Tyskland gentænker Kina-afhængigheden, mens EU skærper tonen

Kommissionen består af 13 eksperter og skal blandt andet se på:

• Tysklands afhængighed af kinesiske råstoffer og energiforsyninger
• Sårbarheder i værdikæder og industrielle forsyningslinjer
• Kinesiske investeringer i kritisk tysk infrastruktur
• Virksomheder, teknologier og råstoffer, hvor en afbrydelse kan få sikkerhedsmæssige konsekvenser

Med kommissionen bliver den tidligere, mere overordnede Kinapolitik omsat til en formel parlamentarisk undersøgelse med henblik på konkrete anbefalinger til regering og lovgivere .

Berlin kortlægger sine svage punkter

En central udløser for den nye kurs var Kinas begrænsninger på eksporten af sjældne jordarter. Tiltagene viste, hvor hurtigt kinesiske beslutninger kan ramme tysk industri gennem globale forsyningskæder .

En analyse fra MERICS og Hinrich Foundation identificerede tre problemer, der forstærker hinanden :

1. Kinesiske virksomheder bevæger sig op gennem værdikæden og udfordrer tyske producenter i flere avancerede industrisegmenter.
2. Tyskland er stærkt afhængigt af Kina for kritiske råstoffer – i enkelte tilfælde tæt på 100 procent.
3. Tyske investeringer i Kina kan skabe politisk og økonomisk løftestang for Beijing, hvis virksomheder eller produktion bliver vanskelige at flytte.

Det betyder, at Berlin ikke kun ser på handelsbalancen, men også på, hvem der kontrollerer råstoffer, teknologi, produktion og infrastruktur.

Frankrig: Kinesisk konkurrence kan ramme over halvdelen af EU's industri

Frankrigs Haut-Commissariat à la Stratégie et au Plan advarede i en rapport offentliggjort 9. februar 2026 om, at den kinesiske industris fremmarch fungerer som en »damptromle« mod europæisk industri .

Rapporten vurderede, at op mod 55 procent af EU's fremstillingsproduktion kan blive udsat for kinesisk konkurrence på hjemmemarkedet, hvis udviklingen fortsætter. Presset gælder ikke længere kun lavprisvarer, men også maskiner, biler, kemi, batterier og elektronik . For Tyskland blev eksponeringen i rapporten vurderet til omkring 70 procent, mens tallet blev anslået til cirka 60 procent for Italien .

Som mulige modtræk nævnte rapporten enten en generel EU-told på 30 procent på kinesisk import eller en svækkelse af euroen på 20-30 procent over for renminbien . Den beskrev også kinesiske producenter som værende i stand til at fremstille varer omkring fire gange hurtigere og til omkring en fjerdedel af de europæiske omkostninger i visse sammenligninger .

Italiensk maskinværktøjsindustri kræver handling

Den italienske brancheorganisation UCIMU, der repræsenterer producenter af maskinværktøj, opfordrede 27. juli 2026 EU til hurtigt at styrke handelspolitiske forsvarsinstrumenter mod kinesisk konkurrence .

Kinas eksport af metalbearbejdningsmaskiner er steget markant, mens Italiens andel af verdensmarkedet og landets salg til Kina er faldet . UCIMU frygter, at Europas position i en strategisk og højt specialiseret industrisektor vil blive yderligere svækket uden en stærkere fælles EU-indsats.

Allerede 26. maj 2026 opfordrede Frankrig, Italien og Spanien sammen med andre medlemslande EU til at gøre handelspolitiske værn mod meget billige kinesiske importvarer både stærkere og hurtigere .

Bruxelles begynder at stramme kursen

EU har allerede taget enkelte konkrete skridt. Fra 1. juli 2026 blev tolden på stålimport hævet til 50 procent, mens de toldfrie importkvoter blev halveret. Samtidig blev der indført et gebyr på 3 euro for hver lille pakke, der kommer ind i EU – en ordning, der især rammer platforme som Shein og Temu .

Europa-Kommissionen har desuden drøftet et bredere politisk skifte for at beskytte europæisk industri mod den kinesiske eksportbølge . Udfordringen for EU er at styrke industrien uden at udløse en fuld handelskonflikt med Beijing.

Kina afviser overkapacitetsanklager

Kina har på sin side konsekvent afvist EU's og USA's anklager om såkaldt industriel overkapacitet, blandt andet inden for elbiler, stål og grøn teknologi. Beijing fremfører, at den kinesiske produktion skyldes efterspørgsel, innovation og komparative fordele – ikke statsstyret overproduktion.

Spørgsmålet er blevet et fast stridspunkt i handelsdialogen mellem Kina, EU og USA. Europæiske regeringer og virksomheder peger på subsidier, prisforskelle og en kraftig kinesisk eksportstigning, mens Kina afviser, at landets konkurrenceevne primært skyldes unfair statsstøtte.

Hvad betyder det samlet?

Tyskland er på vej væk fra en politik, hvor økonomisk samhandel med Kina i sig selv blev betragtet som en stabiliserende faktor. Det nye fokus er at identificere, hvor afhængigheden kan bruges som politisk eller økonomisk presmiddel.

Det rekordstore handelsunderskud, chokket fra begrænsninger på sjældne jordarter og den voksende konkurrence i avanceret industri har gjort spørgsmålet akut. Frankrig advarer om en bred industriel trussel, Italien presser på for stærkere EU-forsvar, og Bruxelles er begyndt at reagere med told og importgebyrer. Kina fastholder samtidig, at problemet ikke er overkapacitet, men Europas manglende konkurrenceevne.