Mohebbi fremhævede samtidig en institutionel forskel: IRGC er ifølge hans beskrivelse en militær- og sikkerhedsorganisation, ikke Irans officielle diplomatiske kanal. Diplomati skal føres gennem statens autoriserede institutioner. Det svækker dermed ideen om, at en uofficiel kontakt til IRGC skulle kunne erstatte forhandlinger gennem Irans formelle system.

Udenrigsministeriets talsmand, Esmaeil Baghaei, afviste særskilt meldinger om uofficiel kontakt gennem embedsmænd i Irakisk Kurdistan og om et hemmeligt USA-Iran-møde i Erbil. Iranske embedsmænd fremstillede rapporterne som en del af en bredere psykologisk eller hybrid krigsførelse, der skulle skabe splittelse, fremstille Iran som svagt og påvirke offentligheden.

Påstande om, at historierne specifikt skulle være rettet mod olie- eller energipriser, er iranske embedsmænds beskyldninger og ikke uafhængigt bekræftede konklusioner.

Hvorfor forhandlingerne er gået i stå

Benægtelserne kom samtidig med, at Iran nægtede at genoptage direkte forhandlinger med USA. Araghchi sagde, at der fortsat blev udvekslet beskeder gennem mellemled, men at Teheran ikke ville vende tilbage til direkte samtaler, så længe Washington ifølge Iran brød aftalen fra juni.

Aftalememorandummet fra 17. juni, underskrevet af Trump og den iranske præsident Masoud Pezeshkian, etablerede en midlertidig ramme for en våbenhvile, Irans atomprogram, økonomisk lettelse og Hormuzstrædet. Aftalen gav parterne 60 dage til at forhandle en endelig løsning, men de tilgængelige rapporter viser ikke, at den førte til et varigt forlig eller en færdig opfølgende aftale.

Iran har knyttet en bredere aftale til flere krav, herunder:

• stop for angreb og det, Teheran beskriver som amerikanske brud på aftaler,
• kompensation for krigens skader,
• frigivelse af indefrosne iranske midler,
• tilbagetrækning af amerikanske styrker,
• samt begrænsninger for amerikanske og israelsk-tilknyttede skibe.

Nogle kilder fremstiller disse krav som den iranske ledelses samlede position snarere end som krav fremsat specifikt af Mohebbi. De bør derfor ikke læses som én talsmands fuldstændige forhandlingsprogram.

Oman-sporet handler om skibsruter – ikke USA-forhandlinger

De separate drøftelser mellem Iran og Oman udgør ikke direkte USA-Iran-forhandlinger. Araghchi beskrev dem som tekniske samtaler om maritime ruter og håndteringen af skibstrafikken i Hormuzstrædet. Et arrangement med Oman kunne ifølge ham komme på plads uden automatisk at åbne strædet fuldt ud.

Fuld genåbning ville fortsat afhænge af yderligere amerikanske indrømmelser. Det er en vigtig skelnen, fordi Hormuzstrædet er tæt forbundet med den bredere konflikt og den globale skibsfart. Iran fastholdt, at strædet ikke ville blive åbnet helt, før Washington opfyldte landets betingelser, mens rapporter samtidig beskrev, at endnu et skib var blevet ramt i området.

En hård hjemlig linje

Irans retschef, Gholam-Hossein Mohseni Ejei, opfordrede til national samhørighed, hurtige beslutninger under krigen og modstand mod amerikansk pres. Udtalelserne passede ind i de iranske myndigheders bredere beskrivelse af konflikten som et pres fra flere sider – militært, økonomisk, mediemæssigt og inden for den nationale sikkerhed.

Det tilgængelige kildemateriale understøtter dog ikke, at Ejei specifikt opfordrede til lydighed over for den tidligere øverste leder Ali Khamenei. Andre af de foreliggende rapporter omtaler Mojtaba Khamenei som Irans øverste leder i dette scenarie. Den forskel er væsentlig, når dokumenterede udtalelser skal adskilles fra formuleringer, der er tilføjet i sekundære opsummeringer.

Hvad striden fortæller

Kontroversen beviser ikke, at der fandtes en hemmelig, fungerende fredskanal mellem USA og IRGC. Den viser snarere, at Washington angiveligt undersøgte en alternativ vej til Irans militære ledelse, mens Teheran offentligt afviste kanalen og krævede konkrete indrømmelser, før diplomatiet kunne genoptages.

Tre problemer står særligt tydeligt frem:

• Tillid: Iran siger, at USA brød aftalememorandummet fra juni, mens amerikanske udmeldinger fortsat har hævdet fremskridt eller kontrol, som Teheran bestrider.
• Mandat: Det amerikanske forsøg på angiveligt at komme i direkte kontakt med IRGC afspejler usikkerhed om, hvorvidt Irans formelle forhandlere kunne levere tilsagn, som landets militære establishment ville acceptere.
• Rækkefølge: Iran ser kompensation, lempelser, tilbagetrækning af amerikanske styrker og betingelserne for en genåbning af Hormuz som forudsætninger. USA har i stedet søgt fremskridt med våbenhvile og sejlads først.

Så længe parterne er uenige om mandat, rækkefølge og håndhævelse, siger historierne om hemmelige kanaler mere om den gensidige mistillid end om et reelt diplomatisk gennembrud.

