Efter årtiers splittelse: Venezuelansk regering og opposition enes om fælles krav om frosset guld og ny Højesteret

I begyndelsen af august 2026 gjorde Venezuelas midlertidige regering og en central oppositionsfraktion noget, de ikke havde formået i årevis: de satte sig ned, forhandlede og underskrev skriftlige aftaler. Den første runde af USA-støttede forhandlinger, der blev afholdt i Caracas fra 6. til 12. august, førte til to konkrete resultater – et fælles krav om at få udleveret cirka 31 tons venezuelansk guld til en anslået værdi af 4 milliarder dollar fra Bank of England, og en forpligtelse til at gennemføre en komplet udskiftning af landets Højesteret . Aftalen var en direkte reaktion på de to ødelæggende jordskælv, der ramte landet den 24. juni, dræbte over 6.300 mennesker og forværrede en i forvejen alvorlig humanitær og økonomisk krise .

Hvad forhandlingerne førte til

Den seks dage lange forhandlingsrunde blev afsluttet med en fælles erklæring underskrevet af regeringsdelegationens leder, Jorge Rodríguez, og oppositionslederen Dinorah Figuera, som repræsenterer den nedlagte nationalforsamling fra 2015 . Aftalen dækkede to hovedområder:

1. Et fælles krav om 4 milliarder dollar i frosset guld. Begge sider blev enige om at samarbejde om at få udleveret Venezuelas internationale reserver, der opbevares i Bank of England – cirka 31 tons guldbarer . Midlerne skulle bruges til genopbygning efter jordskælvene i juni samt til at håndtere følgerne af USA's sanktioner . Dette var et bemærkelsesværdigt udtryk for enighed omkring en aktivpost, som Storbritannien havde frosset siden 2018 med henvisning til, at man ikke anerkendte den tidligere præsident Nicolás Maduros regering .

2. En forpligtelse til at forny Højesteret fra grunden. Aftalen indeholdt en specifik bestemmelse om at "gennemføre en komplet fornyelse" af Venezuelas Højesteret (Tribunal Supremo de Justicia, TSJ) – hvilket reelt betyder, at alle dommere skal udskiftes, og udnævnelsesprocessen skal starte forfra . Dette var et centralt oppositionskrav, der havde til formål at afpolitisere et domstolssystem, der længe har været anset for at være tæt knyttet til den socialistiske regering .

Udløseren: Jordskælv og en humanitær katastrofe

Forhandlingerne fandt ikke sted i et vakuum. Den 24. juni 2026 ramte to store jordskælv det nordvestlige og centrale Venezuela inden for 30 sekunder af hinanden – et forskælv med magnitude 7,2 efterfulgt af et hovedskælv med magnitude 7,5 . Skælvene dræbte over 6.300 mennesker, sårede titusindvis, fik næsten 200 bygninger til at styrte sammen og fordrev omkring 24.000 mennesker . De hårdest ramte områder var kyststaten La Guaira – hvor 80% af bygningerne kollapsede – og hovedstaden Caracas .

Allerede før jordskælvene var Venezuela i en dyb økonomisk og politisk krise. Den månedlige inflation steg til 20% i juli 2026 . Næsten 7,9 millioner mennesker havde allerede brug for humanitær hjælp, før katastrofen ramte . FN anslår, at jordskælvene forårsagede skader svarende til 6% af BNP .

Katastrofen gjorde genopbygning umulig uden eksterne ressourcer – og den mest oplagte ressource var landets eget guld, som lå frosset i London.

Derfor sidder guldet fast i London

Venezuela deponerede 31 tons guld i Bank of England i 2008 . Efter at Storbritannien i 2019 anerkendte oppositionslederen Juan Guaidó som fungerende præsident og nægtede at anerkende Maduros regering, frøs Bank of England aktivet . En afgørelse i den britiske Højesteret fra 2021 bandt adgangen til guldet til en formel anerkendelse af den regering, der fremsatte anmodningen .

Selv efter at Maduro blev pågrebet af amerikanske styrker i januar 2026, og en midlertidig regering under fungerende præsident Delcy Rodríguez blev etableret, fortsatte Storbritannien med at tilbageholde guldet . I juli 2026 skrev Rodríguez direkte til Kong Charles III og bad om udlevering til jordskælvshjælp, men banken efterkom ikke anmodningen med det samme .

USA's opbakning gav forhandlingerne vægt

USA støttede aktivt og var med til at indkalde til forhandlingerne, hvilket gav dem en international troværdighed, som tidligere venezuelansk-ledede dialogforsøg havde manglet . USA's rolle signalerede potentiel lempelse af sanktioner eller diplomatisk normalisering, hvis processen fortsatte. Forhandlingerne var det første fysiske møde mellem de to sider siden Maduros tilbageholdelse i januar .

Derfor er aftalen vigtig (og hvorfor den måske mislykkes)

Denne aftale er betydningsfuld, fordi den brød et årti langt mønster af mislykkede dialoger. Tidligere forhandlingsforsøg – fra forhandlingerne i Den Dominikanske Republik i 2017 over den Norge-ledede proces i 2019 til dialogen i Mexico City i 2021 – var alle brudt sammen uden underskrevne aftaler. Denne gang satte begge sider deres navne på papiret .

Men aftalen er stadig skrøbelig og ufuldstændig. Storbritannien har endnu ikke udleveret guldet, den fulde mekanisme til fornyelse af Højesteret er ikke implementeret, og den oppositionsdelegation, der deltog, repræsenterer ikke hele oppositionsspektret – især var den hårde fløj tilknyttet Juan Guaidó fraværende . Forhandlingerne i sig selv var kun en første runde; en beslutning om fortsættelse skulle træffes efter den 12. august .

Hvad sker der nu?

De næste skridt er usikre. Aftalen skitserer en ramme for potentielle valg og politisk overgang, men der blev ikke fastsat en specifik valgdato . Ifølge den foreslåede tidsplan skulle et nyt nationalt valgråd og en ny Højesteret være på plads i slutningen af 2026 . Men hele processen afhænger af, om begge sider overholder aftalen – og om Storbritannien og det internationale samfund reagerer ved at frigive aktiver og tilbyde sanktionslettelser.

Foreløbig repræsenterer runden i august 2026 et sjældent øjeblik med formelt samarbejde mellem bitre rivaler, drevet af en katastrofe så alvorlig, at den midlertidigt overvandt års gensidig mistillid. Om samarbejdet holder, vil afgøre, om Venezuela kan få adgang til de milliarder, der er nødvendige for at genopbygge landet.