Trump sagde senere, at udenrigs- og finansministeriet arbejdede på at fjerne de sanktioner, der blev indført i 2020. Men sanktionslettelser og adgang til F-35-programmet er to forskellige spørgsmål. En ophævelse af sanktionerne vil ikke i sig selv fjerne det lovbestemte forbud mod at overføre flyene.

Hvorfor blev Tyrkiet fjernet fra programmet?

Konflikten begyndte, da Tyrkiet i 2019 købte Ruslands S-400-luftforsvarssystem. Washington argumenterede for, at et russisk system i drift side om side med F-35 ville skabe sikkerheds- og interoperabilitetsrisici – især fordi følsomme oplysninger om flyets kapacitet kunne blive udsat. Købet førte både til Tyrkiets udelukkelse fra F-35-programmet og til amerikanske sanktioner under loven Countering America's Adversaries Through Sanctions Act, normalt omtalt som CAATSA.

Tyrkiet var partner i F-35-programmet og havde planlagt at købe mindst 100 fly. Landet havde efter rapporterne investeret omkring 1,4 milliarder dollar, før det blev udelukket.

Den juridiske hindring, Trump ikke kan fjerne alene

Afsnit 1245 i den amerikanske forsvarsbudgetlov for finansåret 2020 forbyder overførsel af F-35-fly til Tyrkiet. Regeringen kan kun dispensere fra forbuddet, hvis den først kan bekræfte, at Tyrkiet ikke længere råder over S-400-systemet eller tilhørende udstyr, har givet troværdige garantier for ikke at anskaffe systemet igen og ikke har foretaget et andet russisk forsvarskøb, der øger risikoen for F-35-flyets kapacitet og systemer. En dispensation kan først træde i kraft efter en periode på 90 dage.

En præsidentiel meddelelse er derfor ikke nok til at gennemføre et salg. I et brev til Kongressen i juli skrev udenrigsministeriet, at Tyrkiet endnu ikke havde opfyldt de juridiske betingelser for at modtage F-35-fly.

Kongressen er samtidig en væsentlig begrænsning. Amerikanske lovgivere har udtrykt alvorlig bekymring over et salg, og lovgivningen betyder, at regeringen ikke blot kan sidestille sanktionslettelser med en tyrkisk tilbagevenden til programmet.

Hvad er uklart om S-400-systemerne?

Det afgørende spørgsmål er, om Tyrkiet reelt er ophørt med at have S-400-systemet i sin besiddelse – ikke blot om missilerne er inaktive eller opbevaret. Den amerikanske lov henviser til besiddelse af systemet og tilhørende udstyr og kræver desuden garantier mod en ny russisk anskaffelse.

Der har været omtale af, at Tyrkiet kunne overføre eller på anden måde afhænde systemerne. De foreliggende kilder dokumenterer dog ikke en endelig, offentligt bekræftet løsning, der opfylder lovens krav. En rapport fra august beskrev F-35-købet som fastlåst, fordi S-400-spørgsmålet stadig ikke var løst.

Indtil Ankaras status er afklaret, og de nødvendige amerikanske certificeringer er udstedt, er Trumps løfte derfor først og fremmest et udgangspunkt for forhandlinger – ikke en aftale, der kan udløse en F-35-leverance.

Erdoğans bredere regionale dagsorden

F-35-striden udspiller sig samtidig med Erdoğans forsøg på at fremstille Tyrkiet både som NATO-allieret og som en selvstændig regional sikkerhedsmagt. I august underskrev Tyrkiet, Saudi-Arabien og Pakistan Mecca Joint Defense Agreement. Aftalen fastslår, at et væbnet angreb på ét af landene skal betragtes som et angreb på dem alle og skaber dermed en ramme for kollektivt forsvar mellem de tre lande.

Tyrkiske embedsmænd har beskrevet aftalen som defensiv og ikke rettet mod Iran eller et andet bestemt land. Erdoğan har sagt, at rammen er åben for flere regionale deltagere, og at visionen ikke er begrænset til de tre oprindelige underskrivere. Egypten er i omtalen blevet nævnt som et muligt mål for diplomatisk kontakt, men de foreliggende kilder beskriver ikke landet som et bekræftet medlem.

De tilgængelige oplysninger understøtter Erdoğans bredere fokus på regionalt sikkerhedssamarbejde og større regionalt ansvar. De dokumenterer derimod ikke konkrete nye tilsagn om et besøg i Syrien, bestemte støtteordninger til Syrien eller en fastlagt pakke for genopbygningen af Gaza. De påstande bør derfor holdes adskilt fra de dokumenterede udviklinger om F-35 og Mecca-aftalen.

Konklusionen

Erdoğan siger, at Trump har lovet Tyrkiet en vej tilbage til F-35-programmet. Trump har lovet at ophæve sanktionerne og signaleret, at et salg kan komme på tale. Men Tyrkiet har endnu ikke overvundet den vigtigste hindring: Amerikansk lov kræver, at landet ikke længere råder over S-400-systemet, og udenrigsministeriet har sagt, at de juridiske betingelser ikke er opfyldt.

Der er derfor fortsat afstand mellem den politiske retorik og den juridiske virkelighed. En tyrkisk tilbagevenden vil kræve en verificerbar løsning på S-400-spørgsmålet, formelle amerikanske certificeringer og et salg, der kan modstå Kongressens kontrol – ikke blot et løfte fremsat på et NATO-topmøde.

