Tallet er mere end en rund milepæl. Det viser, hvor hurtigt verden nu kan opføre ny energiinfrastruktur – og hvorfor den næste udfordring ikke først og fremmest handler om at fremstille flere solpaneler, men om at få strømmen transporteret, lagret og brugt på det rigtige tidspunkt.
Udbygningstempoet er den mest markante del af historien. Efter at den globale solcellekapacitet rundede 100 GW i 2012, tog det mere end et årti at nå den første terawatt. Den anden terawatt blev bygget på under tre år, og den tredje på mindre end to år .
De årlige installationer steg fra under 100 GW i 2016 til over 650 GW i 2025 . BloombergNEF forventer dog en mindre opbremsning i 2026 med 649 GW nye installationer – et fald på 0,9 procent og den første årlige tilbagegang i branchens moderne historie . SolarPower Europes mellem-scenarie er mere forsigtigt og forudser et fald på 8 procent til 612 GW .
Ifølge analyserne skyldes opbremsningen ikke manglende efterspørgsel. Flaskehalse i elnettet, langsommere godkendelser og ændringer i energipolitikken spiller i stedet en central rolle . Væksten ventes at tage til igen fra 2027 .
Kina er fortsat den dominerende kraft i den globale solindustri. Landet opfører mere vind- og solkapacitet end resten af verden tilsammen og stod for omkring 60 procent af alle nye solcelleinstallationer i 2025 .
Problemet er, at elnettet ikke udbygges i samme tempo. En stor del af Kinas solkapacitet ligger i de tyndt befolkede nordlige og nordvestlige områder, mens de største forbrugere befinder sig mod øst. Begrænset transmissionskapacitet gør det derfor vanskeligt at sende strømmen derhen, hvor den efterspørges .
Konsekvensen er såkaldt afskæring: Solenergi bliver produceret, men ikke leveret til kunderne. I januar og februar 2026 blev 9,2 procent af den mulige solproduktion afskåret, mod 6,1 procent i samme periode året før. For vindenergi steg andelen til 8,5 procent fra 6,2 procent . I enkelte ressourcerige provinser nåede afskæringen af solenergi 10-17 procent .
En analyse fra Carbon Brief peger på, at problemet især handler om ufleksibel drift af kulkraftværker og elnet samt regler, der gør det vanskeligt at prioritere vedvarende energi – ikke kun om mangel på fysisk infrastruktur . Vind og sol udgør i øjeblikket omkring 20 procent af den strøm, der løber gennem Kinas højspændingsforbindelser, mens kul står for 42 procent .
Det skaber et paradoks: Kina installerer rekordstore mængder vedvarende energi, men kulproduktionen og udledningerne kan samtidig stige. Carbon Brief vurderer, at Kinas CO₂-udledning steg 2 procent i begyndelsen af 2026, blandt andet fordi spildt vind- og solenergi måtte erstattes af fossil elproduktion . Landets solmarked kan derfor få sin første årlige tilbagegang siden 2019 .
Mens Kina kæmper med systemets flaskehalse, vokser solenergi hurtigt gennem private hustage og virksomheder i dele af det globale syd. Her er drivkraften ofte en kombination af faldende panelpriser, dyr strøm fra elnettet og ønsket om en mere stabil energiforsyning.
Pakistan er et markant eksempel. Landets nettilsluttede solkapacitet på hustage steg fra under 1 GW i 2023 til omkring 4,9 GW i marts 2025, mens importen af solpaneler nåede cirka 16 GW i 2024 . Ifølge data fra REN21 var den samlede netmålte kapacitet på hustage nået 5,3 GW i april 2025 .
I begyndelsen af 2025 stod solenergi på hustage for omkring en fjerdedel af Pakistans elforsyning . En højtstående embedsmand sagde til Reuters, at solproduktionen i dagtimerne ventes at overstige efterspørgslen fra elnettet i flere vigtige industrizoner .
Udviklingen hænger sammen med høje elpriser for forbrugerne, gunstige regler for at sende overskydende strøm tilbage til elnettet og solpaneler fra Kina, hvis priser er faldet med mere end halvdelen de seneste år .
Afrika havde sit hidtil hurtigste år for solenergi i 2025. Kontinentet installerede omkring 4,5 GW ny solcellekapacitet – en stigning på 54 procent fra året før . Sydafrika førte med 1,6 GW, efterfulgt af Nigeria med 803 MW og Egypten med 500 MW .
Nigeria øgede sin samlede installerede kapacitet fra cirka 385 MW ved udgangen af 2024 til næsten 1,19 GW ved udgangen af 2025. Det svarer til en årlig vækst på 141 procent .
3-terawatt-milepælen markerer også et skifte i solindustriens udfordringer. Når store mængder solenergi produceres på samme tid midt på dagen, kan udbuddet overstige efterspørgslen. Det presser elpriserne ned, øger risikoen for negative engrospriser og kan føre til, at produktion må afskæres – blandt andet i Californien og Australien .
Det kaldes undertiden værdiforringelse eller kannibalisering: Jo mere solenergi der leveres på de samme solrige timer, desto lavere kan værdien af den enkelte kilowatt-time blive.
Batterilagring bliver derfor afgørende. BloombergNEF forventer, at den globale batterikapacitet vokser 17 gange fra 223 GW i 2025 til 3,8 TW i 2035 . Batterier kan gemme strømmen fra dagens soltimer og levere den tilbage om aftenen, hvor efterspørgslen typisk er højere. Uden en massiv udbygning af lagring kan overskuddet af middagsstrøm presse investorernes afkast og bremse nye projekter .
På trods af den kortsigtede opbremsning er de langsigtede udsigter fortsat meget stærke. BloombergNEF forventer, at solenergi bliver verdens største enkeltstående kilde til elproduktion i 2032. Prognosen bygger blandt andet på overkapacitet i forsyningskæden, teknologiske fremskridt og fortsat faldende priser .
BloombergNEF forventer, at den samlede globale solkapacitet overstiger 9 TW i 2036 og når 6-7 TW omkring 2030 . SolarPower Europes mellem-scenarie anslår cirka 6,6 TW i 2030 .
IEA's program for solcelle- og elsystemer vurderede desuden, at solceller ved udgangen af 2025 havde en teoretisk andel på 10,5 procent af verdens elbehov .
3 terawatt er derfor ikke bare et imponerende tal. Det er det punkt, hvor solenergi er blevet så omfattende, at den ændrer elmarkeder, udfordrer transmissionsnet og gør batterier og fleksible regler nødvendige. Hvor hurtigt solenergi kan fortsætte med at vokse, afhænger nu i høj grad af, om resten af energisystemet kan følge med.