USA-Iran-konflikten lukker Hormuz-strædet: Verdens olieforsyning i knibe

USA-Iran-konflikten, der brød ud i starten af 2026, udløste den mest alvorlige forstyrrelse af de globale oliemarkeder i årtier. Hormuz-strædet – det smalle stræde, hvor normalt omkring 20 procent af verdens olie passerer – blev stort set lukket for tankskibstrafik. Ifølge en række forskningsnotater fra Goldman Sachs gennem året var resultatet en historisk stramning af markedet: rekordstore lagertræk, voldsomme spotpræmier og advarsler om, at Brent-olie kunne nå 100–120 dollar pr. tønde . Men historien handler ikke kun om udbudsdrevne prisstigninger. Kina, verdens største olieimportør, spillede en kompleks og overraskende rolle – de skar importen med mere end en tredjedel og trak på deres enorme strategiske oliereserve (SPR). Dermed fungerede Kina som en efterspørgselsbuffer, der dæmpede prisstigningen i stedet for at forstærke den .

Goldman Sachs' beviser for markedsstramning

Rekordstore lagerfald

I maj 2026 nærmede de globale olielagre sig et otteårslavpunkt. Dækningen var faldet til 101 dages globalt forbrug og potentielt helt ned til 98 dage ved månedens udgang, rapporterede Goldman Sachs . Hastigheden var uden fortilfælde. I april var det globale udbuds- og efterspørgselsunderskud på rekordhøje 11–12 millioner tønder om dagen (mb/d), og lagertrækningerne løb i starten af maj i 8,7 mb/d – det dobbelte af tempoet i marts . Goldman advarede om, at farten efterlod markedet sårbart over for yderligere chok .

Udbudstab uden fortilfælde fra Hormuz-lukningen

På højdepunktet af forstyrrelsen anslog Goldman, at 14,5 mb/d af mellemøstlig råolieproduktion reelt var tabt for markedet, og at gennemstrømningen i Den Persiske Golf var faldet fra 80 til kun 40 procent af det normale . På et tidspunkt i april var gennemstrømningen i Hormuz-strædet kun på 10 procent af normalen . Omfanget af udbudstabet var større, end nogen enkelt producent kunne erstatte.

Stigende spotpræmier og ekstrem backwardation

Den fysiske stramning afspejlede sig i markedets struktur. Goldman vurderede spot-Brents fair værdi til omkring 80 dollar pr. tønde i starten af august, hvilket indikerer, at markederne indpriserede en beskeden geopolitisk risikopræmie på trods af den fortsatte usikkerhed . Men den ekstreme knaphed på kort sigt viste sig i backwardation – prompte tønder handledes til en høj præmie i forhold til futurekontrakter. Spotprisen på Dated Brent steg på et tidspunkt til en præmie på over 25 dollar pr. tønde i forhold til frontmånedens Brent-future – en aflæsning, der signalerede ekstrem fysisk knaphed .

Efterspørgselsdestruktion: en tosidet dynamik

Mens udbuddet kollapsede, tog den globale olieefterspørgsel også et uventet stort dyk. Goldman anslår, at 4–5 mb/d af den globale olieefterspørgsel blev destrueret i april 2026, drevet af høje priser og økonomisk afmatning, især i Kina og Vesteuropa . Alene faldet i andet kvartal blev anslået til 1,7 mb/d . Denne efterspørgselsnedgang var stor nok til at skabe ”tosidede risici” for Goldmans egne prisprognoser – udbudschokket pressede priserne op, mens efterspørgselsdestruktionen samtidig trak dem ned .

Advarsler om 100–120 dollars olie

Goldmans grundscenario i begyndelsen af august 2026 var Brent i 80–90 dollar pr. tønde, indtil der var klarhed om enten en ny USA-Iran-atomaftale eller en væsentlig eskalering af konflikten . Men bankens analytikere fremhævede flere mere alarmerende scenarier. Analytiker Samantha Dart advarede om, at hvis tre samtidige chokepunkt-kriser – i Hormuz-strædet, Det Røde Hav og Sortehavet – fortsatte, kunne Brent nå 120 dollar mod slutningen af 2026 . Bankens bull-case så råolie over 120 dollar på kort sigt og et gennemsnit på 100 dollar i 2027 . En våbenhvile og en foreløbig aftale om genåbning af Hormuz i juni 2026 sænkede kortvarigt Brent-prognosen for fjerde kvartal 2026 til 80 dollar, men situationen forblev skrøbelig .

