USA-Iran-aftalen udløb uden klar forlængelse – og presset stiger

Det 60 dage lange aftalegrundlag ser ud til at være udløbet uden en bekræftet, fælles annonceret forlængelse eller en varig afløseraftale. I praksis har det betydet en tilbagevenden til tvangsdiplomati: øget militært og retorisk pres, større risiko for skibstrafikken gennem Hormuzstrædet og en væsentligt vanskeligere vej til en løsning med international opbakning.

Et aftalegrundlag uden tydelig håndhævelse

Memorandummet var tænkt som en ramme, der både skulle understøtte en våbenhvile og bane vej for forhandlinger om Irans atomprogram samt fri passage gennem Hormuzstrædet. Ifølge amerikanske regeringsdokumenter forpligtede Iran sig til efter bedste evne at sikre kommercielle skibes passage fra Den Persiske Golf til Omanbugten og videre ud på åbent hav.

Da parterne efterfølgende beskyldte hinanden for ikke at overholde deres forpligtelser, blev tilliden til aftalens håndhævelse svækket. Samtidig stod det uklart, hvilket mandat mæglingen fortsat havde.

Våbenhvilen begrænser ikke længere optrapningen

Den amerikanske præsident Donald Trump skal ifølge rapporter den 7. juli have erklæret, at ordningen var “forbi”. Fortsatte amerikanske angreb og Irans suspension af sine forpligtelser betød, at aftalegrundlaget ikke længere fungerede som en effektiv bremse på konflikten.

Uden en formel og gensidigt verificeret våbenhvile kan isolerede angreb, misforståelser eller hændelser til søs hurtigt udvikle sig til en bredere regional konfrontation.

Hormuzstrædet er både forhandlingskort og økonomisk risiko

Hormuzstrædet er en af verdens vigtigste maritime energiruter. Iran har hævdet, at landet kontrollerer strædet, og har ifølge den amerikanske administration truet med en mere offensiv kurs, hvis diplomatiet bryder sammen.

Selv uden en fuldstændig lukning kan den øgede usikkerhed få mærkbare konsekvenser. Krigsrisikoforsikringer kan blive dyrere, rederier kan undgå ruten, last kan blive forsinket, og oliepriserne kan få et ekstra geopolitisk risikotillæg.

Større pres på Golfstater og militære aktører

Golfstater, energiforbrugende lande og flådemagter står nu med et vanskeligt dilemma: De skal beskytte den kommercielle skibsfart uden at tage skridt, som Teheran kan fremstille som en optrapning.

Sammenbruddet øger også risikoen for angreb mod havne, tankskibe, amerikanske styrker i regionen og væbnede grupper med forbindelse til Iran.

Kan en FN-støttet aftale stadig nås?

Muligheden er ikke forsvundet, men den er blevet mindre. En troværdig ny proces vil sandsynligvis kræve en udtrykkelig våbenhvile, verificerbare regler for passage gennem Hormuzstrædet, en trinvis ordning for sanktioner og atomforpligtelser samt en klar mekanisme til at håndtere tvister. Det vil desuden kræve støtte fra FN’s Sikkerhedsråd eller en anden garant, som begge parter accepterer.

Parternes modstridende offentlige krav gør det imidlertid svært selv at nå til enighed om disse grundlæggende elementer.

Hvad betyder de sene meldinger om en forlængelse?

De bør behandles med forsigtighed, medmindre Washington og Teheran i fællesskab offentliggør aftalens vilkår, varighed og forpligtelser under en våbenhvile. Den tilgængelige rapportering peger på, at der ikke var trådt en klar afløseraftale i kraft.