Hvad skal islændingene tage stilling til ved EU-afstemningen 29. august?

På det tidspunkt var 27 forhandlingskapitler åbnet, hvoraf 11 var foreløbigt lukket. De vanskeligste områder var dog stadig uafklarede. Landbrugskapitlet blev aldrig åbnet, mens forhandlingerne om fiskeri gik i stå, før de egentlige forhandlinger var begyndt.

Fiskeri blev den afgørende konflikt

Island har en lille befolkning, men fiskeriet har stor økonomisk og politisk betydning. Derfor blev spørgsmålet om kontrollen over fiskebestandene hurtigt den største hindring for et medlemskab.

Modstandere af EU-medlemskab frygter især, at Islands kvoter og adgang til fiskeressourcer vil blive underlagt EU's fælles fiskeripolitik – på engelsk Common Fisheries Policy, CFP. De advarer om, at EU-fartøjer kan få adgang til islandske farvande, og at Island ikke længere selv vil kunne fastsætte alle sine fangstandele.

Makrel er blevet et symbol på konflikten. Ændringer i makrelbestandens udbredelse førte til strid om kvoter og gjorde spørgsmålet særligt følsomt under den tidligere forhandlingsrunde.

Tilhængere af nye forhandlinger svarer, at Island kan forsøge at opnå overgangsordninger eller særlige løsninger. Men det er et forhandlingsmål – ikke en garanti.

Islands udenrigsminister, Þorgerður Katrín Gunnarsdóttir, har gjort regeringens krav klart: Island vil kræve "suveræn kontrol over alt fiskeri" i en eventuel aftale.

Hvorfor er spørgsmålet kommet tilbage?

Den sikkerhedspolitiske situation i Nordatlanten er ændret markant siden 2013. Ruslands krig mod Ukraine, den voksende konkurrence i Arktis og Nordatlanten samt usikkerhed om USA's fremtidige pålidelighed har styrket argumentet for tættere politisk tilknytning til Europa.

Debatten om Grønland har også fået betydning. USA's pres og retorik om det strategisk placerede danske territorium har fremhævet, hvor vigtigt og sårbart det sikkerhedspolitiske område mellem Grønland, Island og Storbritannien er.

Island er allerede medlem af NATO. Tilhængere af EU-medlemskab mener dog, at EU kan tilføre politisk og økonomisk tyngde ved siden af alliancen. Modstandere svarer, at NATO – ikke EU – er den relevante sikkerhedsgaranti.

Alligevel er det ikke sikkert, at geopolitikken bliver afgørende ved stemmeurnerne. For mange islændinge er fiskeri, priser, valuta og national selvbestemmelse mere konkrete spørgsmål end den bredere sikkerhedspolitiske udvikling.

Hvad siger meningsmålingerne?

De seneste målinger peger på større opbakning til at afholde en folkeafstemning og undersøge vilkårene i en aftale end til et ubetinget EU-medlemskab. Europa-Parlamentets aktuelle briefing beskriver et flertal for en afstemning om at indlede forhandlinger, mens holdningen til selve medlemskabet fortsat er delt.

Det er en vigtig forskel. Vælgere kan godt stemme ja til at genoptage forhandlingerne uden dermed at love, at de senere vil stemme ja til medlemskab. Den lovede anden folkeafstemning fungerer derfor som en sikkerhedsventil: Vælgerne kan tage stilling til en konkret aftale – herunder fiskeri – i stedet for et abstrakt spørgsmål om EU.

Det mest forsigtige billede er, at afstemningen er tæt, og at resultatet ikke bør læses som et allerede besluttet kursskifte mod EU. Procenterne varierer afhængigt af spørgsmålets formulering og af, om vælgere, der endnu ikke har besluttet sig, tælles med. De tilgængelige målingssammendrag giver ikke grundlag for ét sikkert procenttal.

Island er allerede tæt knyttet til EU

Island er gennem Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, EØS, med i store dele af EU's indre marked. Landet anvender også en omfattende mængde EU-regler, blandt andet regler om fri bevægelighed.

