Kontrol over styring og betalinger

Iran ønsker at bevare den langsigtede kontrol over strædet og indføre et betalingssystem, der administreres sammen med Oman . Før krigen passerede mere end 20 procent af verdens kulbrinteproduktion gennem Hormuzstrædet, hvilket gør spørgsmålet afgørende for både energimarkeder og international skibsfart .

Iranske kilder fastholder, at Iran skal stå alene med eller have den ledende rolle i opkrævningen af betalinger for passage . Iran beskriver betalingerne som betaling for sikkerhed og andre maritime tjenester, men modellen vil samtidig give landet en mere formel kontrol over, hvem der kan passere.

Den 26. juli sagde Iran, at der var gjort fremskridt i forhandlingerne med Oman om styringen af strædet, selv om USA samtidig havde genoptaget angrebene mod Iran . Teheran har dog indtil videre afvist Oman's forslag om et regionalt konsortium .

Den militære konflikt siden februar

Den diplomatiske strid om Hormuz foregår på baggrund af en aktiv militær konfrontation mellem Iran, USA og Israel.

• Den 28. februar 2026 indledte USA og Israel en omfattende fælles luftkampagne mod Iran under kodenavnet Operation Epic Fury. Angrebene dræbte Irans øverste leder, Ali Khamenei, og udløste hundredvis af iranske gengældelsesmissiler mod Israel og Golfstaterne .
• Irans Revolutionsgarde reagerede straks ved at blokere strædet for uautoriseret trafik og forbyde passage gennem det strategiske flaskehalsområde .
• Den 18. april lukkede Iran strædet helt og beskød skibe, efter at USA havde indført en søblokade af iranske havne .
• En kortvarig våbenhvile brød sammen i begyndelsen af juli, efter at Iran havde angrebet kommercielle skibe i strædet . USA genoptog sin søblokade den 14. juli og gennemførte flere bølger af luftangreb mod Iran. Iran svarede med angreb på mål i Bahrain, Kuwait, Qatar, Jordan og Oman .

De indirekte USA-Iran-forhandlinger brød sammen

Oman havde tidligere fungeret som mægler mellem Washington og Teheran. De indirekte samtaler i Muscat den 6. og 26. februar handlede primært om Irans atomprogram, men begge runder sluttede uden en aftale, hvorefter diplomaterne rejste hjem .

Den 28. februar sagde Oman's udenrigsminister, at Iran havde accepteret aldrig at oplagre beriget uran, og at fred var »inden for rækkevidde« . Få timer senere begyndte den amerikansk-israelske luftkrig, og det diplomatiske spor brød sammen.

I juni sagde en amerikansk embedsmand, at Oman var blevet fjernet fra sin rolle som mægler mellem USA og Iran . Soufan Center vurderede samtidig, at den amerikansk-iranske våbenhvile tilsyneladende var brudt endeligt sammen i begyndelsen af juli .

Oman's regionale plan

Oman har præsenteret Iran for en model, hvor et fælles regionalt organ – et konsortium af lande fra regionen – skal stå for den kollektive administration af Hormuzstrædet . I den model vil Iran ikke få eneret til at styre vandvejen .

Forslaget er inspireret af Malaccastrædet, hvor rederier frivilligt bidrager til finansiering af navigationshjælp, miljøbeskyttelse og eftersøgnings- og redningsoperationer . Et regionalt konsortium skulle blandt andet koordinere:

• maritim sikkerhed
• eftersøgnings- og redningsaktioner
• navigationstjenester
• andre former for regionalt samarbejde.

Deltagelse og betalinger skulle være frivillige . Oman har desuden luftet en plan med to separate sejlruter: en sydlig korridor gennem omansk farvand, der skulle fungere efter forholdene før krigen, og en nordlig korridor gennem iransk farvand med muligvis andre regler .

Hvorfor Iran siger nej

Iran har indtil videre modsat sig konsortiemodellen, fordi den begrænser Teherans ensidige myndighed . I stedet foretrækker Iran en snæver aftale mellem Iran og Oman, hvor Iran får den ledende rolle i opkrævningen.

Teheran ønsker desuden obligatoriske betalinger. Iranske kilder har argumenteret for, at skibe ellers kan blive nægtet passage gennem strædet . Det er dermed ikke kun spørgsmålet om betalingernes størrelse, der skiller parterne. Den afgørende uenighed handler om, hvem der har ret til at bestemme over passage, sikkerhed og maritime tjenester.

Irans kritik af USA

Iran beskylder USA for at forsøge at dominere regionen militært og for ikke at acceptere »nye geopolitiske realiteter« . Den amerikanske blokade og de genoptagne luftangreb bruges af Teheran som argument for, at Washington ikke kan optræde neutralt i spørgsmålet om Hormuz .

Iran har også fremhævet Israels rolle i at få USA til at gå ind i krigen. Her har Teheran blandt andet henvist til Oman's udenrigsminister, som sagde, at USA havde »mistet grebet om sin egen udenrigspolitik« og beskyldte Israel for at have overtalt Washington til at angribe Iran .

Status 28. juli 2026

Hormuzstrædet er fortsat stort set lukket for uautoriserede handelsskibe. USA's blokade er aktiv, og der forekommer fortsat periodiske luftangreb.

Forhandlingerne mellem Iran og Oman fortsætter, men er fastlåst omkring det grundlæggende spørgsmål: Skal strædet administreres bilateralt af Iran og Oman, sådan som Iran ønsker, eller gennem et regionalt konsortium med frivillige bidrag, sådan som Oman foreslår?

Der er endnu ingen omfattende våbenhvile og ingen aftale om en fuld genåbning af strædet.

