Sådan forhindrede Kinas kollaps i olieimporten en global energikrise

Men den ventede priskatastrofe udeblev. Brent-olien holdt sig i måneder omkring 100-110 dollar tønden . Forklaringen var ikke primært ny produktion eller Det Internationale Energiagenturs (IEA's) rekordstore frigivelse af 400 millioner tønder fra medlemslandenes beredskabslagre . Den vigtigste stødpude var i stedet langt mindre synlig: Kina, verdens største importør af råolie, holdt op med at købe i samme tempo.

Tre kinesiske greb ændrede balancen

Beijing satte især tre mekanismer i spil. De blev koordineret, men kun i begrænset omfang omtalt offentligt.

1. Importen blev skåret kraftigt ned

Efter det amerikansk-israelske angreb på Iran 28. februar faldt Kinas råolieimport med omkring 3,5 millioner tønder om dagen i gennemsnit . Hvor Kina gennem fem år havde importeret cirka 11,5 millioner tønder dagligt, lå gennemsnittet fra april og frem omkring 8 millioner .

I juni faldt de søbårne leverancer til 5,96 millioner tønder om dagen ifølge Kpler – det laveste niveau i mere end et årti . Leverancerne svarede på det tidspunkt til omkring 40 procent af niveauet før krigen .

Det var ikke blot en passiv følge af blokaden. Kina trak sig aktivt tilbage som køber. Dermed blev mellemøstlige olielaster frigivet til andre lande, samtidig med at et enormt efterspørgselspres forsvandt fra markedet . Som Reuters Breakingviews formulerede det, skyldtes markedseffekten især "hvad Kina ikke har gjort" .

2. Eksporten af raffinerede brændstoffer blev begrænset

I begyndelsen af marts bad kinesiske myndigheder landets største raffinaderier om at indstille eksporten af diesel, benzin og flybrændstof . Den 12. marts blev raffinerede produkter, som endnu ikke var toldklareret, tilbageholdt .

Grebet vendte raffinaderiernes produktion indad. Det sikrede den hjemlige forsyning, selv om raffinaderierne samtidig kørte med lavere gennemløb af råolie. Mindst to store raffinaderier skar ned på produktionen, og Kinas eksport af lette og mellemstore destillater faldt til det laveste niveau i fem år i april .

Tiltaget hjalp altså Kina med at holde sit eget brændstofmarked stabilt, men fjernede samtidig en vigtig leverandør fra det asiatiske marked .

3. Lagrene begyndte at levere olie

I juni begyndte Kina ifølge estimater fra Vortexa, Kpler og Energy Aspects at trække på sine kommercielle råolielagre med omkring 1 million tønder om dagen . Det svarede til omtrent en tredjedel af den olie, landet ikke længere modtog.

Kina gik ind i krisen med det, der menes at være verdens største samlede olielager. Estimaterne ligger på mellem 900 millioner og 1,4 milliarder tønder – mere end de 32 IEA-lande tilsammen havde på lager .

IEA-landene gennemførte ganske vist den største koordinerede lagerfrigivelse i agenturets historie. Kina stod imidlertid uden for IEA-rammen og handlede på egen hånd .

Hvorfor steg olieprisen ikke til 200 dollar?

Hormuzstrædet er et af verdens vigtigste såkaldte flaskehalse for energihandel. Da trafikken næsten gik i stå, blev omkring 13 millioner tønder olie om dagen på et tidspunkt fanget bag strædet – herunder Irans tabte eksport og andre laster, som ikke kunne sejles igennem .

Normalt ville så stort et udbudschok have sendt priserne voldsomt i vejret. I stedet faldt udbud og efterspørgsel næsten samtidig:

• Det globale udbud blev reduceret med omkring 10 millioner tønder om dagen .
• Kinas efterspørgsel efter søbåren råolie faldt med omtrent samme størrelsesorden i forhold til de normale niveauer .
• Producenter uden for Mellemøsten øgede samtidig produktionen, mens lagre i flere lande blev taget i brug .