Trump sagde senere, at udenrigs- og finansministeriet arbejdede på at fjerne de sanktioner, der blev indført i 2020. Men sanktionslettelser og adgang til F-35-programmet er to forskellige spørgsmål. En ophævelse af sanktionerne vil ikke i sig selv fjerne det lovbestemte forbud mod at overføre flyene.

Hvorfor blev Tyrkiet fjernet fra programmet?

Konflikten begyndte, da Tyrkiet i 2019 købte Ruslands S-400-luftforsvarssystem. Washington argumenterede for, at et russisk system i drift side om side med F-35 ville skabe sikkerheds- og interoperabilitetsrisici – især fordi følsomme oplysninger om flyets kapacitet kunne blive udsat. Købet førte både til Tyrkiets udelukkelse fra F-35-programmet og til amerikanske sanktioner under loven Countering America's Adversaries Through Sanctions Act, normalt omtalt som CAATSA.

Tyrkiet var partner i F-35-programmet og havde planlagt at købe mindst 100 fly. Landet havde efter rapporterne investeret omkring 1,4 milliarder dollar, før det blev udelukket.

Den juridiske hindring, Trump ikke kan fjerne alene

Afsnit 1245 i den amerikanske forsvarsbudgetlov for finansåret 2020 forbyder overførsel af F-35-fly til Tyrkiet. Regeringen kan kun dispensere fra forbuddet, hvis den først kan bekræfte, at Tyrkiet ikke længere råder over S-400-systemet eller tilhørende udstyr, har givet troværdige garantier for ikke at anskaffe systemet igen og ikke har foretaget et andet russisk forsvarskøb, der øger risikoen for F-35-flyets kapacitet og systemer. En dispensation kan først træde i kraft efter en periode på 90 dage.

En præsidentiel meddelelse er derfor ikke nok til at gennemføre et salg. I et brev til Kongressen i juli skrev udenrigsministeriet, at Tyrkiet endnu ikke havde opfyldt de juridiske betingelser for at modtage F-35-fly.

Kongressen er samtidig en væsentlig begrænsning. Amerikanske lovgivere har udtrykt alvorlig bekymring over et salg, og lovgivningen betyder, at regeringen ikke blot kan sidestille sanktionslettelser med en tyrkisk tilbagevenden til programmet.

Hvad er uklart om S-400-systemerne?

Det afgørende spørgsmål er, om Tyrkiet reelt er ophørt med at have S-400-systemet i sin besiddelse – ikke blot om missilerne er inaktive eller opbevaret. Den amerikanske lov henviser til besiddelse af systemet og tilhørende udstyr og kræver desuden garantier mod en ny russisk anskaffelse.

Der har været omtale af, at Tyrkiet kunne overføre eller på anden måde afhænde systemerne. De foreliggende kilder dokumenterer dog ikke en endelig, offentligt bekræftet løsning, der opfylder lovens krav. En rapport fra august beskrev F-35-købet som fastlåst, fordi S-400-spørgsmålet stadig ikke var løst.

Indtil Ankaras status er afklaret, og de nødvendige amerikanske certificeringer er udstedt, er Trumps løfte derfor først og fremmest et udgangspunkt for forhandlinger – ikke en aftale, der kan udløse en F-35-leverance.

Erdoğans bredere regionale dagsorden

F-35-striden udspiller sig samtidig med Erdoğans forsøg på at fremstille Tyrkiet både som NATO-allieret og som en selvstændig regional sikkerhedsmagt. I august underskrev Tyrkiet, Saudi-Arabien og Pakistan Mecca Joint Defense Agreement. Aftalen fastslår, at et væbnet angreb på ét af landene skal betragtes som et angreb på dem alle og skaber dermed en ramme for kollektivt forsvar mellem de tre lande.

Tyrkiske embedsmænd har beskrevet aftalen som defensiv og ikke rettet mod Iran eller et andet bestemt land. Erdoğan har sagt, at rammen er åben for flere regionale deltagere, og at visionen ikke er begrænset til de tre oprindelige underskrivere. Egypten er i omtalen blevet nævnt som et muligt mål for diplomatisk kontakt, men de foreliggende kilder beskriver ikke landet som et bekræftet medlem.

De tilgængelige oplysninger understøtter Erdoğans bredere fokus på regionalt sikkerhedssamarbejde og større regionalt ansvar. De dokumenterer derimod ikke konkrete nye tilsagn om et besøg i Syrien, bestemte støtteordninger til Syrien eller en fastlagt pakke for genopbygningen af Gaza. De påstande bør derfor holdes adskilt fra de dokumenterede udviklinger om F-35 og Mecca-aftalen.

Konklusionen

Erdoğan siger, at Trump har lovet Tyrkiet en vej tilbage til F-35-programmet. Trump har lovet at ophæve sanktionerne og signaleret, at et salg kan komme på tale. Men Tyrkiet har endnu ikke overvundet den vigtigste hindring: Amerikansk lov kræver, at landet ikke længere råder over S-400-systemet, og udenrigsministeriet har sagt, at de juridiske betingelser ikke er opfyldt.

Der er derfor fortsat afstand mellem den politiske retorik og den juridiske virkelighed. En tyrkisk tilbagevenden vil kræve en verificerbar løsning på S-400-spørgsmålet, formelle amerikanske certificeringer og et salg, der kan modstå Kongressens kontrol – ikke blot et løfte fremsat på et NATO-topmøde.