Mohebbi fremhævede samtidig en institutionel forskel: IRGC er ifølge hans beskrivelse en militær- og sikkerhedsorganisation, ikke Irans officielle diplomatiske kanal. Diplomati skal føres gennem statens autoriserede institutioner. Det svækker dermed ideen om, at en uofficiel kontakt til IRGC skulle kunne erstatte forhandlinger gennem Irans formelle system.

Udenrigsministeriets talsmand, Esmaeil Baghaei, afviste særskilt meldinger om uofficiel kontakt gennem embedsmænd i Irakisk Kurdistan og om et hemmeligt USA-Iran-møde i Erbil. Iranske embedsmænd fremstillede rapporterne som en del af en bredere psykologisk eller hybrid krigsførelse, der skulle skabe splittelse, fremstille Iran som svagt og påvirke offentligheden.

Påstande om, at historierne specifikt skulle være rettet mod olie- eller energipriser, er iranske embedsmænds beskyldninger og ikke uafhængigt bekræftede konklusioner.

Hvorfor forhandlingerne er gået i stå

Benægtelserne kom samtidig med, at Iran nægtede at genoptage direkte forhandlinger med USA. Araghchi sagde, at der fortsat blev udvekslet beskeder gennem mellemled, men at Teheran ikke ville vende tilbage til direkte samtaler, så længe Washington ifølge Iran brød aftalen fra juni.

Aftalememorandummet fra 17. juni, underskrevet af Trump og den iranske præsident Masoud Pezeshkian, etablerede en midlertidig ramme for en våbenhvile, Irans atomprogram, økonomisk lettelse og Hormuzstrædet. Aftalen gav parterne 60 dage til at forhandle en endelig løsning, men de tilgængelige rapporter viser ikke, at den førte til et varigt forlig eller en færdig opfølgende aftale.

Iran har knyttet en bredere aftale til flere krav, herunder:

• stop for angreb og det, Teheran beskriver som amerikanske brud på aftaler,
• kompensation for krigens skader,
• frigivelse af indefrosne iranske midler,
• tilbagetrækning af amerikanske styrker,
• samt begrænsninger for amerikanske og israelsk-tilknyttede skibe.

Nogle kilder fremstiller disse krav som den iranske ledelses samlede position snarere end som krav fremsat specifikt af Mohebbi. De bør derfor ikke læses som én talsmands fuldstændige forhandlingsprogram.

Oman-sporet handler om skibsruter – ikke USA-forhandlinger

De separate drøftelser mellem Iran og Oman udgør ikke direkte USA-Iran-forhandlinger. Araghchi beskrev dem som tekniske samtaler om maritime ruter og håndteringen af skibstrafikken i Hormuzstrædet. Et arrangement med Oman kunne ifølge ham komme på plads uden automatisk at åbne strædet fuldt ud.

Fuld genåbning ville fortsat afhænge af yderligere amerikanske indrømmelser. Det er en vigtig skelnen, fordi Hormuzstrædet er tæt forbundet med den bredere konflikt og den globale skibsfart. Iran fastholdt, at strædet ikke ville blive åbnet helt, før Washington opfyldte landets betingelser, mens rapporter samtidig beskrev, at endnu et skib var blevet ramt i området.

En hård hjemlig linje

Irans retschef, Gholam-Hossein Mohseni Ejei, opfordrede til national samhørighed, hurtige beslutninger under krigen og modstand mod amerikansk pres. Udtalelserne passede ind i de iranske myndigheders bredere beskrivelse af konflikten som et pres fra flere sider – militært, økonomisk, mediemæssigt og inden for den nationale sikkerhed.

Det tilgængelige kildemateriale understøtter dog ikke, at Ejei specifikt opfordrede til lydighed over for den tidligere øverste leder Ali Khamenei. Andre af de foreliggende rapporter omtaler Mojtaba Khamenei som Irans øverste leder i dette scenarie. Den forskel er væsentlig, når dokumenterede udtalelser skal adskilles fra formuleringer, der er tilføjet i sekundære opsummeringer.

Hvad striden fortæller

Kontroversen beviser ikke, at der fandtes en hemmelig, fungerende fredskanal mellem USA og IRGC. Den viser snarere, at Washington angiveligt undersøgte en alternativ vej til Irans militære ledelse, mens Teheran offentligt afviste kanalen og krævede konkrete indrømmelser, før diplomatiet kunne genoptages.

Tre problemer står særligt tydeligt frem:

• Tillid: Iran siger, at USA brød aftalememorandummet fra juni, mens amerikanske udmeldinger fortsat har hævdet fremskridt eller kontrol, som Teheran bestrider.
• Mandat: Det amerikanske forsøg på angiveligt at komme i direkte kontakt med IRGC afspejler usikkerhed om, hvorvidt Irans formelle forhandlere kunne levere tilsagn, som landets militære establishment ville acceptere.
• Rækkefølge: Iran ser kompensation, lempelser, tilbagetrækning af amerikanske styrker og betingelserne for en genåbning af Hormuz som forudsætninger. USA har i stedet søgt fremskridt med våbenhvile og sejlads først.

Så længe parterne er uenige om mandat, rækkefølge og håndhævelse, siger historierne om hemmelige kanaler mere om den gensidige mistillid end om et reelt diplomatisk gennembrud.