Iran brugte våbenhvilen i juni til at forberede en længere krig

Juni-aftalen mellem USA og Iran var ikke en stabil overgang fra krig til fred. Den var en begrænset midlertidig ordning, hvor uklare formuleringer skubbede de vanskeligste spørgsmål – blandt andet Irans atomprogram, sanktionslettelser og kontrollen med Hormuzstrædet – videre til en senere fase, mens begge parter forberedte sig på næste kapitel.

Den tilgængelige dokumentation peger forsigtigt på, at Iran brugte våbenhvileperioden til politisk og militær konsolidering, samtidig med at landet fortsatte diplomatiske kontakter. Den viser ikke, at alle regionale angreb blev styret gennem én hemmelig masterplan.

Aftalen skabte en pause – ikke en løsning

Islamabad-memorandummet, der blev underskrevet 17. juni, erklærede krigen for afsluttet og gav parterne 60 dage til yderligere forhandlinger. Aftalen indeholdt også planer om at genåbne Hormuzstrædet og ophæve USA's blokade af iranske havne.

Ordlyden var imidlertid angiveligt uklar på flere afgørende punkter, mens centrale uenigheder blev udskudt til en senere forhandlingsrunde. Det gjorde det muligt for Washington og Teheran at beskrive den samme aftale på vidt forskellige måder.

Amerikanske embedsmænd så våbenhvilen og bestemmelserne om skibstrafik som skridt mod en nedtrapning. Iran fremstillede dem fortsat som betingede tilsagn, der hang sammen med bredere indrømmelser fra USA.

Teheran ændrede landets sikkerhedsledelse

Det tydeligste offentlige tegn på en reorganisering kom i august. Her udnævnte den øverste leder Mojtaba Khamenei Mohsen Rezaei til sekretær for Irans Øverste Nationale Sikkerhedsråd og til sin repræsentant i rådet. Rezaei, der tidligere havde været øverstbefalende for Revolutionsgarden, afløste Mohammad Baqer Zolqadr i et organ, der koordinerer sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Dagen efter udnævnte Khamenei seks højtstående officerer til poster i de regulære væbnede styrker, Revolutionsgarden og Basij-militsen. Generalmajor Ali Abdollahi blev stabschef for de væbnede styrker, mens Ahmad Vahidi blev bekræftet som øverstbefalende for Revolutionsgarden.

Ledelsen af Irans væbnede styrker fik desuden besked på at færdiggøre integrationen af generalstaben med Khatam al-Anbiya Central Headquarters, landets vigtigste fælles operative hovedkvarter. Institute for the Study of War beskrev omlægningen som et resultat af erfaringerne fra konflikterne i 2025 og 2026.

Tiltagene viser, at Iran genopbyggede sine kommandostrukturer under krigen. De kan også have styrket Mojtaba Khameneis egen magt, men påstande om, at reorganiseringen blev gennemført i hemmelighed eller efter én fuldt koordineret plan, går længere end den offentligt tilgængelige dokumentation.

Udnævnelserne signalerede udholdenhed – ikke afvæbning

Den nye ledelse samlede erfarne Revolutionsgarde-officerer og personer med baggrund fra tidligere krige i centrale positioner. Analytikere beskrev den nye struktur som en kombination af intern sikkerhed, militær afskrækkelse, offensive muligheder og pres omkring Hormuzstrædet.

Iranske embedsmænd og statsnære kommentatorer begyndte samtidig at tale om et skifte mod en »offensiv doktrin«, herunder evnen til at handle uden for Irans grænser. Retorikken dokumenterer en hårdere erklæret linje, men er ikke i sig selv bevis på, at en bestemt fremtidig operation allerede var planlagt.

Den bredere betydning var dog tydelig: Teheran genopbyggede sin modstandskraft og sit forhandlingsmæssige pres – det afviklede ikke sin krigsmaskine i forventning om en hurtig aftale.

Regionale angreb holdt våbenhvilen under pres

Våbenhvilen blev gentagne gange svækket af militære aktioner. I juli sagde Iran, at landet havde angrebet amerikansk militær infrastruktur i Kuwait, Qatar og Bahrain efter amerikanske angreb på iranske mål. Angrebene udhulede våbenhvilen yderligere.

I august meldte USA og de Iran-allierede houthier hver for sig om nye angreb på skibsfarten, netop som forhandlingerne igen var kørt fast. Den tilgængelige rapportering forbinder angrebene med den bredere pressionskampagne, men dokumenterer ikke, at Teheran personligt beordrede hver enkelt hændelse.

Den sondring er vigtig. Iran brugte tydeligvis regionalt militært og maritimt pres som løftestang, men de offentlige oplysninger er ikke tilstrækkelige til at tilskrive al aktivitet fra allierede grupper direkte koordinering fra Iran.

Hormuz blev både militært aktiv og forhandlingskort

Hormuzstrædet var det centrale stridspunkt. Washington krævede, at Iran offentligt forpligtede sig til at standse angreb på skibe, holde alle sejlruter åbne og ikke opkræve transitafgifter. Iran afviste at opgive kontrollen over vandvejen.

I august sagde iranske embedsmænd, at strædet ville forblive lukket, medmindre Washington accepterede betingelser, der blandt andet omfattede frigivelse af indefrosne iranske midler og en afslutning på regionale konflikter. Teheran sagde også, at landet ikke ville drøfte en forlængelse af våbenhvilen, før USA vendte tilbage til den midlertidige aftale og fastlagde en tidsplan for sine forpligtelser.

Dermed blev adgang til skibsfarten mere end blot en bestemmelse i en våbenhvile. For Washington var en genåbning af Hormuz et praktisk tillidsskabende skridt. For Teheran var den et pressionsmiddel, der kunne byttes for økonomiske og politiske indrømmelser.

Derfor opfattede Washington og Teheran pausen forskelligt

Washington så tilsyneladende memorandummet som en bro til en bredere aftale: Stop angrebene, genåbn skibstrafikken, og brug forhandlingsvinduet til at løse de resterende konflikter. Iran betragtede den samme periode som en væbnet pause, hvor landet kunne genoprette sin kommandokapacitet, bevare muligheden for at skrue op for konflikten og forhandle uden at opgive sin stærkeste regionale løftestang.

Resultatet var en dobbeltstrategi snarere end en traditionel fredsproces. Iran reorganiserede sine militære og sikkerhedspolitiske institutioner, mens diplomatiske kontakter fortsatte. Samtidig forblev uenighederne om Hormuz, sanktioner, regionale konflikter og atomprogrammet uløste.

Den mest holdbare konklusion er derfor ikke, at Teheran i hemmelighed koordinerede enhver udvikling. Det er, at Iran førte diplomati og militært pres parallelt, mens landet forberedte sig på en konfrontation, der kunne blive langt længerevarende, end Washington havde forventet.