Men Huckabees fordømmelse kom med et markant forbehold: Mens han fordømte denne specifikke hændelse, forsvarede han den bredere bosættelsesbevægelse og det israelske forsvar, IDF, på trods af at militæret i fem dage ikke havde formået at afslutte belejringen . Denne dobbelthed – skarpe ord om en enkelt episode, men ingen ændring i den overordnede politik – skulle vise sig at være afgørende, da begivenhederne udviklede sig.
IDF’s reaktion var halvhjertet og modsætningsfuld:
Belejringen af Qusra skete ikke isoleret. Amnesty International kaldte den en del af en ’nådesløs eskalering af statstøttet bosættervold’ på den besatte Vestbred . FN sagde, at 15 palæstinensere var fanget i en ’terrortilstand’, og at bosættere afskar vand- og strømledninger for at fremtvinge fordrivelse
.
Hændelsen fandt sted sideløbende med andre udviklinger, der understregede tendensen: Israelske militære razziaer i Jenin, der blokerede nødhjælp, og Israel genåbnede en symbolsk bosættelse et andet sted på Vestbredden samme dag, som tropper blev sendt til Qusra . Bosættervolden er steget markant på Vestbredden siden slutningen af 2023, og der bor nu over 500.000 bosættere blandt tre millioner palæstinensere på det besatte område .
Huckabees usædvanligt skarpe sprog markerede et markant skift i tonen, men den praktiske effekt var begrænset. IDF’s indgriben kom først efter dages passivitet og blev bredt kritiseret som utilstrækkelig. Netanyahu kommenterede ikke situationen i Qusra , og den amerikanske ambassade beskrev sin rolle som ’koordinering’ med israelske styrker – ikke at pålægge konsekvenser .
Belejringen af Qusra understreger en vedvarende kløft mellem USA’s diplomatiske irettesættelser og den faktiske håndhævelse på jorden, hvor bosættervold stort set fortsætter uhindret. For de familier, der var fanget i de tre hjem, ændrede betegnelsen ’terror’ intet ved deres svindende madforråd, deres afbrudte vandledninger eller de telte, der stadig stod i deres forhaver.