Kontrol over styring og betalinger

Iran ønsker at bevare den langsigtede kontrol over strædet og indføre et betalingssystem, der administreres sammen med Oman . Før krigen passerede mere end 20 procent af verdens kulbrinteproduktion gennem Hormuzstrædet, hvilket gør spørgsmålet afgørende for både energimarkeder og international skibsfart .

Iranske kilder fastholder, at Iran skal stå alene med eller have den ledende rolle i opkrævningen af betalinger for passage . Iran beskriver betalingerne som betaling for sikkerhed og andre maritime tjenester, men modellen vil samtidig give landet en mere formel kontrol over, hvem der kan passere.

Den 26. juli sagde Iran, at der var gjort fremskridt i forhandlingerne med Oman om styringen af strædet, selv om USA samtidig havde genoptaget angrebene mod Iran . Teheran har dog indtil videre afvist Oman's forslag om et regionalt konsortium .

Den militære konflikt siden februar

Den diplomatiske strid om Hormuz foregår på baggrund af en aktiv militær konfrontation mellem Iran, USA og Israel.

• Den 28. februar 2026 indledte USA og Israel en omfattende fælles luftkampagne mod Iran under kodenavnet Operation Epic Fury. Angrebene dræbte Irans øverste leder, Ali Khamenei, og udløste hundredvis af iranske gengældelsesmissiler mod Israel og Golfstaterne .
• Irans Revolutionsgarde reagerede straks ved at blokere strædet for uautoriseret trafik og forbyde passage gennem det strategiske flaskehalsområde .
• Den 18. april lukkede Iran strædet helt og beskød skibe, efter at USA havde indført en søblokade af iranske havne .
• En kortvarig våbenhvile brød sammen i begyndelsen af juli, efter at Iran havde angrebet kommercielle skibe i strædet . USA genoptog sin søblokade den 14. juli og gennemførte flere bølger af luftangreb mod Iran. Iran svarede med angreb på mål i Bahrain, Kuwait, Qatar, Jordan og Oman .

De indirekte USA-Iran-forhandlinger brød sammen

Oman havde tidligere fungeret som mægler mellem Washington og Teheran. De indirekte samtaler i Muscat den 6. og 26. februar handlede primært om Irans atomprogram, men begge runder sluttede uden en aftale, hvorefter diplomaterne rejste hjem .

Den 28. februar sagde Oman's udenrigsminister, at Iran havde accepteret aldrig at oplagre beriget uran, og at fred var »inden for rækkevidde« . Få timer senere begyndte den amerikansk-israelske luftkrig, og det diplomatiske spor brød sammen.

I juni sagde en amerikansk embedsmand, at Oman var blevet fjernet fra sin rolle som mægler mellem USA og Iran . Soufan Center vurderede samtidig, at den amerikansk-iranske våbenhvile tilsyneladende var brudt endeligt sammen i begyndelsen af juli .

Oman's regionale plan

Oman har præsenteret Iran for en model, hvor et fælles regionalt organ – et konsortium af lande fra regionen – skal stå for den kollektive administration af Hormuzstrædet . I den model vil Iran ikke få eneret til at styre vandvejen .

Forslaget er inspireret af Malaccastrædet, hvor rederier frivilligt bidrager til finansiering af navigationshjælp, miljøbeskyttelse og eftersøgnings- og redningsoperationer . Et regionalt konsortium skulle blandt andet koordinere:

• maritim sikkerhed
• eftersøgnings- og redningsaktioner
• navigationstjenester
• andre former for regionalt samarbejde.

Deltagelse og betalinger skulle være frivillige . Oman har desuden luftet en plan med to separate sejlruter: en sydlig korridor gennem omansk farvand, der skulle fungere efter forholdene før krigen, og en nordlig korridor gennem iransk farvand med muligvis andre regler .

Hvorfor Iran siger nej

Iran har indtil videre modsat sig konsortiemodellen, fordi den begrænser Teherans ensidige myndighed . I stedet foretrækker Iran en snæver aftale mellem Iran og Oman, hvor Iran får den ledende rolle i opkrævningen.

Teheran ønsker desuden obligatoriske betalinger. Iranske kilder har argumenteret for, at skibe ellers kan blive nægtet passage gennem strædet . Det er dermed ikke kun spørgsmålet om betalingernes størrelse, der skiller parterne. Den afgørende uenighed handler om, hvem der har ret til at bestemme over passage, sikkerhed og maritime tjenester.

Irans kritik af USA

Iran beskylder USA for at forsøge at dominere regionen militært og for ikke at acceptere »nye geopolitiske realiteter« . Den amerikanske blokade og de genoptagne luftangreb bruges af Teheran som argument for, at Washington ikke kan optræde neutralt i spørgsmålet om Hormuz .

Iran har også fremhævet Israels rolle i at få USA til at gå ind i krigen. Her har Teheran blandt andet henvist til Oman's udenrigsminister, som sagde, at USA havde »mistet grebet om sin egen udenrigspolitik« og beskyldte Israel for at have overtalt Washington til at angribe Iran .

Status 28. juli 2026

Hormuzstrædet er fortsat stort set lukket for uautoriserede handelsskibe. USA's blokade er aktiv, og der forekommer fortsat periodiske luftangreb.

Forhandlingerne mellem Iran og Oman fortsætter, men er fastlåst omkring det grundlæggende spørgsmål: Skal strædet administreres bilateralt af Iran og Oman, sådan som Iran ønsker, eller gennem et regionalt konsortium med frivillige bidrag, sådan som Oman foreslår?

Der er endnu ingen omfattende våbenhvile og ingen aftale om en fuld genåbning af strædet.