Ebolaudbrud i DR Congo er nu landets dødeligste nogensinde

Det betyder ikke nødvendigvis, at selve virusset er blevet mere dødeligt. En væsentlig bekymring er, at mange patienter bliver identificeret for sent til at få effektiv behandling – og først efter at de kan have nået at smitte andre. Ifølge rapporter blev mellem 60 og 70 procent af de nye infektioner fundet blandt personer, der ikke allerede blev fulgt som kontakter. Det tyder på, at smittekæderne fortsat er svære at opspore.

Ituri er fortsat epicenter

Ituri-provinsen er centrum for udbruddet. I en vurdering fra midten af august stod provinsen for omkring 90 procent af de registrerede tilfælde og 80 procent af dødsfaldene. Den 13. august var smitten registreret i 53 af DR Congos 140 sundhedszoner fordelt på fem berørte provinser.

Geografien gør en stor forskel. Afsondrede lokalsamfund er vanskelige at nå, mens et skrøbeligt sundhedsvæsen begrænser adgangen til test, isolation og behandling. Væbnede konflikter og usikkerhed kan forhindre sundhedsarbejdere i at rejse sikkert, afbryde forsyningsruter og gøre kontaktopsporingen ufuldstændig. Befolkningens bevægelser – særligt på tværs af provins- og landegrænser – øger også risikoen for, at smitten spredes ubemærket.

Bundibugyo-virus giver færre behandlingsmuligheder

Udbruddet skyldes Bundibugyo-virus, en Ebola-art, som der i øjeblikket hverken findes en godkendt vaccine eller en specifik behandling mod. WHO oplyser, at mulige vacciner og behandlinger bliver undersøgt, men manglen på godkendte modforanstaltninger stiller sundhedsarbejderne dårligere end ved udbrud forårsaget af Zaire-ebolavirus, hvor der findes godkendte værktøjer.

Det gør tidlig diagnosticering, understøttende behandling, smitteforebyggelse, overvågning af kontakter og samarbejde med lokalsamfundene ekstra vigtigt. Indsatsen kan ikke baseres på ét medicinsk gennembrud, der alene stopper smitten.

Hvad skal indsatsen fokusere på?

FN har frigivet yderligere 30,5 millioner dollar fra sin Central Emergency Response Fund. Pengene kommer oven i tidligere støtte til DR Congo og nabolandene. FN har samtidig opfordret til at fordoble kapaciteten til sikre begravelser og tredoble behandlingskapaciteten.

De vigtigste operationelle opgaver er blandt andet at:

• udvide overvågning, laboratorietest og hurtig undersøgelse af nye tilfælde;
• opspore og følge kontakter, før de udvikler symptomer;
• øge behandlingskapaciteten og styrke smitteforebyggelsen;
• bruge genomsekventering til at klarlægge, hvordan virusset spreder sig;
• sende flere epidemiologer, klinikere og andet sundhedspersonale ud i felten; og
• samarbejde med lokalsamfundene, så isolation, behandling og sikre begravelser kan gennemføres med tillid og værdighed.

Finansiering er afgørende, men penge alene løser ikke problemet med adgang. Holdene har også brug for sikkerhed, transport, stabile forsyninger, uddannet personale og et langvarigt samarbejde med lokalsamfund, der er ramt af konflikt.

Den regionale risiko kræver fortsat overvågning

USA's smittebeskyttelsesmyndighed CDC oplyser, at den reagerer på Bundibugyo-virus i afsidesliggende områder af både DR Congo og Uganda. Myndigheden vurderer samtidig risikoen for den amerikanske befolkning og rejsende som lav. I CDC's opdatering fra 12. august var der ikke bekræftet udbrudsrelaterede tilfælde i USA.

For regionen er den fortsatte overvågning på tværs af grænser dog afgørende. Bevægelse mellem berørte områder kan gøre det sværere at fastslå, hvor en person blev smittet, og kan give uopdagede smittekæder mulighed for at fortsætte.

Ebolaindsatsen må ikke svække anden behandling

En større Ebolaindsats skaber et vanskeligt humanitært dilemma. Sundhedspersonale, transport, laboratorier og penge er begrænsede ressourcer. Hvis for mange af dem flyttes over til Ebola, kan det svække både den almindelige behandling og akutte tilbud – herunder behandling mod malaria og andre alvorlige sygdomme.

De aktuelle tal viser derfor, at krisen ikke kun handler om dødstallet. Den er også en prøve på, om sundhedsmyndigheder og hjælpeorganisationer kan finde smittede tidligere, nå sikkert frem til lokalsamfund, udvide behandlingen og samtidig holde resten af sundhedsvæsenet i gang. Den næste fase afhænger af vedvarende international støtte og et effektivt lokalt samarbejde – ikke blot af en kortvarig bevilling.