Island deltager desuden i Schengen-samarbejdet og har derfor pasfri rejse med Schengen-området.

EØS-aftalen er dog ikke det samme som EU-medlemskab. Den omfatter ikke EU's fælles landbrugs- og fiskeripolitik. Island er heller ikke med i toldunionen eller EU's fælles handelspolitik, vælger ikke medlemmer af Europa-Parlamentet og udpeger ikke en EU-kommissær. Landet har dermed ingen formel stemme i EU's lovgivning, selv om det deltager bredt i det indre marked.

Et fuldt medlemskab vil normalt indebære:

• repræsentation og stemmeret i EU's institutioner
• bidrag til EU's budget
• deltagelse i EU's fælles handelspolitik
• anvendelse af den fælles landbrugspolitik
• deltagelse i den fælles fiskeripolitik.

Argumenterne for at genåbne forhandlingerne

Tilhængerne fremhæver først og fremmest et demokratisk paradoks: Island indfører allerede mange EU-regler gennem EØS uden at have en direkte stemme om dem. Medlemskab kunne ifølge dem bytte rollen som regelmodtager ud med repræsentation og indflydelse.

De ser også EU som en større politisk ramme og et mere forudsigeligt økonomisk anker i en tid med uro i Nordatlanten. Forhandlingerne kan samtidig bruges til at forsøge at opnå ordninger, der tager højde for Islands særlige økonomi.

Et centralt argument er, at ingen på forhånd kender de endelige vilkår. Kun egentlige forhandlinger kan afklare spørgsmål om fiskeri, landbrug, valuta og økonomiske bidrag, før vælgerne skal træffe den endelige beslutning.

Argumenterne imod

Modstanderne mener, at Island allerede har den vigtigste økonomiske fordel – adgang til det indre marked – uden at betale den fulde politiske pris for medlemskab. De frygter både et nettobidrag til EU's budget og mindre frihed til selv at fastlægge regler og økonomisk politik.

Et EU-medlemskab vil desuden betyde, at Island ikke længere frit kan forhandle sine egne handelsaftaler, fordi den eksterne handelspolitik er et EU-område.

Landmænd frygter øget konkurrence fra landbrugsvarer fra EU og et pres på de nationale beskyttelsesordninger. Det er med til at forklare, hvorfor landbrug aldrig blev åbnet som et egentligt kapitel under den første forhandlingsrunde.

Men den stærkeste modstand handler fortsat om fiskeri. Fiskebestandene er både økonomisk og symbolsk centrale for Island, og kritikere mener, at EU's fælles fiskeripolitik kan flytte beslutninger om kvoter og adgang ind i en fælles europæisk ramme frem for at lade dem ligge hos de islandske myndigheder.

Regeringen og Bruxelles holder igen

Den islandske regering fremstiller afstemningen som en demokratisk proces i to trin: Først skal vælgerne give grønt lys til forhandlinger, og derefter skal de tage stilling til en eventuel færdig aftale.

EU-venlige islandske politikere understreger, at et ja ikke er en uigenkaldelig beslutning om medlemskab. Skeptikere svarer, at genåbnede forhandlinger i sig selv vil skabe politisk fremdrift og bringe landets vigtigste suverænitetsspørgsmål ind på forhandlingsbordet.

EU's udvidelseskommissær, Marta Kos, har sagt, at der kan findes "kreative løsninger" på fiskeriområdet under forhandlingerne. Hun har dog ikke lovet, at Island på forhånd får opfyldt sine krav.

I Bruxelles er tonen offentligt forsigtig, og EU vil undgå at give indtryk af at blande sig i den islandske valgkamp. Samtidig ser EU-embedsmænd et positivt islandsk resultat som en mulig vigtig udvidelsessucces på et tidspunkt, hvor EU har svært ved at få fremdrift i andre udvidelsesprocesser.

Kort sagt skal islændingene 29. august ikke vælge mellem Island og EU. De skal vælge, om de vil undersøge, om et medlemskab overhovedet kan forhandles på acceptable vilkår.