FIFA Forward Enterprise: Sådan faldt Infantino’s plan om at sælge en andel af VM

Fire dage senere var planen væk. Den 1. august opgav Infantino projektet efter et massivt pres fra kontinentale fodboldforbund, storklubber og personer tæt på FIFA-ledelsen .

UEFA satte hårdt mod hårdt

Den europæiske fodboldunion UEFA blev den mest markante modstander. Organisationen erklærede, at UEFA og dens 55 medlemsforbund ville boykotte alle FIFA-turneringer, hvis planen blev gennemført .

UEFA kaldte forslaget uansvarligt og sagde, at ”fodboldens sjæl og styring ikke er til salg”. Organisationen mente, at FIFA havde overskredet en farlig grænse ved at gøre centrale fodboldrettigheder til et investeringsaktiv – især uden en tydelig redegørelse for, hvem der økonomisk ville få gavn af aftalen . De 55 medlemsforbund stod samlet bag afvisningen .

Modstanden bredte sig hurtigt. CONCACAF, fodboldforbundet for Nordamerika, Mellemamerika og Caribien med 41 medlemmer, afviste planen efter et hastemøde 30. juli 2026 . Det asiatiske fodboldforbund AFC udtrykte også alvorlig bekymring og sagde, at det var blevet taget på sengen af udspillet .

Storklubber udfordrede FIFA’s mandat

På klubniveau sluttede Real Madrid og Juventus sig formelt til modstanden 31. juli, ifølge Bloomberg . Klubbernes centrale indvending var, at FIFA ikke nødvendigvis har den juridiske eller forfatningsmæssige ret til ensidigt at udskille de kommercielle rettigheder til VM og landsholdsfodbold i et privat, profitorienteret selskab – og derefter sælge ejerandele i det .

Argumentet bygger på, at FIFA er en medlemsorganisation og ikke en almindelig virksomhed. Ifølge kritikerne forvalter FIFA turneringsrettighederne på vegne af medlemsforbundene og den bredere fodboldverden, men ejer ikke sporten som et traditionelt selskab ejer sine aktiver.

Tyske fodboldledere, herunder DFB-præsident Bernd Neuendorf, beskrev planen som et ”direkte angreb på fodbolden” og kaldte den ”frastødende”. Bundesliga-klubber stod ifølge de tyske reaktioner på samme side i konflikten .

Klubberne: Vi bærer risikoen

Klubbernes økonomiske kritik var mindst lige så grundlæggende som den juridiske.

De peger på, at klubberne i praksis bærer mange af omkostningerne ved landsholds- og FIFA-turneringer. Det gælder blandt andet:

• skader, som spillere pådrager sig under landsholdsopgaver,
• lønudgifter, mens spillere er udtaget til landshold,
• et stadig tættere kampprogram og større belastning af spillerne.

Hvis FIFA samtidig solgte en del af de kommercielle indtægter til private investorer, frygtede klubberne, at de ville blive endnu længere væk fra pengestrømmen – uden at slippe for de sportslige og økonomiske risici .

Intern kritik ramte Infantino

Et særligt hårdt slag kom indefra.

Carlos Cordeiro, seniorrådgiver for Gianni Infantino, tidligere præsident for det amerikanske fodboldforbund og medlem af Det Hvide Hus’ arbejdsgruppe om VM, trådte tilbage med øjeblikkelig virkning 31. juli 2026 .

Cordeiro sagde, at han ikke havde haft nogen rolle i udviklingen af forslaget, og at han ”entydigt” var imod det. Han kaldte FFE-planen ”en dårlig aftale for fodbolden” . Han blev den første FIFA-insider, der forlod organisationen på grund af forslaget .

Hans afgang gjorde det vanskeligere for FIFA at fremstille modstanden som et rent eksternt angreb fra UEFA og storklubberne.

Hvorfor Joshua Kushner blev en del af kontroversen

Planen blev også mødt med spørgsmål om, hvem der skulle levere kapitalen.

Den amerikanske investor Joshua Kushner, bror til Jared Kushner, som er svigersøn til Donald Trump, blev sat i forbindelse med projektet. Kushners investeringsselskab Thrive Eternal, også omtalt som Thrive Capital, forventedes at stå i spidsen for den investorgruppe, der skulle købe minoritetsandelen i FFE .

Det gav næring til spekulationer om en politisk dimension. En kilde tæt på Thrive Capital afviste dog, at Joshua Kushner havde forbindelser til Det Hvide Hus, og sagde, at han ikke havde nogen politisk rolle eller relation til administrationen .

Tre hovedargumenter mod FFE

1. FIFA kunne ikke sælge rettighederne alene

Real Madrid, Juventus og andre kritikere mente, at FIFA ikke havde mandat til uden videre at overføre VM’s og landsholdsfodboldens kommercielle rettigheder til et privat selskab og sælge en del af ejerskabet .

2. Klubberne ville bære risikoen uden en tilsvarende gevinst

Klubberne mente, at de allerede finansierer lønningerne, stiller spillerne til rådighed og håndterer følgerne af skader og kamppres. Et salg af kommercielle ejerandele ville efter deres opfattelse kunne give investorer en andel af indtægterne, mens klubberne fortsat bar hovedparten af risikoen .

3. Processen manglede åbenhed

De kontinentale forbund sagde, at de ikke var blevet ordentligt informeret eller hørt, før planen blev offentliggjort . Modstanderne mente desuden, at FIFA forsøgte at gå uden om medlemsorganisationerne ved at tilbyde hvert enkelt forbund 20 millioner dollar for at støtte planen .

Kritikken handlede derfor ikke kun om penge, men også om fodboldens styring: Hvem har ret til at træffe beslutninger om sportens største turneringer, og hvem skal kontrollere de langsigtede kommercielle rettigheder?

Fire dage fra lancering til kollaps

Da kalenderen viste 1. august, havde modstanden samlet sig på tværs af fodboldens magtcentre. UEFA truede med boykot, CONCACAF havde afvist planen, AFC havde udtrykt alvorlig bekymring, og storklubber satte spørgsmålstegn ved FIFA’s juridiske mandat. Samtidig havde Infantino mistet sin seniorrådgiver på grund af forslaget .

Det gjorde projektet politisk og praktisk uholdbart. Infantino opgav planen, og FIFA bekræftede, at FIFA Forward Enterprise ikke ville blive gennemført .

FFE blev dermed ikke stoppet af én enkelt modstander. Det var den sjældne, samlede front – fra UEFA, CONCACAF og AFC til Real Madrid, Juventus og de tyske fodboldledere – der på få dage tvang FIFA-præsidenten til at trække sig.