Syrien overtager kontrol: Ruslands baser omdannes til fælles træningscentre

Hvad indeholder aftalen?

Memorandummet, som blev offentliggjort af Syriens Udenrigsministerium og rapporteret af det statslige nyhedsbureau SANA, indeholder flere centrale punkter:

• Civile faciliteter overgår til syrisk kontrol: Syrien overtager styringen af Hmeimim Lufthavn og den fjerde kommercielle kajplads i Tartus havn, hvilket afslutter den russiske administration af disse civile aktiver . Disse faciliteter vil gradvist blive integreret i landets civile administration .
• Militære anlæg bliver til fælles træningscentre: De tidligere russiske militærbaser omdannes til fælles russisk-syriske trænings- og kvalifikationscentre – ikke længere selvstændige russiske baser .
• Implementering inden for tre måneder: Overførslen af de civile faciliteter skal være gennemført inden for tre måneder .
• Militært samarbejde fortsætter: MoU'en bevarer en ramme for bilateralt militært og teknisk samarbejde, men giver ikke længere Rusland ret til uafhængig base-drift .

Hvordan ændrer det Ruslands militære rolle?

Dette er den mest markante justering af Ruslands syriske position, siden landet intervenerede i 2015. Under de tidligere 49-årige lejeaftaler, der blev indgået under Bashar al-Assad i 2017, kontrollerede Rusland reelt Hmeimim og Tartus som suveræne militære enklaver . Ifølge de aftaler havde Rusland fuld immunitet mod syrisk jurisdiktion og ret til automatisk at forlænge lejeaftalen med successive 25-årige perioder . Den nye MoU:

• Afslutter Ruslands eksklusive militærbase-status på begge lokaliteter .
• Reducerer Rusland fra en basemagt til en medbruger af fælles faciliteter, hvor de træner syriske styrker sammen med russisk personel .
• Fjerner russisk operationel kontrol over civil infrastruktur (lufthavn, kommercielle kajpladser), som Moskva tidligere brugte til logistik og forsyningsflyvninger .

Hvad førte til aftalen efter 18 måneders forhandlinger?

Forhandlingerne begyndte efter faldet af Bashar al-Assads regering i december 2024 og indsættelsen af den overgangsadministration under præsident Ahmad al-Sharaa . De vigtigste drivkræfter var:

• Assads fald: Rusland mistede sin primære allierede. Den nye syriske regering var ikke forpligtet til at honorere de favorable 49-årige baseaftaler, Assad havde givet Moskva . Assad selv flygtede i eksil i Rusland .
• Syriens forhandlingsstyrke: Al-Sharaa-regeringen krævede genforhandling som en betingelse for overhovedet at tillade Rusland at opretholde en tilstedeværelse . Al-Sharaa havde tidligere givet udtryk for, at han ikke var ivrig efter blot at fjerne de russiske baser, men insisterede på vilkår fastsat af Damaskus .
• Langstrakte forhandlinger: De 18 måneder afspejlede hårde forhandlinger om graden af russisk adgang, syrisk suverænitet og status for civile faciliteter – med Damaskus på den stærkeste hånd . Al-Sharaa og Putin holdt direkte samtaler i Moskva i januar 2026, hvor baserne var højt på dagsordenen .

Hvordan passer det ind i Syriens bredere vestlige nytænkning?

Baseaftalen er det mest synlige symptom på præsident al-Sharaas strategi om at nytænke Syriens udenrigspolitik efter Assad-æraen .

• Åbning mod Vesten: Al-Sharaa har aktivt søgt normalisering med EU og USA. EU indledte formelle samtaler om at genoptage forbindelserne og lempe sanktioner i april 2026 . Trump-administrationen tilbød betinget støtte til overgangsregeringen, hvor præsident Trump mødtes med al-Sharaa i Saudi-Arabien i maj 2025 og senere var vært for ham i Washington i november 2025 . USA ophævede også Caesar Act i december 2025, hvilket fjernede næsten alle sanktioner .
• Balancegang, ikke et brud: Syrien fortsætter med at stole på Rusland for visse strategiske behov – herunder hvede, olie og noget militær støtte – og har ikke brudt forbindelserne, men vilkårene er nu fastsat af Damaskus, ikke Moskva . Analytikere beskriver tilgangen som "yderst pragmatisk" – at bruge Rusland-forholdet som løftestang, mens man signalerer uafhængighed over for vestlige partnere . Syrien har også mødtes med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyy, hvilket demonstrerer diplomatisk fleksibilitet .
• Sikkerhedshenvendelser til Israel: I juli 2026 udtalte al-Sharaa, at Syrien søger en sikkerhedsaftale med Israel, og sagde, at en aftale kunne bane vejen for en omfattende fred uden at gå på kompromis med Syriens krav på Golanhøjderne . Dette signalerer en bredere regional nytænkning væk fra Assad-æraens alliance med Iran og Hizbollah .
• Strategisk logik: Ved at skære i Ruslands eksklusive base-rettigheder, men samtidig holde det militære samarbejde i live, sender al-Sharaa et klart signal til Vesten om, at Syrien ikke længere er en russisk lydstat – uden at fremprovokere et fuldstændigt brud, der kunne bringe andre interesser i fare . Som International Crisis Group vurderede, er Damaskus "bevidst ved at reducere russisk indflydelse, hvor der findes levedygtige alternativer, mens man bevarer samarbejdet på områder, hvor der ikke er umiddelbare erstatninger" .