Den underliggende matematik brænder konflikten yderligere. Indfører man 10.000 ton stål i EU i dag, lyder CO₂-regningen på cirka 66.000 euro. Vent til afgiften er fuldt indfaset i 2034, og den samme sending vil koste over 2,6 millioner euro ved de nuværende CO₂-priser. Bruxelles ser denne kurs som essentiel klimapolitik; Washington ser en massiv fremtidig skat på sine industrielle eksportvarer.
CBAM trådte i sin endelige fase 1. januar 2026 og dækker cement, jern og stål, aluminium, gødning, elektricitet og brint. Rammeaftalen fra august 2025 indeholdt en vag forpligtelse fra EU's side til at "arbejde for at give yderligere fleksibilitet" omkring CBAM, men disse er ikke blevet materialiseret i nogen konkret form.
EU-US rammeaftalen fra august 2025 satte en maksimal amerikansk told på 15% på de fleste EU-varer til gengæld for EU's reduktion af told på amerikanske industri- og landbrugsprodukter, med en udløbsklausul 31. december 2029. Aftalen skulle have løst den langvarige metal-strid, men det har den ikke.
Efter aftalen tilføjede USA i august 2025 407 produktkategorier til sine Section 232-toldtariffer på stål- og aluminiumsderivater. I april 2026 strammede Washington yderligere tolden på aluminium og kobber via en ny præsidentiel proklamation, som pålægger told på hele importværdien uanset metalindhold.
I april 2026 førte Tyskland og Frankrig en gruppe af EU-medlemslande i at afvise et amerikansk forslag om at løse metal-striden, hvilket kastede ny usikkerhed over hele rammeaftalens implementering. EU's egen handelskommissær, Maroš Šefčovič, rejste til Washington i april 2026 for at bryde dødvandet, men uden held.
I august 2026 forlængede begge parter suspensionen af gengældelsestold som en midlertidig våbenhvile, men de underliggende forhandlinger sidder fortsat fast.
I en markant optrapning offentliggjorde Trump-administrationen i august 2026 en rapport fra Hvide Hus, der anklager EU – sammen med over 40 andre økonomier, herunder Sydkorea, Japan, Taiwan, Mexico og Canada – for at være en del af et 75 milliarder dollars dyrt omladningsnetværk, som Kina bruger til at omgå amerikansk told. Rapporten har titlen "The Great Transshipment Scam".
Anklagen går i kernen på, at kinesisk stål, aluminium og andre varer sendes gennem disse lande og reeksporteres til USA med forkert oprindelsesangivelse, og derved omgår de 30-50% told, Washington har pålagt.
Denne anklage underminerer direkte EU's forhandlingsposition. USA argumenterer for, at EU ikke samtidig kan kræve fjernelse af Section 232-tolden, mens det fungerer som en kanal for den kinesiske overkapacitet, som tolden var designet til at blokere. EU har afvist anklagen, men timingen – sammen med CBAM-striden – forstærker Washingtons opfattelse af, at Bruxelles ikke er en pålidelig handelspartner.
Toldoptrapningen medfører målbare og alvorlige skader:
Hvad angår Brasilien-dimensionen, bekræfter de tilgængelige beviser ikke en specifik strid mellem USA og EU om faldende handelsstrømme med Brasilien i august 2026. Brasilien-vinklen ser ud til at være en del af den bredere globale forstyrrelse på stålmarkedet: efterhånden som markederne i USA og EU bliver mere restriktive, omdirigeres stålsendinger til tredjelande, herunder Sydamerika. Brasilianske ståleksport til EU steg faktisk 47,4% i maj 2026 sammenlignet med året før, selvom de faldt for perioden januar til maj som helhed. Der blev ikke fundet nogen direkte konfrontation mellem USA og EU specifikt om brasiliansk handel i søgeresultaterne.
Uenigheden om CBAM-navnet, rammeaftalens næsten sammenbrud om metaller, den nye anklage om kinesisk omladning og det reelle sammenbrud i stålhandelsstrømmene forstærker alle hinanden – og skaber et klima, hvor Washington ser Bruxelles bruge klimapolitik som et handelsvåben, og Bruxelles ser Washington bryde en aftale, det underskrev for blot et år siden.