke chokket, selv hvis de ikke er direkte afhængige af råolie gennem Hormuzstrædet. Australien kan eksempelvis blive påvirket gennem importeret raffineret brændstof, asiatiske raffinaderipriser, højere skibsomkostninger og valutaudsving – også selv om tankstationerne fortsat er forsynet.

Den forskel er vigtig for både politikere og virksomheder. Et land kan undgå rationering og stadig få højere priser på benzin, diesel, flybrændstof og godstransport. Derefter kan omkostningerne brede sig til landbrug, byggeri, vejtransport og detailhandel.

Fysisk tilgængelighed er altså ikke det samme som overkommelig pris eller stabile priser.

Effekten afhænger blandt andet af lagerbeholdninger, raffinaderikapacitet, kontraktvilkår, valutakurs og adgang til alternative leverandører. De tilgængelige kilder understøtter en klar transmissionsmekanisme, men de viser ikke, at alle økonomier nødvendigvis får præcis samme inflationsforløb.

Lagre og nye ruter køber tid – men genskaber ikke normalen

Regeringer kan dæmpe den umiddelbare risiko ved at frigive strategiske lagre, omdirigere laster og udvide leverandørnetværkene. Japan begyndte at frigive olielagre og søge alternative importkilder efter den reelt lukkede passage. Landet brugte både sine reserver og eksisterende indkøbsrelationer for at begrænse panik og opretholde forsyningen.

Tiltagene er værdifulde, men midlertidige. Lagrene svinder, når de bruges. Fjernere leverandører kræver længere transporttid og kan konkurrere om de samme skibe. Nye ruter kan desuden støde på deres egne kapacitetsbegrænsninger, mens forsikrings- og sikkerhedsomkostningerne forbliver høje, så længe farvandet er usikkert.

Selv en diplomatisk aftale eller en delvis genåbning vil ikke nødvendigvis få skibsfarten tilbage til normalen med det samme. En vurdering fra juli pegede på, at miner, krigsrisikoforsikring og manglende tillid fortsat ville påvirke tankskibenes tilbagevenden. Data for containerskibsfarten tydede ligeledes på, at en fuld genopretning af de globale forsyningsnetværk kunne tage måneder – selv i et bedst tænkeligt genåbningsscenarie.

Den bredere lektie for energisikkerheden

Hormuz-krisen viser, at energisikkerhed ikke er et enten-eller-spørgsmål. En forsyningskæde kan undgå en direkte mangel og stadig blive ramt af et stort økonomisk chok, fordi erstatningsforsyningen er langsommere, kommer længere væk fra og er dyrere at forsikre.

For markeder og beslutningstagere er det derfor ikke nok at se på Brent-prisen eller antallet af tilgængelige tønder. Det afgørende mål er den samlede leveringspris for at flytte energi og varer fra producent til køber.

Strategiske lagre, flere leverandører og en omlægning af logistikken kan sikre, at varerne fortsat er tilgængelige. Men de kan ikke fuldt ud genskabe effektiviteten i en kort og velafprøvet søvej, mens flaskehalsen fortsat reelt er lukket.

Det er sådan, en oliekrise bliver til en global krise for transportomkostninger og inflation.