Rumskrot falder ned på Jorden hver uge – men ingen ved, hvem der skal betale

Kenya Space Agency vurderede, at der sandsynligvis var tale om en såkaldt separationsring fra en raket. Den slags raketdele er normalt konstrueret til at brænde op ved genindtræden i atmosfæren eller falde ned over ubeboede områder, typisk oceaner . Denne gang nåede den jorden i næsten intakt form.

Beboere fortalte, at nedslaget lød "højere end et tordenskrald". John Mukunuu, der bor i området, sagde, at folk troede, at verdens ende var nær . Kenya Space Agency beskrev først hændelsen som et "isoleret tilfælde". Men ifølge The New York Times er udviklingen langt fra isoleret .

Flere satellitter betyder mere rumskrot

Omfanget af problemet vokser i takt med, at både stater og private virksomheder sender flere raketter og satellitter i kredsløb.

• Der findes anslået 140 millioner stykker rumskrot på over 1 millimeter i kredsløb om Jorden .
• Op til fire Starlink-satellitter kan falde tilbage gennem atmosfæren hver dag, ifølge estimater omtalt i kilderne. Andre vurderinger ligger på én til to om dagen og forudsiger op mod fem daglige genindtrædener, hvis konstellationen fortsætter med at vokse .
• USA's Space Force udsendte næsten 820 varsler om objekter, der skulle genindtræde i atmosfæren, det seneste år. For ti år siden var tallet omkring 110, mens antallet af globale opsendelser i samme periode omtrent er firedoblet .
• Omkring 20.000 objekter overvåges i lavt kredsløb om Jorden. Det omfatter cirka 12.000 aktive satellitter, hvoraf omkring 8.500 tilhører Starlink .
• Næsten halvdelen af alle overvågede objekter – 47 procent – er ukontrollérbart skrot uden et aktivt formål .

Det meste rumskrot brænder op i atmosfæren eller ender i havet. Men når antallet af opsendelser stiger, bliver det, der tidligere var sjældent, gradvist mere almindeligt .

Derfor er nedslagsstedet så svært at forudsige

Et objekt, der vender tilbage fra kredsløb, følger ikke en præcist forudsigelig bane. Atmosfærens aktuelle forhold, objektets orientering og flere andre faktorer påvirker både tidspunktet og stedet for nedslaget.

I praksis kan myndigheder derfor ofte først indsnævre nedslagsområdet få minutter før sammenstødet. Varslerne bliver dermed enten for upræcise eller kommer så sent, at lokalsamfund ikke kan nå at reagere effektivt .

Nedslaget ved Mukuku blev registreret af en seismograf omkring 80 kilometer fra stedet – tilsyneladende første gang et nedslag af rumskrot er blevet registreret af et seismisk instrument . Ingen kom til skade, og der blev ikke rapporteret om større skader. Forskerne bag analysen vurderede dog, at et tilsvarende objekt i et tæt befolket område som Nairobi kunne have fået alvorlige konsekvenser .

Hvem hæfter, når rumskrot rammer jorden?

Den internationale ansvarskonvention fra 1972 fastslår grundlæggende, at den stat, der står bag en opsendelse, kan holdes ansvarlig for skader forårsaget af dens rumobjekter. Reglerne blev imidlertid udformet i en tid, hvor opsendelser var sjældne og primært statslige – ikke i en æra med tusindvis af kommercielle satellitter og private selskaber som SpaceX .

Det mest markante hul i systemet er, at ingen nation nogensinde med succes har krævet erstatning efter et nedslag af rumskrot . Det er vanskeligt at bevise, hvem der har ansvaret, og udviklingslande har ofte færre ressourcer til at overvåge varsler, dokumentere skader og føre en sag gennem internationale juridiske kanaler .

Mukuku-episoden resulterede hverken i erstatning eller en formel ansvarsvedkendelse. Metalringen er fortsat i Kenya Space Agencys varetægt, mens spørgsmålet om dens præcise oprindelse og eventuelle ansvarlige afsender står ubesvaret .

Juridiske analyser peger samtidig på, at de nuværende regler ikke er fleksible nok til at fordele ansvaret for oprydning af rumskrot . Et forslag går ud på at indføre en international aftale med et mindre årligt gebyr, der afhænger af den samlede vægt af et lands satellitter. Pengene kunne samles i en fond, som udbetaler erstatning uden at kræve, at de ramte først beviser skyld .

Risikoen er global – men ikke ligeligt fordelt

Rumskrot kan i princippet falde ned hvor som helst. Et fragment fra SpaceX har ramt et hus i Florida, en kinesisk satellit gik i stykker over De Kanariske Øer, og metalstykker er skyllet op på australske strande .

Alligevel er risikoen ikke ligeligt fordelt. Fattigere lande og lokalsamfund har ofte færre tekniske, økonomiske og politiske muligheder for at overvåge genindtrædener eller kræve ansvar og erstatning .

USA's luftfartsmyndighed FAA vurderer, at rumskrot, der falder ned, i 2035 kan give en forventet risiko svarende til 0,6 tilskadekomne eller dødsfald om året. Det er første gang, amerikanske føderale modeller har knyttet en sådan beregnet dødsrisiko til kommercielle satellitter .

Problemet kan desuden vokse, før det bliver løst. Forskere fra MIT har fundet, at høje koncentrationer af drivhusgasser påvirker atmosfæren på en måde, der svækker den naturlige "rengøringskraft", som normalt får satellitter og andre objekter til at miste højde og vende tilbage til Jorden . Det kan betyde, at mere skrot bliver hængende i kredsløb i længere tid.

Mukuku-ringen ligger nu under kenyanske myndigheders kontrol. Den er et fysisk bevis på en udvikling, som allerede er svær at overvåge fra jorden – og endnu sværere at placere ansvaret for, når det går galt.