Den spanske regering kaldte Italiens kontroller "uberettigede, i strid med Den Europæiske Unions interesser og diskriminerende over for den spanske befolkning" . Den 7. august gav den spanske premierminister Pedro Sánchez Italien indtil udgangen af 9. august til at ophæve kontrollen, ellers ville han iværksætte "proportionale foranstaltninger" . Da Italien nægtede, meddelte Madrid gensidig grænsekontrol for alle luft- og sørejsende fra Italien, med virkning fra midnat den 8.–9. august og indtil 7. september . Spanske embedsmænd oplyste, at dokumenterne for 5 % til 10 % af passagererne blev kontrolleret, før de fik lov at gå i land .
Italiens regering afviste kategorisk Spaniens krav. Melonis kontor udtalte, at Italien "ikke accepterer ultimatummer eller pålæg udefra vedrørende national sikkerhed og grænsekontrol" . Rom meddelte, at kontrollen ville forblive på plads mindst indtil 15. august og ikke ville blive revideret før da, med henvisning til fortsatte sikkerhedsrisici og muligheden for en ny "migrationsbølge" i Ceuta .
Den massive grænsepassage fandt sted den 30.–31. juli 2026 og var en af de største enkeltstående migrantindtrængninger ved en EU-grænse i de senere år.
EU-Kommissionen roste Spaniens "hurtige reaktion" på den oprindelige Ceuta-krise og bemærkede, at omkring 70.000 migranter var vendt tilbage til Marokko i løbet af få dage . Hvad angik den eskalerede bilaterale grænsestrid mellem Spanien og Italien, gav EU-embedsmænd udtryk for bekymring. I Bruxelles kaldte man situationen for en "Schengen-krise" og opfordrede begge medlemslande til at løse tvisten gennem dialog og respekt for Schengen-reglerne, idet EU-Kommissionen angiveligt stod klar til at mægle .