Kinas beslutning om at træde ud af markedet fjernede dermed konkurrencen om de olielaster, der stadig kunne nå frem. Det var den vigtigste grund til, at prisen ikke løb fra 100-110 dollar og op mod de forudsagte 200 dollar .

Iran mistede sit vigtigste økonomiske pressionsmiddel

I årevis har Teherans strategiske antagelse været, at en lukning af Hormuzstrædet ville udløse et olieprischok på over 200 dollar. Det skulle presse resten af verden til at lægge bånd på Washington .

Kinas importkollaps viste, at den antagelse var forkert. Prisstigningen blev langt mindre end ventet, og Irans vigtigste økonomiske pressionsmiddel blev i praksis svækket – uden at Kina behøvede at affyre et skud eller udsende en officiel erklæring . Iranske medier begyndte endda åbent at spørge, om Kina stille havde afmonteret Irans "olie- våben" .

En ny form for kinesisk energipolitik

Krisen viste, at Kina ikke kun er en stor olieforbruger. Landet kan også fungere som en såkaldt svingforbruger: en aktør, der hurtigt kan øge eller sænke sin efterspørgsel og dermed påvirke verdensmarkedet.

Kombinationen af store lagre, statslig kontrol med raffinaderierne og mulighed for at dæmpe efterspørgslen giver Beijing et energisikkerhedsværktøj, som ingen anden stor importør umiddelbart kan matche i samme skala . Kina kunne dermed modstå – og delvist neutralisere – lukningen af verdens vigtigste oliepassage uden offentligt diplomati eller militær indgriben.

Samtidig var indgrebet aldrig formelt annonceret. Importfaldet kunne ses i told- og skibsdata, men blev ikke præsenteret som en samlet politisk beslutning. Den manglende gennemsigtighed giver Beijing mulighed for at henvise til markedsforhold frem for statslig styring, mens resultatet alligevel får tydelige geopolitiske konsekvenser.

Oliealliancerne kan blive ændret

Da Kina trak sig fra spotmarkedet, blev mellemøstlig råolie i højere grad tilgængelig for andre asiatiske og vestlige købere . Når Kina igen begynder at købe stort ind, kan landet derfor stå stærkere over for leverandørerne og måske opnå bedre handelsvilkår.

Omvendt kan krisen få lande, der har baseret deres energiplanlægning på fortsat kinesisk efterspørgsel, til at revurdere deres antagelser. Kinas efterspørgsel er ikke nødvendigvis en stabil, permanent kraft i oliemarkedet – den kan også forsvinde fra den ene dag til den anden.

Stødpuden har en udløbsdato

Kinas strategi er dog ikke gratis eller ubegrænset. De strategiske og kommercielle lagre bliver tømt i et tempo, der ikke kan fortsætte permanent. Lavere raffinaderiproduktion kan samtidig lægge en dæmper på den hjemlige økonomiske aktivitet.

Hvis Hormuzstrædet åbner igen, kan Kinas tilbagevenden til markedet udløse en kraftig efterspørgselsbølge og sende olieprisen op . Société Générale og andre analytikere har advaret om, at de globale lagre falder på en uholdbar måde, og at prislettelsen derfor kan vise sig kortvarig .

Konklusion

Kinas stille nedgang i olieimporten blev den stærkeste enkeltfaktor i forsøget på at forhindre en global energikatastrofe under Hormuz-krisen i 2026. Ved at reducere efterspørgslen næsten lige så meget, som konflikten reducerede udbuddet, hjalp Beijing med at holde olieprisen under 120 dollar tønden og svækkede samtidig Irans mest frygtede økonomiske pressionsmiddel.

Krisen afslørede en ny dimension af kinesisk statskunst: evnen til at bruge lavere efterspørgsel som et strategisk våben. Det store spørgsmål er, hvor længe denne stødpude kan holde – og hvad der sker, når Kina igen beslutter sig for at købe olie i stor skala.