Mere end 90 procent af de ekstra dødsfald ventes ifølge analysen at skyldes ekstreme vejrhændelsers ødelæggelser og forstyrrelser – ikke alene de gradvise ændringer i temperatur og nedbør .
Stigende temperaturer kan gøre køligere højlandsområder i Øst- og Sydafrika mere egnede for Anopheles-myggen, som kan overføre malaria. Frem mod 2050 ventes smitterisikoen blandt andet at brede sig til Rift Valley, det etiopiske højland og dele af det sydlige Afrikas kystområder .
Udviklingen bliver dog ikke ens over hele kontinentet. I nogle af de varmeste og tørreste områder i Vest- og Centralafrika kan forholdene blive så tørre, at de bliver mindre gunstige for myggenes overlevelse og malariatransmission .
Samlet set ventes det egnede område kun at vokse beskedent, mens de mest gunstige zoner flytter sig. Områder med risiko for helårs- og højintens smitte kan ifølge tidligere modeller bevæge sig fra Vestafrikas kyst mod Albertine Rift-området mellem Den Demokratiske Republik Congo og Uganda .
I enkelte områder kan antallet af tilfælde stige med op mod 20 procent frem mod slutningen af århundredet .
Oversvømmelser, cykloner og hedebølger kan ødelægge klinikker, lagre og forsyningskæder. De kan også afbryde uddelingen af imprægnerede myggenet, tvinge mennesker på flugt og skabe nye steder, hvor myg kan yngle .
Det er afgørende, fordi de mest udsatte områder ofte allerede har malaria. Når sundhedssystemer og forebyggelsesprogrammer bryder sammen efter en ekstrem vejrhændelse, kan smitten hurtigt tage til.
Antallet af dage, hvor oversvømmelser rammer områder i Afrika syd for Sahara, ventes at stige med 13-18 procent frem mod 2050 . Malaria Atlas Project vurderer, at oversvømmelser og cykloners forstyrrende virkninger kan stå for 79 procent af den klimadrevne stigning i malariatilfælde og 93 procent af de ekstra dødsfald i de kommende 25 år .
Hovedpointen er derfor klar: Den største trussel er ikke kun, at myggene flytter sig. Det er også, at ekstremvejr kan ødelægge den beskyttelse, der allerede virker i de områder, hvor malaria findes i dag.
Klimaforandringerne ændrer ikke kun smittens geografiske mønster – de kan også øge antallet af mennesker, der lever med risiko for malaria.
Under et scenarie med høje udledninger kan yderligere 75,9 millioner mennesker i Øst- og Sydafrika i 2080 blive udsat for helårsrisiko, hvor malaria er endemisk og kan overføres 10-12 måneder om året . En anden analyse vurderer, at op mod 197 millioner mennesker, som tidligere ikke var udsat, kan få en eller anden grad af smitterisiko i de to regioner .
I Vestafrika kan 51,3 millioner flere mennesker ifølge en model være udsat for malaria omkring midten af århundredet, selv om malariasæsonen i mange områder samtidig bliver kortere .
Forskerne efterlyser en mere dynamisk og såkaldt "klimaklog" indsats. Kontrolprogrammer bør tilpasses lokale vejrforhold, forsinkelser i smitteudviklingen og tærskler, hvor risikoen pludselig stiger .
I praksis kan det betyde, at man:
De grundlæggende værktøjer er fortsat afgørende. Det gælder især insekticidbehandlede langtidsholdbare myggenet (LLIN) og indendørs sprøjtning med insektmiddel (IRS).
Modeller viser, at en kombination af de to metoder kan reducere malariabelastningen med op mod 76 procent, også under scenarier med klimaforandringer . Hvis den vektorkontrol, der begrænser myggebestanden og kontakten mellem myg og mennesker, ikke fastholdes, kan antallet af årlige tilfælde stige med 25-30 procent i 2050'erne .
Sæsonprognoser og løbende overvågning af vejret bør kobles direkte til overvågningen af malaria. Det kan gøre det muligt at sætte ind, før en oversvømmelse eller anden ekstrem hændelse udløser et større udbrud .
Forskerne fremhæver især behovet for kortsigtede og lokalt tilpassede prognoser, som bliver en fast del af sundhedsmyndighedernes planlægning. Målet er at handle før skaden er sket – ikke først bagefter.
Klinikker, medicinlagre og forsyningssystemer skal kunne fungere under oversvømmelser, cykloner og hedebølger. Samtidig er oplysning og samarbejde med lokalsamfundene afgørende for, at forebyggelsen virker i praksis .
Forskerne peger også på behovet for tværsektoriel uddannelse i sygdomsovervågning, modellering og klimaprognoser .
Tilpasning er nødvendig, men den kan ikke stå alene. Hvis den globale opvarmning begrænses til 2 grader, kan det i sig selv forhindre omkring fem ekstra malariatilfælde per 1.000 børn i det sydlige Afrika sammenlignet med scenarier med højere udledninger. Effekten kan være endnu større i højlandsområder i Østafrika .
Hver brøkdel af en grad, der undgås, mindsker presset på sundhedssystemer og lokalsamfund. Samtidig viser fremskrivningerne, at Afrika allerede i 2050 kan have 1,3 milliarder mennesker boende i områder, hvor malaria på grund af klimaforandringer bliver vanskeligere at udrydde end i dag .