Kinas rolle: en efterspørgselsbuffer, ikke en prisforstærker

Opbygning af lagre før krigen

Kina øgede sit oliekøb markant i januar-februar 2026, før konflikten brød ud. Importen steg med 15,8 procent i årets første to måneder sammenlignet med samme periode i 2025, da Beijing fyldte på det, der menes at være verdens største strategiske oliereserve – på over en milliard tønder .

Importsammenbrud under krigen

Da konflikten brød ud, skar Kina – verdens største olieimportør – råoliekøbene med mere end en tredjedel. I juni 2026 faldt importen til 7,12 mb/d, et fald på 41,3 procent i forhold til året før og det laveste månedlige volumen siden oktober 2016 . I maj faldt importen til det laveste i otte år . Denne dramatiske reduktion i købekraft var i sig selv en stor faktor, der fjernede efterspørgsel fra markedet.

Beskedent træk på strategiske reserver

Kina trak dog på sine lagre i maj for at holde raffinaderierne i gang – for første gang i 14 måneder forarbejdede raffinaderierne mere råolie, end der var tilgængeligt fra import og indenlandsk produktion tilsammen . Men trækket var ”ikke nær så stort”, som importsammenbruddet antydede; den underforståede frigivelse fra SPR var relativt beskeden i forhold til lagerets størrelse .

Mulig genoptagelse af iransk import

I slutningen af juni 2026 overvejede de statsejede raffinaderier Sinopec og PetroChina at genoptage køb af iransk råolie for første gang siden 2019, men konkurrerende alternative forsyninger og faldende indenlandsk brændstofefterspørgsel dæmpede interessen . I august var uafhængige ”teapot”-raffinaderier i Shandong klar til at øge købet af iransk olie, da deres egne lagre nåede årets laveste niveau .

Nettoeffekt på globale priser

Kinas adfærd var deflationær for de globale råoliepriser på én måde og understøttende på en anden:

Deflationær: Ved at skære importen med over en tredjedel og trække på sin enorme SPR i stedet for at konkurrere om knappe spotlaster fjernede Kina en massiv efterspørgselskilde fra det fysiske marked. Dette reducerede marginaltøndens pris og modvirkede delvist det opadgående pres fra Hormuz-udbudstabet.

Understøttende fremadrettet: Regeringer verden over vil købe millioner af tønder frem til 2028 for at genopbygge nødreserver, der blev tømt under krigen, hvilket vil tilføre strukturel efterspørgselsstøtte . Kinas enorme behov for genopfyldning af SPR betyder, at de med tiden vil trække tønder ud af markedet og fastholde prisbunde.

Bundlinje om Kinas rolle

Kina opvejede ikke prispresset på den konventionelle måde ved at øge importen for at udfylde et udbudshul. I stedet fungerede de som en efterspørgselsbuffer – ved at bruge deres førkrigslagre til at skære i spotmarkedsindkøbene, hvilket dæmpede prisspidsen i forhold til, hvad den ville have været, hvis Kina havde fortsat med at købe i normale volumener. Denne buffer er imidlertid begrænset, og den kommende genopfyldningscyklus for SPR tegner til at blive en vedvarende kilde til opadgående prispres i årevis.

De vigtigste pointer

• Lukningen af Hormuz-strædet var den dominerende drivkraft bag stramningen af oliemarkedet i 2026, hvor gennemstrømningen på et tidspunkt faldt til 10 procent af normale niveauer, og udbudstabene nåede 14,5 mb/d.
• Goldman Sachs påpegede rekordstore lagertræk – 8,7 mb/d i starten af maj, det dobbelte af marts-tempoet – og et otteårslavpunkt i dækningsdage.
• Efterspørgselsdestruktion opvejede delvist udbudstabene, da 4–5 mb/d af den globale efterspørgsel blev udslettet i juni, hvilket skabte tosidede risici for prisprognoserne.
• Kina fungerede som en efterspørgselsbuffer ved at skære importen med en tredjedel og trække på sin SPR på over 1 milliard tønder frem for at byde spotlaster op, hvilket dæmpede prisspidsen.
• Den kommende genopfyldningscyklus for SPR er bullish for priserne, da regeringer verden over forbereder sig på at købe millioner af tønder frem til 2028 for at genopbygge nødreserverne.