Diplomatisk dans om Hormuz: Iran og Oman nærmer sig aftale – men USA truer stadig med militær magt

Men Irans udenrigsministeriums talsmand Esmaeil Baghaei har gentagne gange insisteret på, at Teheran udelukkende forhandler med Oman og "endnu ikke genoptager samtalerne med USA" . Forskellen er afgørende: Iran fremstiller forhandlingerne som et bilateralt spørgsmål om maritim forvaltning, mens Washington ser dem som en vej til en bredere afslutning på krigen mellem USA og Iran.

USA's position: Optimisme parret med trusler

Amerikanske embedsmænd har givet udtryk for stigende tillid. Udenrigsminister Marco Rubio sagde den 4. august, at der var sket fremskridt, og at Washington var involveret i forhandlingerne . USA's finansminister Scott Bessent gik endnu længere og antydede, at en aftale kunne være inden for rækkevidde "i dag eller i morgen" . Præsident Trump kaldte forhandlingerne for Irans "sidste chance" for at undgå eskalering af krigen .

Samtidig har USA fastholdt et hårdt pres. I midten af juli udsendte Washington et ultimatum, der krævede, at Iran offentligt erklærede strædet for "sikkert og tilgængeligt" eller risikerede fornyede angreb . Trump genindførte en flådeblokade af Iran i midten af juli og truede med en told på 20 % på alle varer, der transporteres gennem strædet . Budskabet er modstridende med vilje: USA signalerer åbenhed over for en aftale, mens det holder alle militære muligheder åbne.

To konkurrerende rammer for genåbning

Den diplomatiske kerne er et sammenstød mellem to forslag:

Omans Golf-støttede plan forestiller sig en fælles regional forvaltningsmekanisme for strædet med kun frivillige gebyrer for transit – ikke de obligatoriske afgifter, Iran ønsker. Golfstaterne har støttet denne tilgang .

Irans modforslag er en midlertidig ordning, der ville give Iran større kontrol: en trafikretning ville passere gennem iransk farvand, og en del af den modsatte rute ville også være i iranske farvande. Irans vicudenrigsminister Kazem Gharibabadi bekræftede, at Teheran afviste Omans forslag om fælles tilsyn, fordi det ikke imødekom Teherans sikkerhedsbekymringer .

Den økonomiske dimension er en central knast. Iran søger serviceafgifter for passage af skibe, med en indtægtsdeling mellem Iran og Oman, men detaljerne for delingen er ikke defineret. Omans forslag gør gebyrerne frivillige; Iran ønsker dem obligatoriske .

Teheran har også knyttet enhver genåbning til bredere krav: sanktionslettelse, sikkerhedsgarantier, anerkendelse af dets maritime myndighed og en afslutning på USA's flådeblokade .

Olie-markederne: Håb indpriset, skepsisen består

De diplomatiske signaler har sendt råoliepriserne i et regulært rutsjebaneforløb. Den 3. august faldt Brent-råoliefutures med $4,08 (4,64 %) til $83,85, og WTI mistede omkring 5 % og endte på omkring $80 pr. tønde, efter at Trump aflyste planlagte angreb og signalerede forhandlinger . Den 4. august steg olien med cirka 1 %, da analytikere forblev skeptiske over for, at en løsning virkelig er nær, givet de uløste tekniske og politiske huller .

Analytiker Joseph Dahrieh fra Tickmill sagde til Wall Street Journal, at Iran syntes at være "tæt på en aftale med Oman", men advarede om, at Irans benægtelse af direkte forhandlinger med USA "stadig kan begrænse graden" af enhver markedslettelse . I en separat kommentar til Reuters bemærkede han, at markedet forbliver volatilt og usikkert . Den 5. august handledes Brent-råolie nær $79 pr. tønde .

Militære og humanitære pres

Det diplomatiske spor løber sideløbende med aktive fjendtligheder. USA har genoptaget angrebene på Iran i et forsøg på at få en ende på Teherans kontrol med strædet, efter en eskalering i juni . USA har opfordret allierede til at hjælpe med at genåbne vandvejen . Trump har truet med at bombe iransk infrastruktur – broer og kraftværker – for hvert skib, der angribes i strædet .

De menneskelige omkostninger stiger. Kommerciel skibsfart er blevet alvorligt forstyrret siden Irans fulde lukningserklæring i april 2026 med flere angreb på skibe . IRGC erklærede strædet lukket "indtil videre" den 11. juli efter at have ramt et uautoriseret fartøj . Den Internationale Søfartsorganisation rapporterede den 21. april, at omkring 20.000 søfarere og 2.000 skibe var berørt af lukningen . Strandede søfarere og besætninger er blevet en voksende humanitær bekymring.

I et sekundært spor har Iran signaleret åbenhed over for europæisk bistand til minerydning i strædet, men ingen formel aftale er indgået .

Hvad sker der nu?

Den diplomatiske proces er ved et kritisk vendepunkt. Iran og Oman har gjort ægte fremskridt med en teknisk ramme, men det grundlæggende hul mellem Omans model med frivillige gebyrer og fælles forvaltning og Irans krav om suveræn kontrol og obligatoriske afgifter er stadig uafklaret. USA er offentligt optimistisk, men fortsætter med at true med militær handling, mens Teheran insisterer på, at det ikke forhandler direkte med Washington. Olie-markederne har priset et vist håb om en aftale ind, men analytikere ser en endelig aftale som langt fra sikker. De næste 48 til 72 timer, som Bessent og Rubio har antydet, kunne afgøre, om strædet genåbner – eller om konflikten eskalerer yderligere.