Ifølge Trumps opslag, en kilde med kendskab til forhandlingerne og udtalelser fra Hamas-ledere, indeholdt den foreslåede aftale følgende centrale elementer:
En væsentlig usikkerhed omgav annonceringen: Det var uklart, om Hamas og Israel selv var parter i den aftale, Trump beskrev. The New York Times rapporterede, at der 'ikke var nogen øjeblikkelig kommentar fra Hamas eller Israel', og at det var uklart, om nogen af parterne havde tilsluttet sig .
Israels modstand kom hurtigt og fra flere niveauer i regeringen og afspejlede langvarige politiske uenigheder med Fredsrådets ramme.
Netanyahus kontor havde rejst indvendinger flere måneder tidligere. I januar 2026, efter at Fredsrådet blev dannet uden israelsk deltagelse, indkaldte premierministeren til et møde med sine nærmeste rådgivere og udsendte en erklæring om, at initiativet 'ikke var koordineret med Israel og strider mod dets politik' . Efter Trumps annoncering den 30. juli sagde en israelsk embedsmand til The Times of Israel, at Fredsrådets 15-punkts forslag 'ikke i tilstrækkelig grad adresserer' Jerusalems krav om 'fuldstændig demilitarisering, som er en forudsætning for enhver proces' . En anden israelsk embedsmand slog koldt vand på optimismen og sagde, at enhver aftale, der blev set som en belønning af Hamas, ville være uacceptabel .
Sikkerhedsminister Itamar Ben Gvir var uforbeholden i sin afvisning. Den 30. juli erklærede han: 'At ødelægge Hamas og fremme palæstinensernes emigration er den eneste løsning i Gaza, som Israel er parat til at være partner i' . Han proklamerede: 'Med djævelen, hvis banner er vores ødelæggelse ... indgår man ikke aftaler' . Ben Gvir havde allerede stemt imod den begrænsede indsættelse af en International Stabiliseringsstyrke i Gaza den 27. juli med den begrundelse, at Hamas ikke havde opfyldt sit løfte om at afvæbne .
Den bredere israelske opposition stammede fra flere faktorer: opfattelsen af, at Fredsrådet tilsidesatte Israel i vigtige beslutninger, troen på, at Hamas ikke ægte havde afvæbnet, og bekymringen for, at den foreslåede aftale ville efterlade Hamas' struktur intakt i stedet for at opnå dens ødelæggelse – en holdning, Netanyahu og hans koalitionspartnere længe havde haft .
En central komplikation var, at forskellige parter beskrev forhandlingsstatus meget forskelligt.
Hamas-embedsmænd fortalte Agence France-Presse den 30. juli, at en aftale var opnået om gruppens våben og den gradvise tilbagetrækning af israelske styrker fra Gaza – dog beskrev deres beretning det som en aftale 'indgået med Israel', hvilket direkte modsagde Israels officielle holdning . En højtstående Hamas-embedsmand sagde, at bevægelsen forventede, at mæglerne og Fredsrådet ville sikre Israels overholdelse .
Mæglere i Cairo rapporterede, at forhandlingerne stadig var i gang, og at vigtige detaljer forblev uafklarede, hvilket antydede, at Trumps annoncering kan have været forhastet i forhold til den faktiske diplomatiske fremgang .
Imens fortsatte israelske angreb samme dag som Trumps annoncering. Reuters rapporterede, at israelske luftangreb dræbte mindst tre mennesker, herunder to børn, i Gaza den 30. juli, selv mens mæglere holdt nye samtaler med Hamas-ledere . Fredsrådet selv afviste at kommentere indholdet af Trumps annoncering .
Flere kritiske spørgsmål var ubesvarede i umiddelbar forlængelse af annonceringen:
Trumps annoncering repræsenterede et ambitiøst diplomatisk krav, men kløften mellem Det Hvide Hus' påståede aftale og virkeligheden på jorden – med en israelsk regering i opposition, mæglere der stadig forhandler, og vold der fortsætter – understregede de enorme udfordringer, ethvert Gaza-fredsinitiativ står overfor.
Fredsrådet blev etableret som en del af Trumps bredere '20-punktsplan' for at afslutte krigen i Gaza, først fremlagt i september 2025 . Planen forestillede sig en faseopdelt tilgang til efterkrigsstyre, genopbygning og sikkerhed, med Fredsrådet som et internationalt tilsynsorgan . Dets eksekutivkomité omfattede personer som den tidligere britiske premierminister Tony Blair, Trumps svigersøn Jared Kushner, den tyrkiske udenrigsminister og en qatarsk embedsmand – men bemærkelsesværdigt nok ingen israelske repræsentanter, en beslutning der nærede Israels tidlige modstand . Planens ambitioner var allerede blevet væsentligt skåret ned, med en fuld Gaza-genopretningsplan erstattet af et begrænset pilotprojekt for en humanitær zone .